Min far døde av hjerteinfarkt for kort stund siden, 78 år. Han var i utgangspunktet sprek, slank, ikke røyker og levde sunt, dvs jeg tror han fulgte myndighetenes kostholdsråd. Det beyr at han spiste brød, brukte vita hjertego (raps og eventuelt maisolje) som smør etc. Han hadde vitiligo, hvite flekker og noe magetrøbbel. Jeg går ut fra at det må være noe genetisk disposisjon her for hjerteinfarkt, (men vi ante ikke at han hadde noen problemer med hjertet) men forøvrig hvilken betydning har et tradisjonelt norsk kosthold i tråd med myndighetenes anbefalinger å si for hjerteinfarkt? Har du noen linker, forskningsartikler etc?
Før jeg overhovedet kan begynde at tænke over et svar på dette spørgsmål, vil jeg gerne vide, hvad det traditionelle norske kosthold overhovedet er.

Lige som med det "traditionelle danske kosthold" og svensk, for den sags skyld... dækker begrebet "traditionel" det kosthold folk levede af FØR vi fik myndighedernes "kostholds-politiet" til at tage landbrugs-politiske hensyn og udforme de offentlige kostholds-anbefalinger efter dem.

Der er ikke noget "traditionelt" ved myndighedernes kost-anbefalinger, andet end en metode til at forføre borgerer til at have tillid til myndighedernes kost-anbefalinger, fordi ordet "traditionelt" lyder betryggende og indgyder tillid...

Hvis man starter i tiden før Anden Verdenskrig og går tilbage i tiden - hvad var så folk spiste den gang? Særlig i landdistrikterne blandt bønderne og i arbejdsklassen?

Om det traditionelle danske kosthold før industrialiseringen skrives følgende på Wiki:

Indtil begyndelsen af den industrielle revolution i Danmark omkring 1860 levede størstedelen af befolkningen på landet og ernærede sig med, hvad der kunne dyrkes, fanges og opdrættes der. Det var en udfordring at samle tilstrækkeligt forråd til vinteren, og i bondekøkkenet var der ikke overskud til en egentlig kogekunst. Kun en lille overklasse havde overskud, tilgang til bredt udvalg af fødevarer og inspiration fra udlandet, til at der var tale om egentlig kogekunst. På landet spiste man rugbrød og grød, ganske få grøntsager, f.eks. grønkål og ganske lidt saltet eller røget svinekød (fersk kød var en sjælden luksus). Suppen gule ærter var også almindelig. Alt var hjemmelavet: rugbrød blev typisk bagt månedligt, og hvert år blev en gris slagtet og saltet og røget. Hvis der var køer, blev der lavet ost af mælken og kærnet smør af fløden på gården. Resten blev brugt til forskellige typer grød (at drikke mælk er først blevet almindeligt lang tid senere). Køerne gav næsten kun mælk om sommeren, og manglen på køleteknik betød, at mælk var en mangelvare resten af året. Desuden skulle bonden ofte bruge smørret som landgildeydelse (naturalieskat til godsejeren)

Hmm.... ikke nogen planteolier? Ikke nogen højkarbomad? Er det "traditionelt" nok eller er det mere traditionelt når industrialiseringen begyndte, og med den begyndte også en ny middelklasse dannes... med penge nok til at købe de få forarbejdede fødevarer herunder hvidt bagværk? Men de var jo fortsat i mindretal, mens alle moderne sundhedsundersøgelser som gennemføres i dag - skelner ikke mellem de sociale klasser, men beregner de statistiske resultater under et. I så fald er det ikke ligegyldigt, at flertallet af datidens befolkning faktisk fortsat levede overvejende lav-/middelkarbo:

Omkring århundredeskiftet 1900 begyndte den forudgående tids industrialisering at slå igennem på den brede befolknings spisemønstre:

1) Mere kød. De nye effektive transportmidler (dampskibe, jernbaner) havde gjort dansk korn ukonkurrencedygtigt til fordel for amerikansk og russisk. Det tvang det danske landbrug, der i de forudgående år havde levet godt af korneksport, til en radikal omstilling - fokus blev fra 1880erne flyttet fra korn til animalske produkter (men især smør og flæsk). Store mængder flæsk blev eksporteret, men det var ikke alt, der kunne afsættes i udlandet. Den store mængde restudskæringer blev afsat på hjemmemarkedet, og fersk kød, der før havde været forbeholdt de rigeste eller særlige lejligheder, nåede ud til en bredere befolkning end tidligere. Kødhakkemaskinen blev hvermandseje, og retter med kødfars bliver udbredte.

