Hverdagens skjulte ondskab
af Marie-France Hirigoyen

Originaltitel: Le harcelèment moral, la violence perverse au quotidien (Fransk)
Oversat af Ulla Paarmann & Benedicte Dahlstrøm
Borgen, 2000
ISBN 87-21-01358-6
ISBN-13: 9788721013585
222 sider.

I Norge: Hverdagens skjulte ondskap
I Danmark: Hverdagens skjulte ondskab
I Sverige: Vardagens osynliga våld


• OM BOGEN

HVERDAGENS SKJULTE ONDSKAB handler om mobning, psykisk vold og perverteret, målrettet chikane. Mange mennesker er daglig udsat for kritik, stikpiller, bebrejdelser, nedrigheder, grove drillerier og hetz - det være sig i parforhold, i familien eller på arbejdspladsen.

Denne nedbrydende adfærd bliver som regel slået hen som bagateller, harmløse drillerier, sjov og ballade, og "offerets" reaktion anses ofte som et udtryk for nærtagenhed, smålighed eller mangel på humor.

Ingen form for mobning eller psykisk vold kan anerkendes som en naturlig del af voksne menneskers samvær, hverken privat eller på arbejdspladsen. Det forårsager sociale problemer, psykosomatiske sygdomme og dårligt psykisk arbejdsmiljø. Det er de konstante og hyppige udslag af ondskabsfuldhed, der kendetegner den farlige mobning, og de mennesker, der har behov for at mobbe og anvende psykisk vold betegnes som neurotiske og perverterede.

Marie-France Hirigoyen giver en mængde konkrete råd til, hvordan man forholder sig mentalt og praktisk, hvis man er udsat for mobning - både den grove, åbenbare mobning og den lille, tilsyneladende uskyldige mobning, og hun dokumenterer det, vi egentlig godt ved: at ingen mobning er uskyldig og at mobning er et effektivt og skadeligt magtmiddel, som alle må lære at forholde sig til.

Marie-France Hirigoyen er fransk og uddannet som psykiater, psykoanalytiker og psykoterapeut. Bogen har i Frankrig ligget på bestsellerlisterne siden den udkom i 1998. Det faktum at den nu udkommer i 15 lande verden over, vidner om problemets omfang og alvor.

Om mobning, psykisk vold og perverteret, målrettet chikane - det være sig i parforhold, i familien eller på arbejdspladsen. Med konkrete råd om hvordan man forholder sig praktisk og mentalt som offer for mobningen.


INDHOLD

I. PSYKISK VOLD I DAGLIGDAGEN

1. Vold i privatlivet
- Psykisk vold i parforholdet
- Vold
- Psykisk vold i familien
- Utvetydigt formuleret vold

2. Mobning i arbejdslivet
- Hvad er mobning?
- Hvem bliver mobbet?
- Hvem chikanerer hvem?
- Hvordan forhindres et offer i at reagere?
- Hvordan opstår mobning?
- Laisser faire-virksomheder*
- Virksomheder, der opmuntrer til ondskabsfulde metoder

* Laisser faire-virksomheder er firmaer, der sværger til den såkaldte "liberale" ledelsespolitik, der svigter sine ansatte ved at overlade til dem selv at løse interne problemer medarbejdere imellem. (Værd at udforske før man evt. søger en ny stilling)/red.

II. DET PERVERTEREDE FORHOLD OG DETS HOVEDPERSONER

3. Perverteret forførelse

4. Forvrænget kommunikation

- Afvis direkte samtale
- Forvræng sprogbrugen
- Lyv
- Brug sarkasme, spot og foragt
- Brug paradokser
- Ringeagt ofrene
- Del og hersk
- Gør magten gældende

5. Psykisk vold
- Hadet vises åbenlyst
- Voldsudøvelse
- Ofret vægrer sig

6. Aggressoren (angriberen)
- Narcissistisk perversitet
- Narcissisme
- Overgang til perversitet
- Storhedsvanvid
- Det vampyragtige
- Manglende ansvarlighed
- Paranoia

