Viser søkeresultater 1 til 4 av 4
  1. #1
    Medlem siden
    Oct 2006
    Sted
    Danmark
    Alder
    67
    Meldinger
    10,228

    Lightbulb 151 år med lavkarbo


    I 151 år har den "moderne" medicin haft chancen at komme til fornuft, og 151 år den "moderne" medicin og dennes udøvere - vores læger - har udvist et skammeligt fravær af netop... fornuft.

    Personligt har jeg aldrig selv haft behov for at vide noget mere om lavkarbo og nøjedes med at tænke at hvis denne kost er god nok for min krop, er der ingen grund til at studere lavkarbo i detaljer. Jeg var jo i forvejen overbevist ("glade" tarme og fordøjelse), men da Blondie (i denne tråd) skrev tilbage i 2012: "Nok en spennende studie som viser at lavkarbo uten kalorirestriksjon er veien å gå hvis man ønsker å øke metabolismen (også kalt stoffskiftet) Og oppnå vektreduksjon. Det spesielle med denne studien er at den ble foretatt av Albert Pennington allerede i 1953"....

    ... og efter at Elbeth senere skrev (her): "William Banting som levde for mer enn 200 hundre år siden, skrev ”Letter on Corpulence, Addressed to the Public” og lærte folk å få helsen tilbake ved å kutte drastisk ned på stivelse og sukker og spise mer naturlig fett. Banting ble 82 år gammel på sunn, fet kost uten stivelse og sukker"...

    ... gav det mig lyst til at vide noget mere og jeg begyndte for alvor at grave efter flere informationer. Allerede efter at jeg kun var halvvejs igennem mine kilder, begyndte det at dæmre for mig, at om jeg levede i tusind år, ville jeg ikke kunne formå at bringe mig selv til at forstå, hvordan i alverden kunne det gå til, at ingen magt i hele denne ganske verden - endda lægevidenskabernes egen forskning gennemført over snart 150 år - ikke formåede at trænge ind i lægehjerner og få dem til at fatte, at - uden undtagelser - alle deres hundredårige medicinske kostanvisninger har ikke bragt andet over millioner af stakkels mennesker rundt om i verden - end sygdom og ufatteligt dårligt liv, for dem og for deres efterkommere.

    Vi er alle mere eller mindre ofre for disse medicinens fanatikere og deres Nationelle Kostråd, der alle fortjener at blive brændt på bålet sammen med deres ophavsmænd indenfor den moderne medicin, og vores politikere der tankeløst lystrer og lovgiver for værre helbred, i stedet for for bedre...

    Blondie har skrevet om lægen Albert Pennington og Elbeth skrev om William Banting. Med disse to navne gik jeg i gang med at søge mere at vide om lavkarbo og fandt ud af - til min store forbløffelse (derfor min bål-og-brand-svada mod lægestanden), at lavkarbo og dennes fordele for helse blev beskrevet for første gang mere end 150 år siden. I over 150 år har lavkarbo bevist sin egen værdi gang på gang, og frem til vores moderne tider... Man skal virkelig som læge være både blind, døv og... dum, for at ignorere alt denne viden. Så enkelt kan det siges!

    Undervejs i min læsning fandt jeg Barry Groves' hjemmeside Second-opinions.co.uk. Det har siden vist sig at gennem sine mange års arbejde med viden om helbred, ernæring m.v. ("Be Careful What You Believe About Health") har Barry Groves formået at skaffe sig mægtige fjender indenfor den etablerede medicin og medicinalindustri.

    Efter at have brugt nogle dage på at læse hans hjemmeside igennem, og søge videre efter videnskabelige referencer bag hans mange "kontroversielle" artikler, fandt jeg ud af at her er en mand jeg ikke har mindste problemer med at stole på... og at den artikel om William Banting (Elbeth skrev om), jeg fandt undervejs på Barry Groves hjemmeside - er i høj grad værd at formidle til andre mennesker.

    Efter bedste evne har jeg oversat artiklen og har suppleret den med direkte henvisninger til historiske kilder og medicinsk forskning bag Barry Groves' fortælling.

    Barry Groves døde sidste år (1936-2013), men hans hjemmeside og hans bøger overlever forhåbentlig lige så længe den moderne medicin ignorerer sin egen forskning, som tilfældet er.

    Barry Groves, PhD, a true health crusader, had passed away at the age of 77. Dr. Groves — a founding member of The International Network of Cholesterol Skeptics (THINCS) as well as the Fluoride Action Network — worked tirelessly to expose dietary and medical misinformation because, as he would say, everything you think you know about diet and health is probably wrong.

