Viser søkeresultater 1 til 9 av 9
  1. #1
    Medlem siden
    Oct 2006
    Sted
    Danmark
    Alder
    70
    Meldinger
    10,241

    Standard Hvordan overvinne en dårlig barndom ? (1)


    Inspireret af Vigdis, der har postet tankevækkende kommentarer i tråden om forfatteren Alice Miller: Barndommens spøkelser og Alice Miller.

    Vigdis skriver bl.a.:

    I den siste boka jeg leste skriver hun mye om å bli slått som barn. Men jeg tenker at det å være overgriper mot et barn, det kan skje på så mange plan. Akkurat dette med alle måtene et barn kan fornedres og ødelegges, det skriver hun om i en eller flere av bøkene, jeg husker ikke lenger hvem. Blant annet skriver hun om barn som kommer fra resurssterke hjem, alt det materielle er der, men det finnes ikke varme og kjærlighet til barnet. Det er mye som kan gå galt med barn. Det er mange måter å straffe og hindre barn i å vokse i modenhet. Jeg synes Alice Miller er helt fantastisk. Min beundring er ikke mindre nå. Jeg kjenner at å finne denne boken nå, det var noe jeg trengte, det var en gave.

    I bogen Du må ikke mærke - om forræderiet mod barnet indleder Alice Miller kapitlet Den tidlige barndoms virkelighed med en reference til beskrivelsen af "Øvelse i tavshed" fra Jean Liedloff's bog Auf der Suche nach dem verlorenen Glück, 1980 (The Continuum Concept). I det følgende kan du læse, frit genfortalt Øvelse i tavshed og se hvad den får dig til at tænke. Og føle....

    Bagefter vil jeg kort beskrive kombinationen af min egen erindring om mine tidligste leveår i 1950-erne og "vidneudsagn" fra udenforstående, og hvordan det har præget resten af mit liv.

    Til sidst vil jeg citere fra en norsk artikel fra 2009, der bevidner i al sin overvældende gru, at uanset hvor stærkt vi indbilder os, at Den Sorte Opdragelse er fortid - praktiseres den fortsat i vores "oplyste" tid, og børn fortsætter med at græde som led i deres opdragelse...
    • Tak for at du læste mit indlæg.
    • Vil du vide lidt om hvad jeg står for, er du velkommen til at læse min signatur her

  2. #2
    Medlem siden
    Oct 2006
    Sted
    Danmark
    Alder
    70
    Meldinger
    10,241

    Standard Øvelse i tavshed

    Sitat Opprinnelig skrevet av Anisa Vis post
    I bogen Du må ikke mærke - om forræderiet mod barnet indleder Alice Miller kapitlet Den tidlige barndoms virkelighed med en reference til beskrivelsen af "Øvelse i tavshed" fra Jean Liedloff's bog Auf der Suche nach dem verlorenen Glück, 1980 (The Continuum Concept). I det følgende kan du læse, frit genfortalt Øvelse i tavshed og se hvad den får dig til at tænke. Og føle....


    En tekst man burde sende til alle, der går i tanker om at blive forældre.

    Øvelse i tavshed

    På den vestlige verdens fødeafdelinger er der næppe nogen udsigt til at blive trøstet af en ulvinde. Den nydfødtes hud råber på urtidskontakten med en blød, varmeudstrålende, levende krop, men bliver viklet ind i tørre, livløse stykker stof. Lige meget hvor meget det skriger, lægges det i en kasse, og der udleveres det til en pinefuld tomhed, hvor der ikke er nogen form for bevægelse (for første gang i hele dets kropserfaring i løbet af dets evolutions millioner af år eller i dets lyksalige evighed i livmoderen). Den eneste lyd, den nyfødte kan høre, er skrigene fra andre ofre, som lider samme usigelige helvedes kval. Den lyd kan ikke fortælle den noget. Den skriger og skriger; dens lunger, der ikke er vænnet til luft, bliver overanstrengte af hjertets fortvivlelse. Ingen kommer. Det er naturligt for den nyfødte at føle tillid til livets rigtighed, og den gør det eneste, den kan: Den bliver ved med at skrige. Til sidst sover den udmattet ind - efter en tidløs lang levetid.