7. Ofret
- Hvem bliver offer?
- Er det masochisme?
- Overdreven samvittighedsfuldhed
- Vital styrke
- Gennemskuelighed

III. KONSEKVENSER FOR OFRENE OG DERES MULIGHEDER FOR PSYKISK HJÆLP

8. Magtmisbrugets konsekvenser

- Resignation
- Forvirring
- Tvivl
- Stress
- Angst
- Ensomhed

9. Langtidsvirkninger
- Chok
- Organiske forstyrrelser
- Skilsmisse
- Det videre forløb

10. Praktiske råd for par og familier
- Hold øje med processen
- Vær beslutsom
- Yd psykisk modstand
- Gå rettens vej!

11. Praktiske råd for arbejdspladser
- Saml spor og indicier
- Søg hjælp inden for virksomheden
- Gør psykisk modstand
- Handl på egen hånd
- Gå rettens vej!
- Forebyggende foranstaltninger

12. Psykologisk hjælp
- Hvordan bliver man helbredt?
- Forskellige psykoterapier

KONKLUSION

BIBLIOGRAFI



• INTRODUKTION

Hvad her jeg dog gjort,
At jeg skal straffes så hårdt?

”Et ord der falder rigtigt
kan dræbe eller ydmyge
uden at man snavser sine hænder til.

En af livets største glæder
Er at ydmyge sine medmennesker.” Pierre Desproges


I løbet af livet kan vi opleve at møde mennesker, der virker stimulerende på os, og som opmuntrer os til at yde vores bedste. Men vi kan også møde nogen, der undergraver os, som kan ende med at knække os psykisk. Det kan nemlig lykkes èt individ at ødelægge et andet menneske gennem lang tids psykisk terror. Det hænder endda, at den ihærdige forfølgelse ender med et veritabelt psykisk mord.

Vi har alle været vidner til perverterede angreb på et eller andet plan, hvad enten det er i ægteskabet, i familien, på arbejdspladsen eller i det politiske og sociale liv. Ikke desto mindre ser vore4s samfund ud til at være blindt overfor denne form for indirekte vold. I tolerancens navn er man mere overbærende og skrider ikke ind.

Den skadelige virkning af den psykiske terror har dannet grundlag for nogle glimrende filmemner (”Les Diaboliques” af Henri-Georges Clouzot 1954) og for gyserromaner, og i disse tilfælde er det klart for enhver, at det drejer sig om en perverteret manipulation. Men i det daglige tør vi ikke tale om perversitet (selv om det netop er præcis det – perversitet af værste slags. Red.Bibliotekaren).

I filmen ”Tante Danièle” af Etienne Chatiliez (1990) morer vi os over den psykiske tortur, en gammel dame udsætter sine omgivelser for. Hun starter med at pine og plage sin gamle husholderske i sådan en grad, at husholdersken dør ”ved et ulykkestilfælde”. Publikum tænker: ”Det har hun rigtig godt af. Hun var alt for underdanig!”. Derefter udgyder hun sin ondskab over for sin nevøs familie, som har taget hende til sig. Nevøen og hans kone gør alt, hvad de kan for at opfylde hendes ønsker, men jo mere de gør, desto mere ondskabsfuld bliver hun.

Hun benytter en almindelig fremgangsmåde for ondskabsfulde mennesker. Den går ud på at gøre folk fuldstændig usikre på sig selv og består af halvkvædede viser, ondsindede antydninger, løgne og ydmygende bemærkninger. Man bliver forbavset over, at ofrene ikke bliver opmærksomme på den ondskabsfulde manipulation. De forsøger derimod at forstå og føler sig ansvarlige: ”Hvad har vi dog gjort, siden hun hader os sådan?”

Tante Danièle bliver aldrig vred. Hun er bare kold og ondskabsfuld, dog ikke åbenlyst, for så kunne hun få sine omgivelser på nakken. Nej, hun kommer bare hele tiden med små hib, der gør dem nervøse og usikre, og som er vanskelige at huske. Tante Danièle er meget stærk: hun vender hele situationen 180 grader, så det er hende, der bliver offer, mens hun gør sine familiemedlemmer til nogle plageånder, der har overladt en gammel kone på 82 til sig selv i en lejlighed med hundemad som eneste føde.