    Barry is survived by his wife Monica, and his legacy lives on through his websites, articles, and books. I encourage you to visit the links below to learn more about his work.

    second-opinions.co.uk
    cholesterol-and-health.org.uk
    diabetes-diet.org.uk


    Kilde / Source / Read more
    • Tak for at du læste mit indlæg.
    • Vil du vide lidt om hvad jeg står for, er du velkommen til at læse min signatur her

  2. #2
    Medlem siden
    Oct 2006
    Sted
    Danmark
    Alder
    67
    Meldinger
    10,228

    Standard Sv: 151 år med lavkarbo William Banting

    Sitat Opprinnelig skrevet av Anisa Vis post
    Efter bedste evne har jeg oversat artiklen og har suppleret den med direkte henvisninger til historiske kilder og medicinsk forskning bag Barry Groves' fortælling.

    William Banting: forfatter til verdens første bog om lavkarbo.

    Af Barry Groves (1936-2013)


    Denne artikel blev tildelt Sophie Coe Prize under Oxford Symposium on Food History (aka Oxford Symposium on Food and Cooking) I 2002. Symposiet blev afholdt på St. Antonius 'College, Oxford, i weekenden 7. og 8. september 2002.

    Prisen er stiftet til minde om Sophie Coe, en fremragende gastronomi-historiker, der døde i 1994, og den uddeles hvert år i Oxford Symposium’s regi, for et essay eller en artikel der behandler historie af gastronomi/fødevarer med udgangspunkt i ny forskning og tilbyder nye indsigter i emnet.

    Sammendrag

    I tre årtier har 'sund kost' propaganda påvirket vores kost. I samme periode har verden oplevet en dramatisk stigning i fedme og dertil knyttede sygdomme. Det har ført til en bølge af kogebøger og bøger om ernæring skrevet af fortalere for lavkarbo-kosten. Lavkarbo er beskrevet som værende de "nye" og "revolutionære" kostanbefalinger, hvilke var en modreaktion på en række af nationelle kostanbefalinger i samtlige lande i den vestlige verden.

    I virkeligheden dog er disse lavkarbo-kostanbefalinger slet ikke så nye, fordi den første lavkarbo-bog var skrevet allerede i 1863 af William Banting og med så stærk en gennemslagskraft, at hans navn er gået over i historien og i sproget som verbet "to bant" dvs. "at slanke (sig)". Bantings egne forsøg og anbefalinger er siden blevet bekræftet af efterfølgende 140 års epidemiologiske studier og kliniske forsøg.

    For sundhedens skyld, er tiden inde til at starte at "bante” 'igen.


    Faderen af lavkarbo: William Banting

    Indledning


    I flere årtier har vi fået at vide, at for at bevare vores sundhed og for at holde vægten, skal vi alle spise fedtfattig kost baseret på kulhydratrige fødevarer som brød, pasta, frugt og grøntsager. I samme periode har vi set en så dramatisk stigning i fedme og fedmerelaterede sygdomme, at det har efterhånden skabt en stærk reaktion der går direkte modsat disse anbefalinger, hvor største parten af hurtigt omsættelige kulhydrater erstattes med kost baseret på en høj andel af fedt. Siden 1990'erne og i stigende grad, i de forløbne år har Low Carb High Fat (LCHF) kostanbefalinger taget verden med storm.

    Der synes at herske en generel tro på, at udbredelsen af kost med et lavt indhold af kulhydrater og et højt indhold af fedt, er det "nye" eller det "revolutionerende". Dette indtryk formidles ofte af bøger skrevet om lavkarbokostens helsefordele. Intet kunne være mere fjernt fra sandheden. Jeg begyndte at spise lavkarbo tilbage i 1962, som følge af anbefaling fra en læge, idet denne kost forventedes at være den bedste måde hvorpå overvægten kunne reduceres.

    Hvis man tror, at disse "nye" lavkarboregimer er blevet udviklet af fremsynede og lærte medicinske fagfolk, tager man fejl igen. Sandheden er, at vi højst sandsynligt aldrig ville have hørt om disse kostanbefalinger , hvor man kunne opnå vægttab ved at omlægge kosten til kost hovedsag baseret på fedt, hvis det ikke var for en engelsk bedemand ved navn William Banting, i 1900-tallets England.