    Spædbarnet vågner i afmægtig angst for stilheden, ubevægeligheden. Det skriger. Det brænder fra top til tå af trang, af længsel, af uudholdelig utålmodighed. Det snapper efter vejret og skriger, til dets hoved er fuldt af lyde, og det dunker i det. Det skriger, til det gør ondt i brystet på det, og dets strube er hudløs. Det kan ikke holde smerten ud længere; dets hulken bliver svagere og hører op. Det lytter. Det åbner og knytter næverne. Det ruller hovedet fra den ene side til den anden. Ingenting hjælper. Det er uudholdeligt. Igen begynder det at skrige, men det bliver for meget for dets overanstrengte strube, og det holder snart op igen. Det gør sin af længsel martrede krop stiv, og oplever en antydning af lindring. Det fægter med hænderne og maser med fødderne. Det holder op. Lide kan det, men det kan ikke tænke, ikke håbe. Det lytter. Så falder det igen i søvn.


    Pludselig bliver det taget op; atter vågner forventningerne til, hvad der nu skal ske med det. Den våde ble bliver fjernett. Lindring. Levende hænder rører ved dets hud. Dets fødder løftes i vejret, og et nyt, knastørt, livløst stykke stof bliver viklet om dets underkrop. Straks er det igen, som om hænderne aldrig havde været der, og heller ikke den våde ble. Der er ingen bevidst erindring, intet spor af håb. Spædbarnet befinder sig i en uudholdelig tomhed, uden tid, uden bevægelse, stille, fuld af endeløst uopfyldt begær. Dets væren*) afprøver sine nødforanstaltninger, men de er alle kun egnet til at slå bro over korte mangelsituationer ved en i øvrigt rigtig behandling eller til at tilkalde nogen, som man kan regne med er parat til ilt give lindring. På den givne ekstreme situation har dets væren ingen løsning. Situationen ligger uden for dets uendelige erfaring.


    Efter blot nogle få timers åndedrag har spædbarnet allerede opnået en grad af fremmedgørelse fra sin natur,som ligger hinsides dette mægtige værens reddende kræfter. Opholdet i moderlivet var efter al sandsynlighed den sidste tid, det kommer til at opleve med den form for uafbrudt velvære, som ifølge dets medfødte forventning burde have værett hele livet. Dets væsen er baseret på den antagelse, at moderen skal svare til forventningerne og at begges motivationer og den derefter tilpassede handlen skal frie hinanden gensidigt i overensstemmelse med deres natur.

    Nogen kommer og løfter varsomt barnet op. Det liver op. Det bliver ganske vist båret lidt for pyldret efter dets smag, men der sker i hvert fald en bevægelse. Nu føler, det sig på rette plads. Den gennemlidte dødsangst eksisterer ikke længere. Det hviler i de omsluttende arme; og selvom dets hud ikke modtager noget lindrende budskab fra tøjet, ingen fornemmelse af levende krop tæt mod sin, fortæller hænderne og munden det, at alt er normalt. Den udprægede livsglæde, som er normal for værentilstanden, er næsten fuldkommen. Brystets smag og struktur er der, den varme mælk flyder ind i barnets begærlige mund, der er hjerteslag, som skulle have været et bindeled, en forsikring om sammenhængen med moderlivet, og dets svage syn iagttager bevægelse. Også stemmens klang er rigtig. Det er kun tøjet og lugten (dets mor anvender eau de cologne), som gør, at der er noget, der er forkert. Barnet suger, og når det føler sig mæt og rødmosset, sover det ind.


    Når det vågner, befinder det sig i helvede. Ikke nogen erindring, ikke noget håb, ingen tanke kan minde det om besøget hos moderen og nå ind med trøst til dets ensomme skærsild. Timerne går, og dage og nætter går. Det skriger, bliver træt, falder i søvn. Det vågner og gør bleen våd. Nu er det ikke forbundet med noget velbehag længere. Næppe har dets indre organer formidlet en lindringens glæde til det, før denne straks igen fortrænges af stadig stigende smerte, når den varme, sure urin angriber de partier af kroppen, der allerede er hudløse. Det skriger. Dets udmattede lunger må skrige for at overdøve den brændende smerte. Det skriger, til smerten og dets skrigen har udtømt dets kræfter, og falder så igen i søvn.