I dette filmeksempel, som er fuldt af humor, reagerer ofrene ikke en eneste gang med at blive ophidsede, som det kunne ske i det virkelige liv. De håber bare, at de ved hjælp af deres venlighed til sidst opnår lydhørhed og får deres plageånd formildet. Men det er altid det modsatte, der sker, for alt for megen venlighed virker som en utålelig provokation. Til sidst er den eneste person, der finder nåde for Tante Danièles øjne, en nyankommen dame, der kan ”sætte hende på plads”. Hun har endelig fundet en, der spiller samme spil som hun selv, og der opstår noget, der ligner et kærlighedsforhold mellem dem.

Når denne kvinde morer os og gør så stærkt indtryk på os, er det nok, fordi vi føler, at så megen ondskab kun kan opstå af en stor lidelse. Vi får medlidenhed med hende, lige som hendes familie gør, og samtidigt manipulerer hun os, ligesom hun manipulerer sin familie. Vi har som publikum ingen medlidenhed med de stakkels ofre, der synes at være godt dumme. Jo mere ondskabsfuld Tante Danièle er, des venligere bliver familiemedlemmerne, og dermed ulidelige for Tante Danièle og for os.

Alligevel står det fast, at der her er tale om perverterede angreb. Aggressionerne skyldes en ubevidst proces af psykisk ødelæggelsestrang, der kommer til udtryk som hadefulde rænkespil, der er åbenlyse eller skjulte. Den psykiske ødelæggelsestrang er rettet mod en eller flere personer, indtil der udpeges èn, som så bliver skydeskive i ordets egentlige forstand.

Ved hjælp af tilsyneladende uskyldige bemærkninger, små hib eller noget uudtalt er det muligt at bringe et andet menneske fuldstændig ud af balance eller endda at nedbryde det helt, uden at omgivelserne blander sig. Aggressoren eller aggressorerne kan på den måde blive større i egen bevidsthed ved at nedgøre andre og samtidigt endda undgå enhver form for samvittighedsnag ved at lade den anden bære skylden for det, der er i vejen: ”Det er ikke mig, det er den anden, der er ansvarlig for problemet!” Ingen skyldfølelse, ingen lidelse. Det handler her om en ondskab, der går i retning af psykisk terror.

Ondskabsfuldheder kan en gang imellem bruges af enhver af os. De bliver kun ødelæggende ved hyppige gentagelser over længere tid. Alle ”normalt neurotiske” individer har i visse øjeblikke en perverteret adfærd, f.eks. vredesudbrud, men vi kan også komme ud for andre sider af vores følelsesregister gennem vores opførsel (hysteri, fobier, tvangstanker…), som ender med, at vi sætter spørgsmålstegn ved vores opførsel. Perverterede mennesker er derimod konstant ondskabsfulde. De er fastlåste i deres måde at forholde sig til andre på, og de er aldrig i tvivl om det rigtige i deres opførsel. Selv hvis den psykiske vold foregår i det skjulte, kommer de til udtryk, hver gang disse mennesker skal engagere sig og erkende deres del af et ansvar. Det er nemlig umuligt for dem at tvivle på deres egen opførsel. Disse individer kan kun eksistere ved at ødelægge andre: de må absolut nedgøre for at opnå selvagtelse og dermed få magten, fordi de er begærlige efter beundring og anerkendelse. De har hverken medfølelse med eller respekt for andre mennesker, eftersom forholdet til dem ikke interesserer dem. At respektere andre er at betragte dem som menneskelige væsner og dermed at være tvunget til at erkende, at man måske kan påføre dem smerte.

Den psykiske vold fascinerer og forfører, men den skaber også angst. Sommetider misunder man de perverterede individer, fordi man forestiller sig, at de er i besiddelse af en styrke, som gør der til vindere. Faktisk forstår de helt naturligt at manipulere, hvad der kan synes at være en triumf i forretningsverdenen eller i det politiske liv. Man kan dog også være bange for dem, for instinktivt ved man, at det er bedre at være med dem end mod dem. Det er loven om den stærkestes ret. Den mest beundrede er den, der nyder godt af mest muligt og lider mindst muligt. I hvert fald regner man ikke ofrene for noget. De går for at være svage eller ikke særlig durkdrevne, og under påskud af at respektere andres frihed kan man ende med at blive blind overfor alvorlige situationer. Tolerance består i dag i at afholde sig fra at blande sig i andre menneskers handlinger og meninger, også selv om disse meninger og handlinger forekommer os modbydelige eller endog moralsk forkastelige. På samme måde leverer vi en utrolig stor overbærenhed over for magtmenneskers løgne og manipulationer.