    Kun tre mænd i historien er blevet udødeliggjort ved at deres navne blev til begreber/verber i det engelske sprog. Den første var den irske kaptajn Charles Boycott, hvis navn blev til et begreb i det engelske sprog fra 1860'erne (at boykotte/boykot eller boikott/ bojkott/red.). En anden var Louis Pasteur (pasteurisering/red.) og den tredje var genstanden for denne artikel - William Banting ("to bant" = to lose weight by practicing "Bantingism" = Low Carb/red.), en mand, der kom til at påvirke mange menneskers liv, herunder mit.

    Overvægt har påvirket en lille del af befolkninger i århundreder, men decideret klinisk fedme var relativt sjælden indtil det 20. århundrede. Faktisk forblev fedme på et relativt stabilt lavt niveau indtil omkring 1980. Derefter begyndte forekomsten af fedme i verden stige dramatisk. Et ud af ti mennesker i Storbritannien var overvægtige i 1992 og blot fem år senere var tallet næsten fordoblet. I USA blev det endnu værre: i 1991 var en ud af tre voksne overvægtige. Det var en stigning på otte procent af befolkningen i løbet af blot ét årti, til trods for at amerikanerne bruger op til 33 milliarder dollars om året på "slankning".

    Det er svært at forstå set i lyset af den stigende viden, bevidsthed og uddannelse om fedme, ernæring og motion. Det kan ligeledes være svært at forstå når man ved for the fact, at verdens kalorieindtag er faldet med gennemsnit tyve procent i løbet af de seneste årtier og udbredelsen af motion/fittness er eksploderet. Flere mennesker end nogensinde før skærer ned på kalorier og flere mennesker end nogensinde før bliver overvægtige. Der er nu tale om en pandemi af overvægt i hele den industrialiserede verden, Men det behøver ikke at fortsætte fordi for næsten 140 år siden har én mand forandret tænker om kost.

    Det hele begyndte med en lille bog: Letter on Corpulence Addressed to the public, der ikke var skrevet af en diætist eller en læge, men af en bedemand ved navn William Banting. Det blev en af de mest berømte bøger om fedme der nogensinde er skrevet. Først udgivet i 1863, blev bogen genudgivet i mange udgaver, og fortsatte med at blive genudgivet længe efter forfatterens død. Bogen var revolutionerende, og den burde have ændret medicinsk tanker om varigt vægttab ved rette omlægning af kosten.




    Bantings Letter on Corpulence kan læses online her eller her

    William Banting var en respekteret borger i 1900-tallets England. Han var en dygtig tømrer og bedemand for overklassen i datidens samfund. Alligevel... havde han ikke skrevet sin Letter on Corpulence Addressed to the Public ville hans navn formentlig blive husket i dag blot som hertugen af Wellingtons kistemager, hvis han da overhovedet blev husket.

    Der var ingen tilfælde af fedme i Bantings slægt, men da han selv kom op i trediverne, begyndte han at tage voldsomt på i vægt. Han konsulterede en læge, en fremtrædende kirurg, der også var hans ven. Lægen anbefalede Banting at praktisere en "kropslig anstrengelse, før nogen almindelige daglige arbejde begyndte." Banting havde en båd fortøjet ved en bådplads på floden i nærheden af hans hjem. Han roede denne tunge båd i op til to timer om dagen. Det eneste han opnåede ved denne intense motion var var en uhyre appetit. Han tog endnu mere på i vægt, og blev derfor rådet til at stoppe med at træne. Motionen viste sig at forværre Bantings overvægt.

    Han blev nu instrueret i at reducere sin fedme ved at lægge kosten om til moderate mængder af let mad. Men han fik ingen forklaring på, hvad var hensigten med disse anbefalinger eller hvordan de virkede. Efterfølgende fortalte Banting, at denne tilpasning af kosten til "let mad" har generelt svækket ham, tillige med at han i denne tid har udviklet mange infektioner udgående fra hårfollikler (furunkler) som udviklede sig videre til to temmelig frygtindgydende karbunkler, han måtte indlægges på et hospital og opereres for. Hans overvægt blev ikke reduceret af denne kostomlægning, men blev endda værre.

    I løbet af de efterfølgende mange år har Banting været indlagt på hospitalet 20 gange for at blive behandlet for sin fedme. Han forsøgte alle former for motion som svømning, gåture, ridning og havluftsbade. Han drak efter lægernes anbefaling "galloner af potaske-opløsning" (potaske = kaliumcarbonat = bagepulver). Han tog helsebade i Leamington, Cheltenham og Harrogate. Han forsøgte alle kendte diæter fra lavkalorie til fastekurer. Han gik i tyrkisk sauna i op til tre gange om ugen i et år. Gevinsten ved at følge alle disse lægeordinerede regimer var et samlet vægttab på sølle 6 pound (3 kg/red.) i al den tid, samtidigt med at hans energiniveau var konstant faldende.

