Viser søkeresultater 1 til 6 av 6
  1. #1
    Medlem siden
    Oct 2006
    Sted
    Danmark
    Alder
    66
    Meldinger
    10,211

    Standard Ensomhed rammer stofskifte patienter

    Shelley48 (hyperthyreose) skrev følgende på Thyroid Disorders Message Board, i oktober sidste år:



    Please help

    Efter behandling med radioaktiv jod og i tiden inden var jeg sååå syg og kunne knap nok stå oprejst.

    Jeg var, som de fleste af jer ved, ramt så hårdt af denne sygdom, at trætheden var uudholdelig.

    Hjertebanken, trætheden og rysten var så slemme, at jeg blev hjemme og begyndt at holde mig for mig selv med mine plager.

    Selv at gå til min ugentlige quiltning, jeg ellers holdt meget af og har nydt, måtte jeg opgive.

    Jeg er virkelig trist over at opleve, hvordan ens egen familie synes at vende sig imod en, når man er syg. Hvis et medlem af min familie er syg, jeg er der hele tiden. Med kærlighed og omsorg.

    Bemærk at før i tiden, har min søn støttet og hjulpet mig. Han er nu 23 år gammel og har altid været en god dreng, men i sidste uge begyndte han at skubbe til mig. Jeg er så knust! Han sagde, at jeg er sindsyg og at han kommer til at sende mig til "et sted" for gale mennesker.

    Det er rigtigt, at jeg ikke har det godt og at jeg ikke længere er så social som jeg var før sygdommen. MEN jeg er der altid for ham og hans kæreste. Jeg prøver så hårdt at være god ved dem og behage dem, selv når jeg er virkelig utilpas.

    Hvis jeg hele tiden kæftet op og blandet mig ville jeg, til en vis grad, godt forstå den, MEN jeg er kærlig, opmærksom, og har hidtil forventet det samme af ham. Måske forventer jeg for meget, men jeg bærer ikke nag.

    Hvordan kunne det ske? Vi var sådan en nær familie.

    Derfor har jeg en svær depression i øjeblikket, og virkelig ikke ønsker at flytte, selv om jeg tror at det er bedst at jeg flytter væk.

    Jeg ved, at det er min søns bedstemor, der står bag det hele, MEN jeg har IKKE opdraget ham til at være sådan, som han er blevet over for mig.

    Ked af at klynke, men jeg kan ikke tro, ​​at dette er sket for mig og min søn.

    Tak
    Shelley


    Samme sted svar fra tigger67:



    Jeg har oplevet det samme og forstår din vrede. Da jeg første gang blev diagnosticeret med hypothyreose var min familie og venner støttende og forstående. Tre år senere er jeg stadig ikke i bedring, og jeg er nu forladt af alle, også mine forældre.

    Det synes at være den menneskelige natur at ønske kun omgås glade mennesker. Min fornemmelse er, at folk hellere vil stikke hovedet i busken og lade som om livet er altid vidunderligt end at se virkeligheden i øjnene. Jeg har fået at vide jeg skal holde op med at fokusere på mit helbred og bare acceptere mine begrænsninger, og gå videre med livet.

    De har sammenlignet mig med en person der er bundet til en kørestol, og alligevel går videre med sit liv. Men en handicappet der ikke kan gå, kan ikke behandles og hans situation er stabil og forudsigelig. Derimod kan min sygdom behandles. Hypothyreose bliver bare værre hvis den ikke behandles, så hvis jeg skulle efterkomme ordren om ikke at fokusere på sygdommen kunne jeg lige så godt opgive og indstille mig på at dø.


    Shelley48:



    Tak Tigger

    Jeg græder, fordi anerkendelse og sympati hjælper.

    Jeg forsøger virkelig at gøre mere og har klaret det bedre på mange områder, men er nu virkelig slået ned igen - lige som jeg troede, jeg gjorde godt.