    'De flittige sygeplejersker på afdelingen, som absolut ikke er noget undtagelsestilfælde, skifter alle bleer efter et bestemt skema, hvad enten de er tørre, fugtige eller allerede helt gennemblødte; og børnene sendes hjem helt hudløse, og derefter må nogen, der har tid til den slags, sørge for, at sårene læges igen.


    Når barnet bliver bragt hjem til det, der er hjemme for moderen (dets eget hjem kan man vel næppe kalde det), er det allerede fortrolig med livets væsen. På et ubevidst plan, som kommer til at bestemme alle videre indtryk, ligesom det på sin side præges af dem, ved barnet, at livet er usigeligt ensomt, at det ikke reagerer på de signaler, barnet udsender, og at det er fuldt af smerte. Men endnu har barnet ikke givet op. Så længe der er liv i det, vil dets væren af alle kræfter forsøge at opnå ligevægt igen.


    Dets hjem er i det væsentlige ikke til at skelne fra fødeafdelingen, bortset fra hudløsheden. De timer, da spædbarnet er vågen, tilbringer det i længsel, trang og i en uafbrudt venten på, at det »rigtige«, sådan som dets væren opfatter det, skal erstatte den lydløse tomhed. Få minutter om dagen indfries dets længsler, og dets intense behov, der kribler på huden, efter berøring, efter at blive holdt om og båret omkring, bliver opfyldt. Dets mor er en kvinde, som efter mange overvejelser har besluttet sig til at lade det få bryst. Hun elsker det med en hidtil ukendt ømhed. I begyndelsen falder det hende svært at lægge det tilbage i vuggen, når hun har ammet det, navnlig fordi det skriger så fortvivlet når hun gør det. Men hun er overbevist om, at sådan må hun gøre, for hendes mor har sagt (og hun må jo vide det), at barnet bliver forkælet og vil blive til besvær senere engang, hvis hun giver efter for det nu. Hun vil gerne gøre alting rigtigt; et øjeblik føler hun, at det lille liv, hun holder i sine arme, er vigtigere end alt andet på jorden.


    Hun sukker og lægger det blidt tilbage i dets lille seng, som er dekoreret med små gule ænder og passer i farven til hele værelset. Hun har lagt en masse arbejde i det værelse og udstyret det med dunbløde gardiner, et lille tæppe formet som en panda, hvidt puslebord, badebalje og kommode til bleer. Og der er også pudder, salve, sæbe, hårshampoo og hårbørste, alt er der, og alle etuier og beholdere er i baby-farver. På væggen hænger der billeder af dyreunger, som er klædt på som mennesker. Kommoden er fuld af små undertrøjer, kravledragter, små sko, små huer, vanter og bleer. Ovenpå står pænt arrangeret et legetøjsfår af uld og en vase med blomster - afskårne, for moderen »elsker« også blomster.


    Hun glatter barnets lille undertrøje og dækker det til med et broderet lagen og et tæppe med dets initialer på. Hun betragter det tilfreds. Der er ikke sparet på noget for at gøre børneværelset perfekt, selvom hun og hendes unge ægtemand endnu ikke har kunnet tillade sig at anskaffe alle de møbler, de har planer om til husets andre værelser. Hun bøjer sig over spædbarnet og kysser det på den silkebløde kind; så går hun hen til døren, mens det første pinefulde skrig gennemryster dets krop.


    Forsigtigt lukker hun døren efter sig. Hun har erklæret sit barn krig. Hun må sætte sin vilje igennem. Gennem døren hører hun lyde, som om nogen blev torteret. Hendes væren opfatter lyden sådan. Naturen giver ikke noget entydigt tegn fra sig om, at nogen bliver torteret, hvis dette ikke er tilfældet i virkeligheden.


    Det er nøjagtig lige så alvorligt, som det lyder.


    Hun tøver. Hendes hjerte drages til det, men hun står imod og går videre. Det har jo lige fået ren ble på og er blevet ammet. Derfor er hun sikker på, at der ikke er noget, det mangler; og hun lader det græde, til det er udmattet.