Hensigten helliger midlet. Men indtil hvilket punkt er det acceptabelt? Risikerer vi ikke ved vores ligegyldighed selv at blive medskyldige og miste vore egne grænser og principper? Tolerance går nødvendigvis gennem genopretningen af klart definerede grænser. Men den omtalte type aggressioner består netop i en indtrængen i andres psykiske territorium. De sociokulturelle samfund tillader i dag den psykiske vold at udvikle sig, fordi den tolereres. I vor tid afviser vi at fastsætte normer. At sætte grænser ved at kalde en manipulation perverteret er på linie med at indføre censur. Vi har mistet de moralske eller religiøse grænser, som skabte en slags uskrevne love og som kunne få os til at sige: ”Det må man ikke!”. Vi er ikke i stand til at blive forargede, før begivenhederne kommer offentligt frem., bliver transmitteret og udførligt fremstillet af medierne. Magtmennesker har ingen rammer og frasiger sig ansvaret for de mennesker, de anses for at skulle lede eller hjælpe.

Selv psykiatere tøver med at kalde det perverterede ved navn, og når de endeligt gør det, er det enten for at tilkendegive deres manglende evne til at gribe ind eller for at vise deres interesse for den manipulerende snuhed. Selve definition på den psykiske vold anfægtes af nogen, som foretrækker betegnelsen psykopati. Men denne definition er en stor brokkasse, de har en tendens til at lægge alt i, de ikke kan behandle. Den psykiske vold fremkommer ikke ved en psykisk forstyrrelse, men ved en iskold rationalitet kombineret med manglende evne til at betragte andre som menneskelige væsner. Nogle af disse perverterede begår kriminelle handlinger, som de bliver straffet for, men størstedelen udnytter deres charme og deres tilpasningsevne til at bane sig vej gennem samfundet, mens de bag sig efterlader sårede mennesker og ødelagte liv.

Som psykiatere, dommere og lærere har vi alle lade os narre af disse psykisk voldelige personer, som udgiver sig for at være ofre. De lod os se det, vi forventede af dem, for at de bedre kunne føre os bag lyset, og vi tillagde dem menneskelige følelser. Når de så endelig viste sig fra deres ægte side ved at skilte med, at magten var deres mål, har det fået os til at føle os snydt, gjort til grin og sommetider endog ydmygede. Dette er forklaringen på de professionelles forsigtighed med at afsløre dem. Psykiatere siger til hinanden: ”pas på, det er en perverteret person!” underforstået: ”det er farligt” og samtidigt: ”det kan vi ikke gøre noget ved”. På den måde overgiver vi ofrene og efterlader dem uden hjælp. At give denne form for perversitet et navn er selvfølgelig en alvorlig sag. Man gemmer derfor oftest denne betegnelse til handlinger af så stor en grusomhed, at de er ufattelige selv for psykiatere, som f.eks. seriemorderes ugerninger. Men hvad enten man forestiller sig de spidsfindige aggressioner, jeg vil fortælle om i denne bog, eller taler man om seriemordere, så handler det om en ”rovdyr-jagt”, dvs. handlinger, som består i at bemægtige sig en andens liv.

Ordet ”perverteret” kan chokere og genere. Det er værdiladet , og psykiatere afviser at bruge værdiladede udtryk. Men skal de (vi) acceptere alt? Ikke at nævne denne form for perversitet ved navn er endnu mere alvorlig sag, eftersom ofret efterlades fuldstændigt fortabt og hjælpeløst.

I min kliniske praksis som psykoterapeut har jeg lyttet til ofrenes lidelser og forstået deres manglende evne til at forsvare sig. Jeg vil i denne bog vise, at ”rovdyrenes” første handling består i at lamme deres ofre for at forhindre dem i at forsvare sig. Herefter hat de nemlig, selv om de prøver at forstå hvad der sker, ingen midler at forsvare sig med.

Jeg vil ligeledes, mens jeg levere en analyse af den perverterede kommunikation, forsøge at pille den proces fra hinanden, som knytter aggressoren og ofret sammen, så jeg kan hjælpe ofrene eller de fremtidige ofre med at komme ud af deres tyranners greb.