    En læge der engiveligt skulle være "en af de dygtigste læger i landet" forsikrede Banting om, at vægtøgning er en helt naturlig tilstand, og at lægen selv tager et pund på for hvert leveår, og at han – lægen - var ikke spor overrasket over Bantings vægt. Det bedste Banting kunne gøre for sig selv, iflg. lægen var "mere motion, dampbade, hårvask og medicin".

    Banting har fulgt enhver form for slankende behandling lægegerningen kunne udtænke, men alt var forgæves. Til sidst, modløs og desillusioneret - og stadig overvægtig – opgav han håbet om, nogensinde at komme ned i vægt.

    I 1862, i en alder af 65 år vejede William Banting 202 lbs = 14st 6 lbs (91,5 kg/red.) og skrev, at selv om hans overvægt ikke var overvældende stor i forhold til hans højde på 5 ft 5 ins (165 cm/red.), alligevel var hans vægt ham til en stor gene:

    "Jeg kunne ikke binde mine sko og heller ikke kunne jeg komme på toilettet uden betydelige smerter og besvær, som kun dem der selv er overvægtige kan forstå. Jeg har været tvungen til at gå baglæns ned ad trapperne, for at skåne mine knæskaller og ankelled. Jeg havde åndrætsbesvær og pustede tungt ved selv den mindste anstrengelse, særlig når jeg skulle gå ovenpå igen."

    Banting led også af navlebrok og andre sygdomme. Oven i alt dette, begyndte også hans syn at svigte tillige med at han også blev mere og mere døv. I anledning af problemer med den tiltagende døvhed henvendte Banting sig til en speciallæge der har udført behandling lokalt i det ydre og indre øre, uden den mindste effekt og uden at undersøge patienten for evt. andre lidelser. Banting var ikke tilfreds og forlod behandlingen i en langt værre tilstand, end da han opsøgte speciallægen.

    Til sidst, i august 1862 har Banting konsulteret en kendt Fellow af Royal College of Surgeons, øre- næse- og hals specialist, Dr. William Harvey. Senere viste det sig, at netop dette møde har ændret Bantings liv - et historisk møde for Banting og for... lavkarbo.

    Dr. Harvey var netop vendt hjem fra et symposium i Paris, hvor dr. Claude Bernard, datidens berømte fysiolog holdt foredrag om en ny teori om leverens rolle i sygdommen diabetes. Bernard mente at leveren, foruden at udskille galde, også udskiller et sukker-lignende stof, der er dannet af elementer i blodet passererende gennem leveren. Det inspirerede dr. Harveys til tænke på de forskellige fødevarers indflydelse på diabetes og han begyndte at studere forskningen i hvordan fedtstoffer, sukker og stivelse påvirker kroppen (insulin blev først officielt opdaget/defineret først mange år efter, i 1920-erne/red.).

    Da dr. Harvey mødte Banting, var han nærmest mere interesseret i Bantings fedme end i hans døvhed, fordi han erkendte at det ene kunne være årsag til det andet. Harvey satte Banting på en bestemt diæt. Ved juletid var Bantings vægt nede på 184 lbs. (83,5 kg), og et år senere, i august 1863 vejede Banting 156 lbs. (70,7 kg).

    Beskrivelse af Bantings kost før han mødte dr. Harvey i 1862:

    Morgen: brød og mælk, eller en kop te med masser af mælk og sukker og smørristede toastbrød;
    Middag: kød, øl, brød (han var meget glad for) og kager til dessert;
    Eftermiddagste: et måltid svarende til morgenmad;
    Aften: frugttærter eller brød og mælk.


    Dr. Harvey’s kostplan

    Morgenmad: 4-5 ounce (110-140 gr) okse- og fårenyrer, kogt fisk, bacon eller koldt kød af enhver art, undtagen svinekød (dengang mente man at svinekød indeholdt stivelse/red.), 1 stor kop te (uden mælk eller sukker), lidt kiks eller en ounce (28 gr) tør toast.