    Jeg er en vittighed i familiens øjne. Jeg kan ikke tro det. Jeg har forklaret for flere af dem, hvor lang tid det ville tage at begynde at få det bedre, og at jeg er ked af at jeg ikke altid kan være der for dem, selv om jeg gør hvad jeg kan, og mere til, og uanset hvor syg jeg er.

    Jeg har altid troet, at jeg havde rigeligt kompenseret min søn for alt det han gik glip af pga. min sygdom, men det ser ud til nu, at han er ked og led af af mig - denne 'person', der er ikke som hun plejede at være, og han kan ikke få det ud af hende, han førhen var vant til. Men jeg hjælper ham økonomisk og han kan altid regne med mine følelser for ham.

    Hvordan kunne denne forfærdelige ske? Min familie er mit liv, og nu føler jeg mig så ensom, at det er faktisk uudholdelig i øjeblikket. (...)

    Shelley
    • Tak for at du læste mit indlæg.
    • Vil du vide lidt om hvad jeg står for, er du velkommen til at læse min signatur her

  2. #2
    Medlem siden
    Apr 2009
    Sted
    Vestfold
    Alder
    54
    Meldinger
    911

    Standard Sv: Ensomhed rammer stofskifte patienter

    Trist Og så gjenkjennelig....

  3. #3
    Medlem siden
    Oct 2006
    Sted
    Danmark
    Alder
    66
    Meldinger
    10,211

    Unhappy Sv: Ensomhed rammer stofskifte patienter

    Sitat Opprinnelig skrevet av Shelley48
    Jeg er en vittighed i familiens øjne. Jeg kan ikke tro det. Jeg har forklaret for flere af dem, hvor lang tid det ville tage at begynde at få det bedre, og at jeg er ked af at jeg ikke altid kan være der for dem, selv om jeg gør hvad jeg kan, og mere til, og uanset hvor syg jeg er.

    Jeg har altid troet, at jeg havde rigeligt kompenseret min søn for alt det han gik glip af pga. min sygdom, men det ser ud til nu, at han er ked og led af af mig - denne 'person', der er ikke som hun plejede at være, og han kan ikke få det ud af hende, han førhen var vant til.
    I går hørte jeg om en ældre mand, en enkemand syg af lavt stofskifte i omegnen af 20 år. Han havde fået i gave en værdifuld genstand, der ellers var hans kæreste eje for mange år siden. Nu skulle den tilbage, men er for skrøbelig til at kunne sendes med post eller fragtmand. Den var til afhentning et sted over 1500 km væk...

    Efter de mange år med lavt stofskifte + Eltroxin, har den ældre mand en snært af social fobi og lider af en uhæmmet rejseskræk. Han kan hverken køre i tog og bus, og han kan heller ikke tage et fly. Men han har en voksen datter. De havde et godt liv sammen. Han selv har passet datteren siden hun var blot et par år gammel. Hun var en sød, glad, smilende og venlig lille pige, og faderen troede derfor på, at det var lykkedes ham at beskytte hende mod det meste af, hvad sygdommen ellers påvirkede hans liv med. Det gik rigtig fint med datterens trivsel, at dømme efter hendes glade natur, glæde ved at omgås andre mennesker og ellers alt, der jo kendetegner et lykkeligt barneliv. Han var ikke så lidt stolt af at det var lykkedes ham at få datteren igennem barndommen og teenageårende, så vellykket...

    Glædestrålende spurgte han sin datter om hun ville hente gaven til ham. Han ville selvfølgelig betale både flybilet og hotel, hvis hun ville have en weekend i storbyen, ud af turen.

    Datteren svarede: "Du har altid haft svært ved at tage dig sammen... Hvis du heller ikke kan tage dig sammen til selv at rejse og hente gaven, fortjener du ikke ha' den."

    De mange års forestillinger om, at han havde en datter der forstod ham, fordi hun levede så tæt på hans daglige sejre i kampe om at være en god forælder, uanset sygdommen - de forestillinger blev punkteret. Det stod lysende klart at datteren forstod intet. I hendes øjne var han bare en mand, der ikke gad tage sig sammen. Nu og i alle årene forinden.