Når ofrene først har søgt hjælp, er det ofte sket at de slet ikke er blevet forstået. Det er ikke sjældent, at analytikere råder ofrene for psykisk vold til at søge i sig selv for at finde ud af, på hvilken måde de selv er ansvarlige for den aggression/angreb, de har været udsat for og på hvilken måde de selv har ønsket den, selv om det sker ubevidst.

Faktisk regner psykoanalytikere kun med det intrapsykiske, dvs. det der foregår inde i hovedet på et menneske og lægger slet ikke vægt på omgivelsernes påvirkning: de har ingen anelse om det problem ofrene har, men betragter dem som masochistiske medskyldige.

Hvis terapeuterne alligevel har forsøgt at hjælpe ofrene, kan det ske at de ved deres tilbageholdenhed med at definere – hvem der er aggressor og hvem er offeret – har forstærket ofrets skyldfølelse og derigennem forværret dennes selvdestruktionsproces. Det forekommer mig, at de klassiske terapeutiske metoder ikke er tilstrækkelige til at hjælpe denne type af ofre/patienter. Jeg vil derfor foreslå nogle mere egnede metoder, som lægger vægt på denne psykiske volds særlige beskaffenhed.

Det drejer sig ikke om at sagsøge de perverterede individer – for resten forsvarer de sig udmærket på egen hånd – men at tage højde for deres farlighed over for andre, for at man kan få ofrene eller de fremtidige ofre til at forsvare sig bedre. Selv om man meget rigtig betragter psykisk vold som en (selv)forsvarshandling (et forsvar aggressorens egen psykose eller depression), kan det ikke undskyldes.

Der findes uskyldige manipulationer, som kun efterlader sig spor af bitterhed eller skam over at være blevet taget ved næsen, men der findes også endnu mere alvorlige manipulationer, som berør selve individets (ofrets) identitet, og som kan blive til et spørgsmål om liv eller død. Man må være klar over, at de psykisk voldelige ikke bare er direkte farlige for deres ofre, men også indirekte for deres omgivelser. De får dem (omgivelserne) nemlig til at frafalde egne principper og til at tro, at det er i orden at man tilslutter sig en friere måde at opføre sig på, på andres bekostning.

I denne bog vil jeg holde mig udenfor teoretiske diskussioner om den psykiske volds natur for, i min egenskab af viktimolog (fra engelsk: victim = offer/red.), at stille mig udelukkende på den forulempede parts side. Viktimologien er nyindført studiedisciplin, som er opstået i USA, og som i starten kun var en sidegren af kriminologien. Den består af en analyse af de årsager, der fører til at et individ bliver offer, af viktimiseringens forløb og de konsekvenser, det har for det berørte menneske samt disse menneskers (ofrenes) rettigheder, Uddannelsen henvender sig til vagtlæger, psykiatere og psykoterapeuter, jurister samt enhver, der har et professionelt ansvar for at hjælpe psykiske ofre.

En person, som har været ude for det psykiske overgreb, den psykiske chikane er et offer, eftersom dennes sind mere eller mindre varigt er blevet svækket. Det er muligt, at personens reaktioner på det psykiske overgreb kan medvirke til, at der etableres et tæt forhold til aggressoren, som så opretholdes af netop dette reaktionsmønster. Men man må ikke glemme, at dette menneske lider under en situation, som det ikke selv er ansvarlig for. Hvis ofrene for denne snigende vold søger individuel psykoterapi, er det snarere på grund af intellektuelle hæmninger, manglende selvtillid, besvær med at gøre sig gældende eller på grund af en permanent, depressivt tilstand, som ikke påvirkes af behandling med antidepressive midler. Det kan også være på grund af en dyb, depressiv tilstand, som kan føre til selvmord.

Selv om disse ofre sommetider beklager sig over deres partnere eller deres omgivelser, er de sjældent bevidste om eksistensen af den frygtelige, skjulte vold i deres hverdag, og de kan derfor ikke redegøre for den. Den psykiske forvirring, som er grundlagt i forvejen, kan få selv psykoterapeuterne til at glemme, at det handler om en helt objektiv voldelig situation.

Fællesnævneren for disse situationer er, a man ikke kan fortælle om dem. Selv om ofrene skulle erkende deres lidelser, tør de ikke rigtig forestille sig, at det handler om vold og overgreb. Sommetider er der en vedholdende tvivl: ”mon ikke det er mig selv, der har opdigtet alt det her, sådan som nogen antyder?” Hvis de vover at beklage sig over det der sker, har de på fornemmelsen, at de er dårlige til at beskrive det, og at det er grunden til, at de ikke bliver forstået.