    Middagsmad: 5-6 ounces (140-170 gr) fisk undtagen laks, enhver kød undtagen svinekød, alle grøntsager undtagen kartofler, en ounce (28 gr) tør toast, enhver frugtbudding (undtagen kager/wienerbrød), enhver form for fjerkræ eller vildt og 2-3 glas god rødvin, sherry eller Madeira (champagne, portvin, øl var forbudt).

    Eftermiddagste: 2-3 ounces (50-85 gr) frugt, en kiks eller to, og en kop te uden mælk eller sukker.

    Aften: 3-4 ounces (85-110 gr) kød eller fisk som ved middagsmad samt 1-2 glas rødvin.

    Godnatdrink: lidt grog af gin, whisky eller cognac (uden sukker), eller 1-2 glas rødvin eller sherry.

    (Svinekød og smør var ikke tilladt, da man mente dengang, at de indeholdt stivelse.)

    Når dr. Harvey fortalte, hvad han skulle undgå at spise var Bantings umiddelbare tanke den, at det var ikke meget tilbage at leve af. Harvey overbeviste ham hurtigt at der i virkeligheden var rigelig at spise, og nu var Banting parat til at lade tvivlen komme dr. Harvey’s kostplan til gode. Allerede indenfor få dage har han oplevet en enorm gavn af at følge lægens kostplan, der førte til en fremragende nattesøvn med seks til otte timers søvn per nat.

    Ved at følge dr. Harvey’s kostplan, har Banting tabt næsten 1 lb. (0,453 kg/red.) pr uge fra august 1862 til august 1863, hvilket han kommenterede med disse ord:

    "Jeg kan forsikre om at reguleringen af mængder af mad kan trygt kan overlades til den naturlige appetit, og at det er valget af fødevarer som er afgørende for et varigt vægttab, der er opnået på den mest nemme og behagelige måde, ved at vælge en kost bestående af fødevarer, jeg tidligere troede, var faretruende fedende. "

    Efter 38 uger følte Banting sig bedre end i de sidste 20 år.

    Ved udgangen af året, har han ikke alene genvundet sin hørelse, men oplevede også at hans kræfter var vendt tilbage foruden at hans vægt faldt med 46 lbs. (21 kg/red.) og hans taljemål blev 12 1/4 inches (31 cm/red.) mindre. Han nød at spise og havde ingen problemer med sin nye kost. Han var i stand til at komme op og ned ad trapperne med perfekt lethed, og han kunne foretage sig alt uden det mindste besvær. Hans navlebrok gav ham ikke længere problemer, hans syn blev genoprettet tillige med hans hørelse og resten af hans sygdomme hørte nu fortiden til.

    Banting var lykkelig. Han ville have gået igennem ild og vand for at opnå alt dette, men det var ikke nødvendigt, fordi hans kostplan tillod så meget mad, at den var let at overholde uden sult eller andre plager:

    "Jeg kan med god samvittighed hævde, at jeg har aldrig levet så godt som jeg lever nu med denne nye kostplan, jeg tidligere ville have forsvoret var fedende og farlig for helbredet".

    Han sagde, at i sammenligning med hans kost før, var hans aktuelle kostomlægning:

    "mere luksuriøs og liberal, uanset dens velsignede effekt, også er mere sund, så sammenligningen er simpelthen latterlig."

    "Jeg har det meget bedre både kropsligt og mentalt, og er glad for at jeg selv har kontrollen over mit helbred og min bekvemmelighed."

    "Det er simpelthen et mirakel, og jeg takker den guddommelige Almagt og Forsyn for at lede mig til en så ekstraordinær chance for sådan en ændring på så kort tid."

    At dømme ud fra disse kommentarer, er det indlysende at Banting behøvede ikke viljestyrken til at vedligeholde sit vægttab og han fandt sin kostplan meget nem at overholde.

    Han ville ønske at lægestanden ville lære om denne kur mod fedme, så flere mennesker kunne undgå at gå i graven i utide, hvilket mange netop gjorde ikke mindst af apopleksi (slagtilfælde/red.) og ellers "skulle udholde så meget kropslig og mental svagelighed på denne Jord".

    Banting var så tilfreds med sine fremskridt, at oven i dr. Harvey’s honorar, donerede han £ 50 (et godt stykke over £ 26.000 i dagens mønt/red.) som lægen skulle fordele blandt byens hospitaler efter eget valg. Alligevel mente Banting ikke, at han nogensinde kunne belønne lægen nok for hans lægehjælp.