    Det vågner og skriger igen. Dets mor kigger hastigt ind for at forvisse sig om, at det ligger rigtigt; hun lukker døren igen, forsigtigt, for ikke at vække nogen falske forhåbninger om opmærksomhed fra hendes side hos det. Hun skynder sig ud i køkkenet til sit arbejde og lader en dør stå åben, for at hun kan høre barnet, hvis der skulle »ske det noget«.


    Spædbarnets skrig bliver til bævende klynken. Da ingen svarer, svigter impulsen til dets signaler og fortaber sig i en forvirret tomhed, lindringen burde allerede for længst have indfundet sig. Det ser sig omkring. På den anden side tremmerne i dets lille seng. Lyset er mat. Det kan ikke vende sig. Det ser kun de små tremmer, ubevægelige og væggen. Fra en fjern verden hører det meningsløse lyde. I dets nærhed er der helt stille. Det ser på væggen, til øjnene falder i. Da de igen åbner sig lidt senere, er tremmerne og væggen der nøjagtig som før, men lyset er lidt svagere. Spædbarnet har lært sin første lektie om den ultimative.... ensomhed.


    (Frit efter J. Liedloff, Auf der Suche nach dem verlorenen Glück, 1980)

    *) Jean Liedloff bruger udtrykket kontinuum, hvilket jeg har erstattet med ordet "væren" i min genfortælling. Kontinuum betyder "(lat. con'tinuum, adj. til conti'nere holde sammen) sammenhængende hele eller mængde, noget vedvarende." Jeg har gjort det fordi fagudtrykket: kontinuum vil være i vejen for opfattelsen af de vigtige pointer. Ikke engang alle "rigtige" pædagoger ved hvad kontinuum betyder.
    • Tak for at du læste mit indlæg.
    • Vil du vide lidt om hvad jeg står for, er du velkommen til at læse min signatur her

  3. #3
    Medlem siden
    Oct 2006
    Sted
    Danmark
    Alder
    70
    Meldinger
    10,241

    Standard Sv: Hvordan overvinne en dårlig barndom ? (1)

    Sitat Opprinnelig skrevet av Anisa Vis post
    Til sidst vil jeg citere fra en norsk artikel fra 2009, der bevidner i al sin overvældende gru, at uanset hvor stærkt vi indbilder os, at den sorte opdragelse er fortid - praktiseres den fortsat i vores "oplyste" tid, og børn fortsætter med at græde som led i deres opdragelse...
    Sitat Opprinnelig skrevet av Anisa Vis post
    .... og på denne måde er vi vendt tilbage til de gamle tider hvor jeg lå i vuggen og blev trænet i at det aldrig nytte at regne med hjælp når man er i nød....

    Det er så min "dæmon" som min perfekte mor har udstyret mig med i den tidligste barndom, ved at praktisere Den Sorte Opdragelse, fra min første levedag og 20 år frem.

    Jeg har, trods alt overlevet med selvværd i behold, men andre med samme livets start gjorde ikke. Deres dæmoner har ædt dem fuldstændig op, så der kun blev et nervebundt tilbage. Alligevel behandler de deres egne børn nøjagtig på samme måde, som de selv blev behandlet. Den Sorte Opdragelse fortsætter.
    Sitat: "Det jeg har på hjertet, er hvordan kan vi få frem det naturlige, beskyttende og nærende morsinstinktet, slik at barna ikke blir til ofre for en kald og hensynsløs oppførsel.

    Jeg personlig har et godt forhold til helsestasjonene rundt omkring, men der også kommer det frem skrekkhistorier på hvordan de velger å løse «barnegråt-problematikken», ja, for det er slik de ser på det. Det virker ikke som om de stiller seg spørsmålet: «Hvorfor gråter barnet?» De har ikke skjønt at gråt er et av de få virkemidler barnet har til å kommunisere med omverdenen. Er det da rart at de blir desperate, når ingen responderer?

    Sjokkerende fra helsestasjon

    En mor kom til meg og sa at hun bare kunne la barnet ligge og gråte hele natten igjennom, ja, de er ganske utholdne, hadde de på helsestasjonen sagt, de skriker i fem-seks timer, til de kaster opp. Så gir de seg – etterhvert. Det er bare å ha tålmodighet. Hva slags råd er dette å gi nybakte mødre som er usikre på sin omsorgsrolle? Jeg er helt sjokkert. Hvordan kan et slikt budskap komme fra en offentlig instans som skal tale til barnas beste?"
    Sitat slutt.