Jeg har med vilje valgt begreberne aggressor og offer, for det drejer sig om notorisk vold, som selv om den er skjult, har til hensigt at angribe modpartens identitet of røve dennes personlighed. Det er en reel psykisk ødelæggelsesproces, som kan føre til mental sygdom eller til selvmord. Jeg vil ligeledes beholde begrebet ”perversion”, fordi det klar giver en association til misbrug, og det er det, det handler om for disse aggressorer.


• KONKLUSION

I løbet af disse sider har vi set, hvordan den psykisk voldelige proces har udfoldet sig i visse sammenhænge, men det er helt klart, at denne liste ikke er udtømt, for disse fænomener overskrider langt parrets, familiens og arbejdspladsernes miljø. Man finder den i alle grupper, hvor folk kan rivalisere, især i skoler og på universiteter. Den menneskelige fantasi er uden grænser, når det drejer sig om at ødelægge andres gode selvopfattelse. På den måde skjuler man sine egne fejl og hævder sig selv. Når der er tale om magt, gælder det hele samfundet.

Til alle tider har der været skrupelløse, beregnende og manipulerende mennesker, for hvem hensigten helliger midlet, men den nuværende mangedobling af vold i familien og på arbejdspladsen er en indikator for den egocentrisme, der hersker i vores samfund. I et system, der bygger på den stærkestes ret, bliver de perverterede individer konger. Især når succes er målestokken, ærlighed ligner svaghed og perversitet er midlet, der klarer det hele.

Under påskud af tolerance giver det vestlige samfund lidt efter lidt afkald på deres egne forbud. Men når ofrene accepterer alt for meget, sådan som de jo ofte gør, er de selv med til at understøtte og udvikle perversiteter. Talrige ledere og politikere, som dog burde være model for de unge, bekymrer sig ikke om moral for at skaffe en rival af vejen eller for at bevare magten. Nogle misbruger deres privilegier og bruger psykisk pres af hensyn til staten eller til "det hemmelige forsvar" for at sikre deres eget privatliv. Andre beriger sig ved snu kriminalitet som misbrug af offentlige midler, svindel eller skattesnyd i stor skala. Korruption er blevet gangbar mønt.

Imidlertid er en eller to psykisk voldelige individer i en gruppe, en virksomhed eller i en regering nok til, at hele systemet bliver voldeligt. Hvis denne psykiske vold ikke bliver afsløret, spredes den gennem trusler, angst og manipulationer. For at binde et menneske psykisk er det i virkeligheden nok at vikle det ind i løgne eller kompromitterende aktiviteter, der gør det medskyldigt i den psykiske voldsproces. Det er selve grundlaget for mafiaers eller totalitære regimers virke.

Hvad enten det er i familier, i virksomheder eller i regeringer bestræber de perverterede sig på at ansvarliggøre andre for den katastrofe de selv udløser - for så selv at optræde som frelsende engle og på denne måde opnår de magten. derefter er det nok for dem ikke at besvære sig med samvittighedskvaler for at beholde den. Historien har vist os mange, der nægter at erkende deres fejl, ikke påtager sig deres ansvar, forstår at gøre brug af forfalskninger og manipulerer virkeligheden, for så til sidst at viske sporene efter deres ugerninger ud.

Ud over det individuelle spørgsmål om psykisk chikane melder der sig nogle generelle spørgsmål. Hvordan får vi genoprettet respekten for andre mennesker? Hvis folk ikke selv kan stoppe de ødelæggende processer, må det være op til samfundet at skride ind med lovindgreb. Fornylig blev der indgivet et lovforslag om at gøre mobning til en kriminel handling og at bekæmpe enhver nedgørende og ydmygende handling i hele uddannelsessektoren. Men hvis vi ikke ønsker, at vores samkvem med andre mennesker helt skal reguleres af lovgivningen, må vi for alvor påbegynde en forebyggende indsats rettet mod børnene.

***

I Norge: Hverdagens skjulte ondskap
I Danmark: Hverdagens skjulte ondskab
I Sverige: Vardagens osynliga våld