    I 1868 oprettede Banting en fond til støtte for etableting af en ny, almennyttig institution - Middlesex County Convalescent Hospital, fortrinsvis for mennesker fra arbejdsklassen der ikke havde råd til at komme sig efter sygdom , men måtte vende tilbage til arbejde for tidligt, og af denne grund bukkede de ofte for tilbagefald af deres sygdom.


    Et mindre hus på Walton on Thames blev købt, og selv om bygningen ikke var særlig stor, regnede Banting med at den var muligvis tilstrækkelig til formålet. Banting vurderede at 12.000 £ om året var rette beløb til driften af institutionen. Selv har han bidraget med 500 £, hans søn indbetalte £ 100 og to andre medlemmer af hans familie bidrog yderligere med £ 50. Sammen med familien og andre indskydere har Banting skaffet et beløb på i alt £ 5.000. Det var dog ikke nok, så han skrev en bog Letter on Corpulence Addressed to the Public til støtte for projektet.

    For at undgå mistanke for at gøre det for egennytte, har Banting foræret væk de første 1.000 eksemplarer af den første udgave. Den anden udgave trykt i 1.500 eksemplarer gav han også væk. Først når den tredje udgave var trykt, solgte han hver kopi for 1 £ hver.

    Da Bantings hæfte, hvori han beskrev sin kost og dens fantastiske resultater blev offentliggjort, var det i den grad i modstrid med den etablerede doktrin, at den affødte et hyl af protester fra medlemmer af den medicinske profession. Denne "Banting Diet" blev genstand for en bitter polemik og Banting selv og hans bog blev latterliggjort og forvrænget.

    Ingen kunne benægte at kostomlægningen virkede, men det gale var, at det var en lægmand der havde beskrevet og offentliggjort metoden. Disse medicinens krigere var opsat på at forsvare deres stilling i samfundet mod at blive undermineret, så de gik til angreb på Banting og hans skriv. Bantings bog og dokumentation blev kritiseret alene med den begrundelse, at de var "uvidenskabelige".

    Senere blev hele sagen også et problem for dr. Harvey. Han havde en effektiv behandling for fedme, men ingen overbevisende teori til at forklare den. Da han var medlem af det medicinske selskab, var det nemmere for hans lægekolleger at angribe ham. Dr. Harvey blev genstand for så megen latterliggørelse, at den i den sidste ende har fået hans læge praksis til at vakle.

    Imidlertid blev befolkningen vældig imponeret. Mange desperate, overvægtige mennesker forsøgte sig med "Banting Diet" og fandt ud af at den virkede. Udsat for dette press, uanset om de kunne lide det eller ej, kunne den medicinske profession ikke ignorere det. Dens indlysende succes betød at ” 'Banting Diet” skulle forklares på en eller anden måde.

    Dr. Felix Niemeyer fra Stuttgart kom dr. Harvey og Banting til undsætning. Han formåede at gøre den nye diæt accepteret ved totalt at omdefinere det hidtidige koncept af sund vs usund kost. Den fremherskende teori på det tidspunkt var, at kulhydrater og fedt brændte sammen i lungerne for at producere varme. Derfor blev kulhydrater og fedt kaldt for "respiratoriske fødevarer".

    Efter at have nærlæst Bantings artikel, kom Niemeyer frem med en forklaring på hvorfor "Banting Diet" virkede. Alle læger vidste jo at protein ikke var fedende. Det var kun de "respiratoriske fødevarer" dvs. fedt og kulhydrater. Ved at fremhæve "kød" som værende kun magert kød, har Niemeyer forklaret hvorfor "Banting Diet" virkede, på en måde der kunne accepteres af lægestandens medlemmer (uanset at denne forklaring var kun delvis korrekt/red.). "Banting Diet" blev navnet på et kulhydrat- og fedtfattigt kosthold med et højt proteinindhold. Denne kostændring blev det historiske vendepunkt og fortsat danner grundlaget for slankekure i dag.

    Bantings egen beskrivelse af diæten er imidlertid en anden. Ud over et forbud mod smør og svinekød (på Bantings tid mente videnskaben at både smør og svinekød indeholdt stivelse), findes intet påbud om at spise fedtfattigt og der var ingen begrænsning af hvordan maden skulle tilberedes (kogt, stegt, bagt osv./red.). Banting måtte gerne spise lige så meget mad han havde lyst til og det eneste der skulle begrænses eller udelukkes var kulhydrater - sukker og stivelse.