    Kilde til artikkel og bilde: En grunn til at barn gråter av Lisa Bonnár i Aftenposten, d. 4. februar 2009
    • Tak for at du læste mit indlæg.
    • Vil du vide lidt om hvad jeg står for, er du velkommen til at læse min signatur her

  4. #4
    Medlem siden
    Mar 2008
    Sted
    Oslo
    Alder
    63
    Meldinger
    5,134

    Standard Sv: Hvordan overvinne en dårlig barndom ? (1)

    Men allerede i 1792 introduserte den engelske barnelegen Hugh Smith andre tanker: dette må det bli en slutt på, tenkte han vel, alle andre er nødt til å underkaste seg disiplin og orden, så hvorfor skal spedbarna være noe unntak? Han skrev bindsterke verk innen pediatri, og han drev folkeopplysning. I sine «Letters to married women» foreskrev han mating til faste tider: klokken 7,10,13,18 og 23. Senere medisinere og folkeopplysere tok opp igjen ideen med mating av spedbarn etter skjema med en begeistring vi i dag – heldigvis – ikke deler.
    http://www.jordmorforeningen.no/jm/l...view/full/2809

    På 60-tallet fulgte mødrene dette skjemaet, for å unngå å skjemme bort barnet. Det var masse de gjorde, eller rettere sagt, ikke gjorde, for å unngå å skjemme bort barnet. Det var en av de store syndene de kunne komme til å gjøre på den tiden, skjemme barnet bort. Jeg husker jeg fikk høre det av min egen mor, jeg tok barnet for raskt opp når det skrek. Det kunne skjemmes bort. Læres unoter.

    Ganske skremmende, ikke sant? Barnet, det lille mennesket, er født som et sosialt vesen. Det er ikke født til å tilbringe mye av sin våkne tid alene på et vakkert oppusset barnerom. Det skal være sammen med flokken sin. Akkurat som løveunger, elefantunger og andre pattedyr.

    Teksten du starter med Anisa, er smertefull. Jeg tenker at det hun beskriver er nok min erfaring også.

    Jeg jeg leste de andre tekstene av Jean Liedloff i lenken
    http://www.continuum-concept.org/cc_defined.html
    http://www.continuum-concept.org/reading/in-arms.html
    http://www.continuum-concept.org/rea...InControl.html

    Det er svært tankevekkende tekster
    Hashimoto's, hypotyreose, Armour 2009
    Å leve med binyrebarksvikt eller binyretretthet
    • Ren T3 og LDN (lav dose Naltrexon) 2012, virket ikke for meg. Bruker thyroid

  5. #5
    Medlem siden
    Oct 2006
    Sted
    Danmark
    Alder
    70
    Meldinger
    10,241

    Thumbs down Sv: Hvordan overvinne en dårlig barndom ? (1)


    Men allerede i 1792 introduserte den engelske barnelegen Hugh Smith andre tanker: dette må det bli en slutt på, tenkte han vel, alle andre er nødt til å underkaste seg disiplin og orden, så hvorfor skal spedbarna være noe unntak? Han skrev bindsterke verk innen pediatri, og han drev folkeopplysning. I sine «Letters to married women» foreskrev han mating til faste tider: klokken 7,10,13,18 og 23. Senere medisinere og folkeopplysere tok opp igjen ideen med mating av spedbarn etter skjema med en begeistring vi i dag – heldigvis – ikke deler.
    Aha! "Letters to married women" ? De kan læses online på http://archive.org på dette link: http://archive.org/stream/letterstom...ge/n7/mode/2up eller bevares for eftertiden derhjemme, ved at downloade pdf-fil her (7,3 MB)

    Ellers kan man nærmest ikke finde noget online, om denne mandsling. Hvordan i alverden kunne hans sludder overleve i 200 år ?

