Medfølelse gør ondt

[Anisa]

Lige før så jeg en TV-dokumentar om de tyske soldaters vandring ud af Danmark, efter krigens afslutning. Flere af disse soldater blev interviewet flere år efter, og en af dem fortalte at han valgte dengang ikke at vende tilbage til sit levebrød som optiker, men bestemte sig for en fremtid som præst. Hændelsen som udløste hans beslutning var sket på vejen mod Tyskland, da han så en anden soldat, blind og uden arme, sidde i vejkanten og græde hjerteskærende.... Hold da helt op, hvor gør det ondt at tænke på dette menneske, og forstå hans smerte, og angst, og hjælpeløshed, uanset at det skete for så mange år siden.

For nogle dage siden kørte jeg fra Helsingørmotorvejen ind i København direkte på Hans Knudsens Plads. Klokken var 03 om natten og det var totalt mennesketomt. Ingen biler heller. Ned ad øjenkrogen så jeg en rød cykelbaglygte blinke nede ved jorden på den anden side af pladsen, modsat min køreretning. Underligt, tænkte jeg. "Hvad laver denne lygte helt nede ved jorden?" Hans Knudsens Plads er ellers pænt belyst, men netop i denne krog hvor cykelstien svinger, var der ikke alt for lyst. Alligevel synes jeg at der var en "skygge" at se på jorden ved den væltede cykel. Der var slet ikke nogen trafik, så jeg træk bilen tværs over pladsen og så et menneske ligge på jorden. Jeg har tændt havariblinket og stod ud af bilen. Det var en yngre mand med blod over sig, med halvdelen af panden og tindingen hævet til dobbelt størrelse og med en dyb flænge midt i det hele. Han var konfus og da han så mig, forsøgte han at komme op på benene. Det mislykkedes. Han måtte sidde ned på jorden igen. Og kastede op. Jeg kunne se at han cyklede ind i en kantsten, væltede og slog hovedet. Jeg ringede 112.

På alarmcentralen gav de sig god tid og det første den vagthævende har spurgt mig om var, om manden var beruset. Det var øjensynligt det vigtigste de skulle have at vide først. Jeg forsøgte forklare hvilken forfatning manden var i, men det har fandeme taget lang tid før de hørte på mig. Det var skide vigtigt først at fastslå om han har drukket.

Til sidst stod jeg midt på Hans Knudsens Plads, klokken lort om natten, og råbte i telefonen, at det var fandeme ligegyldigt om den tilskadekomne har eller ikke har drukket! Det som var vigtigt var, at halvdelen af hans hoved er svulmet op til dobbelt størrelse, at han har flænge i hovedet på størrelse med min langfinger, at han bløder som stukket gris og at han kaster op, og at DEN SATANS AMBULANCE SKAL KOMME NU!!

Det hjalp. Ambulancen kom. Uanset at det er reddernes job, har jeg været så lettet at jeg krammede den ene af dem og sagde tak. Jeg kørte videre, men lige siden har jeg tænkt på denne sårede mand, og om han kom sig. Det var virkelig et stygt sår i hovedet... I dag tænker jeg, at jeg burde i stedet stoppe ham ind i min bil og selv køre ham til hospitalet, for så ville jeg vide hvordan det var gået ham, i stedet for at sidde her og fortsat bekymre mig. Det var et medmenneske. Ung nok til at være min søn. Og at dømme efter de få ord han forsøgte sige, også en venlig sjæl...

Så uanset om det er en grædende blind soldat uden arme for en menneskealder siden, eller en tilskadekommen cyklist i natten på Hans Knudsens Plads... gør medfølelsen ondt. Måske forståeligt nok, uanset at det er uacceptabelt i mine øjne, at svagere sjæle end min gør så meget ud af at undgå føle med andre mennesker?


Hvis nogen af de internetfarende danskere kender til nogen, der var ude for en cykelulykke på Hans Knudsens Plads onsdag d. 24. april kl. ca. 03 om natten, please fortæl hvordan det er gået med den tilskadekomne?

[Kevlin]

..
Til sidst stod jeg midt på Hans Knudsens Plads, klokken lort om natten, og råbte i telefonen,
at det var fandeme ligegyldigt om den tilskadekomne har eller ikke har drukket! ..

Minner meg om denne saken - så offentlige hjelpere har fortvekk samme forkjærte innstilling i Norge:
http://no.wikipedia.org/wiki/Ambulansesaken_(2007) - utdrag fra VGs artikkel den 6/8-07:

"Da ambulansen kom lå mannen fremdeles på bakken, blødende fra munn og nese og svært omtåket.
Ambulansepersonellet skal ikke ha sjekket helsetilstanden til mannen.

De skal også ha opptrådt hånlig mot mannen, ifølge flere vitnene VG Nett har snakket med.

- «Han står jo, så han dør vel ikke», sa de blant annet, hevder Une Bastholm at de sa.


Tisset på seg
Mannen skal ikke ha hatt noen kontroll over seg selv, og begynte å tisse på seg.
Ambulansefolkene skal ha beskyldt han for å tisse på dem, og på bilen.

- Han reiste seg opp og begynte å tisse på seg. Svimende rundt i ørska åpnet han buksesmekken, og det kom jo noe urin ut -
som kan ha truffet ambulansefolkene og ambulansen. Men jeg kjenner vedkommende, han er en veldig ordentlig mann.
Jeg vet at han ikke ville gjort noe sånt dersom han hadde vært ved sine fulle fem.
Dette sier jo bare noe om tilstanden hans etter å ha blitt slått ned, sier Gundelach til VG Nett.

- «Din tulling, der mistet du sjansen din», skal den ene av ambulansefolkene ha sagt, hevder øyenvitenet Christian Hein.


Dro uten mannen
Så dro ambulansen, uten å ta mannen med."

Kilde: http://www.vg.no/nyheter/innenriks/a...p?artid=158035

[Nielsigne]

Medfølelelsen og rummeligheden i det hele taget har fået trange kår. Og mange ting er blevet meget "firkantede"; hvis nu fx du selv havde kørt manden til hospitalet, Anisa, så vr du måske blevet bebrejdet, at du ikke havde ringet først. Og ringer man, så må man stå på mål for alle mulige tåbelige spørgsmål som fx om en person ikke bare er fuld ...
Her er en historie af samme type http://politiken.dk/indland/ECE18317...frysende-mand/

Jeg kan afsløre, at moralen af den artikel er, at man skal gøre som du, Anisa, og råbe højt og være fræk. Er man høflig, må man vente.

Nielsigne