    Banting tilbragte resten af sit liv i god fysisk form og forblev normalvægtig indtil sin død i 1878 i en alder af 81 år. Til sin dødsdag fastholdt han at dr. Niemeyers diæt (den proteinrige og fedtfattige/red.) var langt ringere end den kost, der i den grad har ændret hans liv.

    Ikke længe efter offentliggørelsen af Bantings "Letter on Corpulence" blev ordet "at bante" integreret i hverdagssproget, ligestillet med ord som "slankning". Ordet "banting" som udtryk for slankning forblev i almindelig sprogbrug langt ind i det tyvende århundrede og man stadig hører det en gang imellem i dag, bl.a. i Sverige:

    "Att banta" = to bant.
    "Nej, tack, jag bantar" = No thank you, I am banting.


    Effekten af "Banting Diet" bekræftes

    Bantings "Letter on Corpulence" blev kendt ude i verden. En amerikansk læge Emmett Densmore har efterprøvet Bantings diæt på sig selv og sine patienter i 1890-erne. Både lægen og hans patienter har tabt i gennemsnit 10-15 lbs (4,5-6,8 kg) den første måned, og derefter 6-8 lbs (2,7-3,6 kg) i de efterfølgende måneder, på en kost "hvorfra brød, korn og stivelsesholdige fødevarer blev udelukket." På denne baggrund blev hans råd til overvægtige følgende: "Et pund okse- eller fårekød, eller fisk om dagen, ledsaget af en moderat mængde af de ikke-stivelsesholdige grøntsager som tomater, salat, bønner, spinat o.l. - vil kunne rigeligt mætte enhver overvægtig person med stillesiddende vaner".

    Dr. Densmore sønderlemmende kritiserede alle andre læger, der gjorde nar af Bantings diæt. "Disse speciallæger der lever af at yde behandling mod fedme og ellers fordømmer Bantings diæt, kan takke netop ham for deres velstand."


    Real-life eksperimenter

    I 1906 dr. Vilhjálmur Stefansson var en ung antropolog fra Harvard, der senere blev en verdensberømt opdagelsesrejsende og revolutionerede polarforskning ved at krydse Arktis alene og leve af jorden med eskimoerne. Det gik ikke helt som planlagt. Stefansson missede det planlagte møde med Leffingwell-Mikkelsen Ekspeditionen på Herschel Island. Han måtte blive hos eskimoerne og tilbringe en arktisk vinter ved at spise mad bestående kun af kød og fisk. I modsætning til den kost han ellers var opvokset på, indeholdt eskimoernes kost intet som helst plantemateriale.

    Det var en gylden mulighed for den unge forsker at udføre et eksperiment i virkningerne af eskimoernes kost fuldstændig uvant for en europæer. Den sædvanlige eskimoiske måltid bestod af hurtigt stuvet fisk skyllet ned med vand. Denne mad var så forskellig fra, hvad han ellers var vant til at Stefansson blev i første omgang frastødt og forsøgte derfor at gøre fiskene mere spiselige ved at koge dem. Dette resulterede i at han blev svag og svimmel, med flere symptomer på underernæring. Stefansson ræsonnerede, at der måtte være flere næringsstoffer i fisken, der gik tabt ved kogning og derfor overvandt han sin afsky og begyndte at spise som eskimoerne. Til sidst blev han så vant til denne kost, at da han forlod eskimoerne var både hans helbred og hans vægt perfekt.

    Oplevelsen påvirkede Stefansson dybt. Ligesom Banting før ham, blev også Stefansson interesseret i en kost rig på proteiner og fedtstoffer, med kun få kulhydrater. Det forekom ham, at en typisk kost med relativt lidt kød, "afbalanceret" med større mængder af kartofler, brød, ris eller andre stivelseholdige fødevarer, efterfulgt af søde desserter og sukkersød kaffe, godt nok var "afbalanceret", men i den forkerte retning. Og ligesom Banting, også Stefansson satte spørgsmålstegn ved de veletablerede ideer om kost. Desværre ligesom Banting, havde heller ikke Stefansson heldet med at trænge igennem med sine opdagelser. Uanset at han var en berømt forsker og hans position som en antropolog var uangribelig (antropologi omfatter også studier af kostvaner og deres indflydelse på den pågældende gruppes biologiske udvikling og overlevelse/red.), blev hans erfaring og opdagelser indenfor ernæring ignoreret.