    Hvad siger det så om det, ellers så højt besungne moderinstinkt, som alligevel lader sig tilsidesætte af en mandslings syge teorier? Jeg spørger bare!
    • Tak for at du læste mit indlæg.
    • Vil du vide lidt om hvad jeg står for, er du velkommen til at læse min signatur her

  6. #6
    Medlem siden
    Mar 2008
    Sted
    Oslo
    Alder
    63
    Meldinger
    5,134

    Standard Sv: Hvordan overvinne en dårlig barndom ? (1)

    Det sier vel noe om at matriarket døde ut for så lenge siden, at patriakatet og den hierarkiske måte å tenke på har fullstendig overtatt? Kvinner har ikke hatt tiltro til sitt eget instinkt om å ta opp barnet, holde det inntil seg. I stedet har de latt såkalte eksperter bestemme kontakten mellom mor og barn.
    Hashimoto's, hypotyreose, Armour 2009
    Å leve med binyrebarksvikt eller binyretretthet
    • Ren T3 og LDN (lav dose Naltrexon) 2012, virket ikke for meg. Bruker thyroid

  7. #7
    Medlem siden
    Mar 2008
    Sted
    Oslo
    Alder
    63
    Meldinger
    5,134

    Standard Sv: Hvordan overvinne en dårlig barndom ? (1)

    Jeg leser fortsatt Alice Miller langsomt. En periode for ikke lenge siden vurderte jeg å skifte tilbake til den legen jeg hadde før. Han har en del kvaliteter den legen jeg har nå, mangler fullstendig. Å lese seg opp, og å oppdatere seg når han lærer noe nytt av pasientene sine for eksempel. Jeg satt lenge på nettet og vurderte om jeg skulle trykke på knappen på fastlege. På natten, i drømmene, var jeg tilbake hos den forrige legen. Jeg hadde time. Og hadde forberedt meg grundig. Blant annet visste jeg at han er glad i å snakke, så jeg hadde tenkt på at det var jeg som skulle føre ordet. Jeg kommer inn på kontoret hans. Der inne er det to katter og to hunder. Jeg forsøker å forklare ham at jeg har allergi, og kan ikke ha hunder og katter i samme rom. Han lytter ikke. Men fortsetter å snakke. Da jeg våknet på morgenen følte jeg meg stresset. Jeg snakket med mannen min om bytte av lege og drømmen. Han sa at det var tydelig at jeg hadde glemt de mindre sjarmerende trekkene ved den forrige legen. Hans påståelighet. Hans behov for å ha rett, selv når du hadde vært hos en spesialist som støttet egne antagelser osv. Jeg kullkastet planene om å bytte lege. Og kjente roen senke seg inni meg. Det var et hav av miksede følelser i denne funderingen rundt det å vende tilbake til den tidligere legen. Det er noe med å la fortid være fortid. Så får heller dagens lege også være ufullkommen. Hittil har jeg ikke funnet den fullkomne lege, og tror heller ikke at han/hun eksisterer, like lite som noen av oss er perfekte. Men det var tankevekkende hvordan drømmen min satte meg på plass og fikk hindret meg i å vende tilbake.

    Det er mulig denne tankerekken er lagt i fullstendig feil tråd.

    Det har slått meg i møtet med flere leger ( og det kunne like gjerne vært mange andre yrkesgrupper tror jeg) at når de møter en annen agenda enn det de tror seg å møte, så møter jeg en temmelig infantil person. Jeg møtte en slik lege. Og sa at jeg var helårsallergiker, og allergisk mot det meste av pollen, midd, mugg etc. Nei, det var jeg ikke! Jo, sa jeg. Nei, jeg var ikke det. For jeg hadde ikke testet dette hos denne legen! Men jeg har testet det hos fastlegen sa jeg. Nei, da fikk vi ta testene på nytt på dette kontoret. Det var da jeg fortalte om alle hormonene jeg brukte, at denne legen gikk fullstendig i vranglås. Og så bar det bare utfor bakke i en aldeles absurd dialog. Blant annet henviste jeg til en del forskning i denne samtalen (det var et annet tema enn denne legen hadde spesialisert seg på). Nei, den forskningen var ikke god nok. den gjalds ikke. Forskningen det handlet om var at stresssituasjoner i barndommen kan forårsake først høyt kortiosl, deretter lavt. Etterpå måtte jeg selvsagt gå gjennom denne forskningen jeg hadde funnet på nytt. Jeg så at det han uttrykte var heller nærmest en slags trassig og barnslig reaksjon, jeg som den umulige pasient skulle neimen meg ikke få rett! Jeg har opplevd mange slike situasjoner med leger hvor de, uten å vite det, fremstår som et barn som tramper i bakken og skal ha rett og være overlegen.