    Jeg kender til flere lignende historier.... Jeg har også selv oplevet (gudskelov kun i en light-udgave) den bitre smag af erkendelsen, at ens barn ikke fatter omfanget af den "heltedåd" som det er at være en rigtig god forælder, på trods af lavt stofskifte der æder ens hverdag og sjælen, bid for bid.

    Så længe så godt som alle med lavt stofskifte behandles på livstid med syntetisk T4, frygter jeg flere nye generationer af ensomme hypo-forældre til voksne børn.

    Det må kunne lade sig gøre at forebygge, men det kræver at endnu mens børnene er små, ændrer deres hypo-forældre deres adfærd. Det kan godt være at dagligt liv "som om intet er galt" fungerer fint mens børnene er små, men det kan komme til at hævne sig når de bliver voksne. Voksne børn der har mistet respekten (og dermed kærligheden?) for den syge forælder, et eller andet sted undervejs fra barndommen. Den syge, nu ældre forælder lukket inde i sin boble, uden anden end negativ, følelsesmæssig forbindelse til sine bebrejdende børn.

    Det er meget muligt at så galt behøver det ikke gå for alle, men ingen ved på forhånd hvad fremtiden bringer, medmindre man garderer sig så godt man kan. F.eks. ved ikke i det daglige, hele tiden være en "helt" for enhver pris. Jeg må tænke lidt mere over det, men jeg er bange for, at der findes ingen nemme løsninger...
    • Tak for at du læste mit indlæg.
    • Vil du vide lidt om hvad jeg står for, er du velkommen til at læse min signatur her

  4. #4
    Medlem siden
    Nov 2011
    Sted
    Stor-Osloregionen
    Alder
    66
    Meldinger
    852

    Smile Sv: Ensomhed rammer stofskifte patienter

    Jeg forstod ikke min mor før jeg selv ble syk. Nu vet jeg hva hun ofret for meg. Det var ikke lite

    Fikk aldri fortalt henne det.

  5. #5
    Medlem siden
    Oct 2006
    Sted
    Danmark
    Alder
    66
    Meldinger
    10,211

    Standard Sv: Ensomhed rammer stofskifte patienter

    Sitat Opprinnelig skrevet av Anisa Vis post
    Jeg kender til flere lignende historier.... Jeg har også selv oplevet (gudskelov kun i en light-udgave) den bitre smag af erkendelsen, at ens barn ikke fatter omfanget af den "heltedåd" som det er at være en rigtig god forælder, på trods af lavt stofskifte der æder ens hverdag og sjælen, bid for bid.
    Hvis det passer, hvad de kloge siger, at man almindeligvis aldrig helt kan forstå andre mennesker, før man selv står i samme eller lignende situation... da må jeg blankt indrømme, at jeg hellere lever med "u-forståelse" fra mit barn, end jeg ønsker ham at skulle igennem det samme, for at jeg skal kunne føle mig forstået...

    Man siger også at graden af medleven og empati er individuel dvs. ikke fælles for alle... melder spørgsmål sig om jeg i virkeligheden ønsker, at mit barn skal være så medlevende og så empatisk, at det sommetider kan blive et helvede, bare at leve.... når man så let kan (med)føle andre menneskers smerte. Særlig hvis der ikke findes noget man kan gøre for at hjælpe dem. At være et passivt vidne til andres lidelser kan blive til så stor en indre tortur, at det er faktisk til at forstå... at så mange beskytter dem ved at fortrænge, eller brygger en forklaring sammen - de kan leve med.

    Sitat Opprinnelig skrevet av Fruemå Vis post
    Jeg forstod ikke min mor før jeg selv ble syk. Nu vet jeg hva hun ofret for meg. Det var ikke lite

    Fikk aldri fortalt henne det.