2) Frokostmadpakken erstatter den varme middagsmad, og middagsmaden bliver gradvist et aftensmåltid. Mange var flyttet til byerne for at blive arbejdere. De havde lange arbejdstider (13 timer i 1870) og så lange pauser, at de kunne nå hjem og spise varm middagsmad. Efterhånden blev både arbejdstiden og pauserne forkortet, så det blev upraktisk at tage hjem i pausen. Derfor forskød flere og flere den varme middagsmad til efter arbejdstid og spiste madpakke på arbejdet. Den i starten lidt triste nødvendighed i at spise koldt midt på dagen førte langsomt til en holdningsændring, der næsten romatiserer rugbrødsmadderne. Udviklingen fortsætter indtil 1950'erne, hvor det almindelige måltidsmønster er koldt midt på dagen og varmt om aftenen.

3) Fald i hjemmeproduktionen af mad. Industialiseringen og nye behov medførte langt større udvalg af forarbejdede fødevarer og fald i hjemmeproduktion: Rugbrødet, der for mange stadig var hovedernæringskilde (og havde en standardvægt på 4 kg), blev i større og større omfang bagt på fabrikker og i fællesbagerier i stedet for hjemme. Leverpostej, der før blev lavet hos viktualiehandlerne, blev i årene op til Første Verdenskrig i stærkt stigende grad fabriksfremstillet[48]. Den var blevet et nationalpålæg og var en god forretning, da den blev lavet af svineudskæringer som lever, der ikke let kunne eksporteres.

Hmm... hverken fuldkornsbrød, kartofler, ris eller pasta er fremhævet, vel? Fortsat ingen flerumættede planteolier?

Jeg husker fra min barndom og ungdom fra og med 1950-erne, at man spiste kun årstidens grøntsager. Nogle af grøntsagerne henkogte/saltsyltede man, men ellers skulle man vente til det igen var sæson for at dyrke, høste og spise dem. Jeg husker også at i mit barndomshjem og i hele omgangskredsen brugte man importeret olivenolie som delikatesse til kold mad og kun til kold mad. Man brugte ingen andre planteolier og raps dyrkede man kun til non-food-industrielle formål. Man stegte sin mad i smør eller svinefedt. Brødet var kun og udelukkende noget man spiste til morgenmad, og det var udelukkende langtidshævet brød, altid gennembagt. Vi spiste masser af æg i forskellige forklædninger. Mælk var mest til børn, og ellers spiste vi ferskost, creme fraiche og kvark... Frugt var noget man fik om sommeren, eller tørret/henkogt om vinteren. Appelsiner og citroner var noget man fik omkring jul og bananer kendte jeg slet ikke før jeg blev stor pige. Jeg husker at da min far kom hjem med en pakke af den første nymodens margarine, blev han smidt ud af køkkenet sammen med sin margarine.

Når jeg tænker tilbage, husker jeg at vi spiste langt flere proteiner og animalsk fedt, end folk spiser i dag, og jeg kendte ingen svært overvægtige i min barndom. Faktisk var de fleste fra meget slanke til almindelig slanke... Vi spiste heller ingen mellemmåltider. Noget andet jeg også husker er, at jeg husker IKKE et eneste utidigt dødsfald i familien eller i omgangskredsen, hvor dødsårsagen var angivet som hjerteinfarkt, blodpropper eller slagtilfælde. Bevares... jeg har hørt om folk der døde af slagtilfælde den gang, men det var sjældent. Personligt kendte jeg ingen.

Så hvad mener myndighederne egentligt, når de anbefaler "traditionelt" kosthold bestående af brødværk, pasta, ris, planteolier, fedtfattigt, lavkalorie og saltfattigt? Der er INTET traditionelt ved disse anbefalinger, så hvorfor kaldes det for "traditionelt"? Det er jo en LØGN, så hvorfor mon lyver de?

Hvad mon er det ægte, traditionelle norske kosthold?