    Jeg tenker jo at dette handler om deres barndom som det flinke barnet som fikk høye krav rettet mot seg fra foreldrene. Så går de gjennom livet som små guder og kan ikke ta feil. Og det er jo sørgelig, for mest av alt burde legeyrket ha alle muligheter i seg til å kunne være et kreativt yrke. Som når slike som oss kommer med multisymptomer og alle mulige merkelige sammensatte plager. Det burde være dødsspennende for dem! I stedet fremstår vi ofte som et hår i suppa. Som denne kvinnen, som ble kastet ut av legekontoret, og ble kalt for hypokonder
    I 1991 var 17 år gamle May Britt Hovland elev ved Årdal vidaregåande skule, og ho vart vaksinert som eit ledd i eit statleg vaksineforsøk mot hjernehinnebetennelse som pågjekk i perioden 1988-1994.

    Kort tid etter vaksina starta eit langvarig mareritt som langt på veg har øydelagt livskvaliteten hennar.

    På eitt og eit halvt år var ho til utallige konsultasjonar hjå ulike legar og spesialistar, men korkje ho eller foreldra kopla i den perioden helseplagene til vaksina ho hadde teke.

    Fastlegen hennar vart lei av henne. 19 år gamal, etter halvanna år med runddans i helsevesenet, fekk ho etter kvart klar beskjed: «Du er ikkje sjuk, du er hypokonder. Kom deg ut av kontoret mitt»
    Hashimoto's, hypotyreose, Armour 2009
    Å leve med binyrebarksvikt eller binyretretthet
    • Ren T3 og LDN (lav dose Naltrexon) 2012, virket ikke for meg. Bruker thyroid

  8. #8
    Medlem siden
    Mar 2009
    Sted
    Sverige
    Alder
    77
    Meldinger
    2,327

    Thumbs up Sv: Hvordan overvinne en dårlig barndom ? (1)


    “You survived by seizing every tiny drop of love you could find anywhere, and milking it, relishing it, for all it was worth. And as you grew up, you sought love, anywhere you could find it, whether it was a teacher or a coach or a friend or a friend's parents. You sought those tiny droplets of love, basking in them when you found them. They sustained you. For all these years, you've lived under the illusion that somehow, you made it because you were tough enough to overpower the abuse, the hatred, the hard knocks of life. But really you made it because love is so powerful that tiny little doses of it are enough to overcome the pain of the worst things life can dish out. Toughness was a faulty coping mechanism you devised to get by. But, in reality, it has been your ability to never give up, to keep seeking love, and your resourcefulness to make that love last long enough to sustain you. That is what has gotten you by." -- Judith Herman




    Dr. Judith Lewis Herman, professor of Clinical Psychiatry at Harvard University Medical School,
    and a pioneer in the study of post-traumatic stress disorder and the sexual abuse of women and
    children, joins UC Berkeley's Harry Kreisler on this edition of Conversations with History."


    Transcript of "Conversations with History" with Judith Lewis Herman

    Trauma and Recovery: The Aftermath of Violence -from Domestic Abuse to Political Terror
    115 Reviews

    Understanding Complex Trauma and its Relation to Gender-Based Violence



    Takk Vigdis.
    Til alle norske og danske stoffskifte-pasienter, anbefaler vi boken STOP stofskiftevanviddet, skrevet av verdens ledende pasient-aktivist Janie Bowthorpe, som i 2005 grunnla nettstedet Stop The Thyroid Madness. Boken er utgitt på dansk i 2014. För alla svenska hypotyreos-patienter, rekommenderar vi samma bok, översatt till svenska med titeln Stoppa sköldkörtelskandalen (2012). Til alle gode leger, og pasienter som ønsker å lære mer av "the right stuff", anbefaler vi boken Stop The Thyroid Madness II (2014) med bidrag fra 10 leger MD. I Skandinavia, definitivt de to beste og mest nyttige bøker for hypotyreose-pasienter, for deres familier og venner, og for deres leger.