    Ved ikke om du er selv en mor, Fruemå - men det er jeg, og med udgangspunkt i kærligheden til mit eget barn, kan jeg forsikre dig at din mor hellere ville forblive ikke forstået, end hun ønskede dig leve med magtesløsheden og håbløsheden. Børn og unge vil så gerne altid løse alt som måtte plage deres kære... men denne satans sygdom har sit eget liv, så hvad ville der ske andet, end nederlag når/hvis de alligevel forsøgte?

    Hvis man som forælder, trods alt, har overskud nok, må kærlighedens eneste rette betingelse - betingelsesløshed - gå begge veje, uanset når/hvis dem man elsker, fatter ikke en skid...

    EDIT: jeg er godt klar over, at jeg lyder rigeligt frelst, men hvordan faen kan man ellers få enderne til at mødes...?
    • Tak for at du læste mit indlæg.
    • Vil du vide lidt om hvad jeg står for, er du velkommen til at læse min signatur her

  6. #6
    Medlem siden
    Dec 2009
    Sted
    Candyland
    Alder
    49
    Meldinger
    3,037

    Unhappy Sv: Ensomhed rammer stofskifte patienter

    Sitat Opprinnelig skrevet av Anisa Vis post
    Hvis det passer, hvad de kloge siger, at man almindeligvis aldrig helt kan forstå andre mennesker, før man selv står i samme eller lignende situation...
    Selv opplevde jeg for noen år tilbake en veldig overraskende u-forståelse:
    En venninne og jeg var ute og gikk tur og jeg fortalte at jeg hadde vært og besøkt min forrige jobb -
    og at jeg fikk helt vondt av hvor sterkt jeg ønsket meg tilbake.
    Hun sa:
    "Det er ingen som blir friskere av å bare vente på at ting skal bli bedre" - og jeg ble helt stum
    enda i dag kan jeg kjenne gråten i halsen når jeg tenker på at hun kunne få seg til å si noe sånt.
    Hun fortsatte ufortrødent med å snakke om hvordan samboeren hennes hadde stått på etter å ha knekt nakken...
    - hun la aldri merke til hvor nedslått og stille jeg ble.

    Grunnen til at det overrasket meg sånn er at hun, sønnen og datteren har kroniske sykdommer og har til tider hatt "klippekort" på sykehuset. Nesten krysset over til andre siden alle sammen faktisk - også den før nevnte samboer.

    Jeg har gjennom årene hørt mye på - og også sett - om hvor syke de har vært. Nesten avløsende på hverandre,
    i den forstand at når den ene ble nesten frisk, så var det nestemann, osv, osv.

    Jeg har jo aldri blitt akuttinnlagt eller knekt nakken - det jeg/vi har er på mange måter usynlig og u-dramatisk.
    Og det er vel få av oss som reiser på besøk, eller tar imot besøk, når vi er mest nedslitt / gør-trøtte / apatiske / forstoppede / etcetera -.-
    så derfor er det bare datteren min som har hatt dette tett på livet dag-etter-dag gjennom mange år


    Så - ja, det var uansett godt å få skrevet det ned
    Kevlin
    ... bare fordi du er paranoid: så betyr ikke det at de ikke er ute etter deg!!
    Lavt stoffskifte - Erfa Thyroidfra slutten av 2009
    Min første halve pille med Erfa

Lignende tråder

  1. Lavt stofskifte sandsynligvis efter behandlig af for højt stofskifte
    Av Babe i forumet Lavt Stoffskifte etter Graves
    Svar: 89
    Siste melding: 06-11-11, 23:27
  2. Et lille håb for danske stofskifte-patienter?
    Av Anisa i forumet Hos legen
    Svar: 2
    Siste melding: 21-01-10, 11:16

Søkeord for denne tråden

Bokmerker

Regler for innlegg

  • Du kan ikke starte nye tråder
  • Du kan ikke svare på innlegg / tråder
  • Du kan ikke laste opp vedlegg
  • Du kan ikke redigere meldingene dine
  •  

Logg inn

Logg inn