  9. #9
    Medlem siden
    Oct 2006
    Sted
    Danmark
    Alder
    70
    Meldinger
    10,241

    Thumbs up Sv: Hvordan overvinne en dårlig barndom ? (1)

    Judith Lewis Herman:
    “You survived by seizing every tiny drop of love you could find anywhere, and milking it, relishing it, for all it was worth. And as you grew up, you sought love, anywhere you could find it, whether it was a teacher or a coach or a friend or a friend's parents. You sought those tiny droplets of love, basking in them when you found them. They sustained you. For all these years, you've lived under the illusion that somehow, you made it because you were tough enough to overpower the abuse, the hatred, the hard knocks of life. But really you made it because love is so powerful that tiny little doses of it are enough to overcome the pain of the worst things life can dish out. Toughness was a faulty coping mechanism you devised to get by. But, in reality, it has been your ability to never give up, to keep seeking love, and your resourcefulness to make that love last long enough to sustain you. That is what has gotten you by."
    Du overlevede ved at nyde ethvert, selv det mindste glimt af kærlighed du fandt på din vej, hvor det end var. Disse glimt af kærlighed sugede du til dig, værnede om og har nydt, for alt de var værd. Og da du voksede op, søgte du kærlighed, hvor som helst du kunne finde det, uanset om det var hos en lærer eller en vejleder, eller en ven eller en vens forældre. Du ledte efter de bittesmå glimt af kærlighed og du har badet i deres lys, når du har fundet dem. Det er alle disse små kærligheds glimt der har bevaret og reddet dig.

    Gennem alle disse år har du levet i illusionen om, at det kun var takket være din udholdenhed og ukuelighed, at du har overvundet misbrug, had og alle de hårde slag du blev udsat for i livet. Men i virkeligheden har du overlevet fordi kærlighed er så magtfuld, at selv i bittesmå doser, man finder den, er den nok til at overvinde smerten af selv de værste ting livet kan byde et menneske. Udholdenhed og ukuelighed er blot overlevelsesredskaber til at komme igennem modgang. Men det der i virkeligheden var grunden til at du har overlevet, var din egen evne til aldrig at opgive søgen efter kærlighed, og senere at få den til at række længe nok til at bevare dig.

    Om Jorunn Lauvstad har ledt efter og fundet disse små glimt af kærlighed på sin egen vej gennem livet - ved jeg ikke, men jeg tror hun gjorde. Hvis jeg skal dømme efter hendes bidrag til samfundsdebatten i Norge, og særlig hendes blog Nevrotikeren gjør opprør.

    Jeg har ikke læst hele bloggen igennem endnu, men tør allerede anbefale den til de forhenværende børn, der har formået at overleve denne ørken, som mange menneskers barndom er når den er bedst, eller et helvede, når den er værst. Jeg kan godt forstå mig selv, Vigdis, dig og Jorunn Lauvstad.
    • Tak for at du læste mit indlæg.
    • Vil du vide lidt om hvad jeg står for, er du velkommen til at læse min signatur her

Lignende tråder

  1. Hvordan få andre til og forstå hvordan det er å ha lavt stoffskifte?
    Av justme i forumet Familielivet med stoffskiftesykdom
    Svar: 2
    Siste melding: 21-03-13, 11:55
  2. Dårlig opptak av d3?
    Av Aceriee i forumet D-vitamin
    Svar: 4
    Siste melding: 13-01-13, 21:44
  3. Ble så dårlig
    Av heisann i forumet Mage/tarm/urinveie
    Svar: 5
    Siste melding: 15-10-07, 14:22
  4. dårlig periode
    Av skaye i forumet Lavt stoffskifte
    Svar: 4
    Siste melding: 19-04-07, 20:30

Søkeord for denne tråden

Bokmerker

Regler for innlegg

  • Du kan ikke starte nye tråder
  • Du kan ikke svare på innlegg / tråder
  • Du kan ikke laste opp vedlegg
  • Du kan ikke redigere meldingene dine
  •  

Logg inn

Logg inn