    Nogle år efter hans første møde med eskimoerne, rejste dr. Stefansson tilbage til Arktis, denne gang med en kollega dr. Karsten Anderson. Formålet med rejsen var forskning udført for American Museum of Natural History. Stefansson og Anderson blev forsynet med udstyr og fornødenheder af enhver art, herunder et års forbrug af "civiliseret" mad, de dog har besluttet at afvise og i stedet leve "af jorden", dvs. ved at spise samme kost som eskimoerne. Projektet, der ellers kun skulle vare et år, blev til fire år og i al den tid spiste de to mænd kun det kød de kunne nedlægge på jagt, og kun de fisk, de kunne fange i det canadiske Arktis. Ingen af de to mænd har oplevet nogen for for negative eftervirkninger af deres fireårige eksperiment. Nok en gang, og i den fulde overensstemmelse med Bantings erfaringer, konstaterede Stefansson, at menneskekroppen kan fungere udmærket, forblive sund, energisk og slank på en kost hvor kun kulhydrat blev begrænset, og det samlede antal af kalorier blev ignoreret.


    Det første kliniske kost-forsøg

    I 1928 medvirkede Stefansson og Anderson i et kontrolleret forsøg i virkningerne af kost bestående udelukkende af kød, på Bellevue Hospital, New York. Udvalg der var samlet for at føre tilsyn med eksperimentet bestod af de bedst kvalificerede og ledende indenfor de videnskabelige områder, der relaterede til emnet. Dr. Eugene F. DuBois, medicinsk direktør for Russell Sage Foundation (senere overlæge på New York Hospital og professor i fysiologi ved Cornell University Medical College) opstillede præmisser for eksperimentet. Studiet var designet til at finde afklaring på fem specifikke forhold, der ellers var omdrejningspunkter for en del af datidens ernæringsdebat:

    1. Vil fravær af vegetabilske fødevarer forårsage skørbug?
    2. Vil en kost baseret udelukkende på kød forårsage andre mangelsygdomme?
    3. Vil en kost baseret udelukkende på kød medføre mineralmangel, af calcium i særdeleshed?
    4. Vil en kost baseret udelukkende på kød skade hjertet, kredsløbet eller nyrerne?
    5. Vil en kost baseret udelukkende på kød fremme væksten af skadelige bakterier i tarmen?

    Resultaterne af det årelange forsøg blev offentliggjort i 1930 i Journal of Biological Chemistry (i artiklen Clinical Calorimetry. XLV. Prolonged Meat Diets With A Study Of Kidney Function And Ketosis/red.) og påviste at svar på alle spørgsmål var: nej. Der var ingen mangelproblemer; de to mænd forblev fuldstændig sunde og frie for sygdomme; deres tarme forblev normale, bortset fra at deres afføring var mindre og lugtfri. Fraværet af stivelseholdige og sukkerholdige kulhydrater i Stefanssons og Andersons kost syntes kun at have god effekt.

    Nok en gang har Stefansson konstateret, at han følte sig bedre og var sundere på en kost der begrænsede kulhydrater. Kun når mængden af fedtstoffer blev reduceret, trivedes han ringere. I løbet af eksperimentet havde han indtaget mellem 2.000 og 3.100 kalorier dagligt, fordelt mellem et gennemsnit på 80% af energi fra animalsk fedt, og det resterende 20% fra protein.

    Eksperimentet har også budt på et andet interessant fund, denne gang set ud fra hjertesygdom-perspektiv. Stefanssons blod kolesterol faldt med 1,3 mmol / l i eksperimentets løbetid, og steg igen efter afslutningen af forsøget, da han overgik til en "normal" kost igen.

    De offentliggjorte resultater har dog haft kun ringe effekt på de mennesker, der var i gang med forsøg på at reducere deres vægt i 1930. En kost der tillader kød og fedt i mængder ad libitum, og dermed byder på masser af kalorier - oplevedes af almindelige "slankere" som den lige vej til yderligere vægtstigning (lav-kalorie-dogma har vundet nok engang over de videnskabelige beviser/red.).


    Flere beviser

    Et studie udført på Royal Infirmary, Edinburgh i 1932 (The Treatment Of Obesity: A Comparison Of The Effect Of Diet And Of Thyroid Extract/red.) undersøgte effekten af henholdsvis lavkalorie- og højkaloriekost på mellem 800 og 2.700 kcal. dagligt.

    Studiet har påvist følgende, gennemsnitlige daglige vægttab ved:

    • høj kulhydrat / fedtfattig kost = 49g [som i vores moderne slankekure]
    • høj kulhydrat / lavt proteinindhold = 122g
    • lav kulhydrat / højt proteinindhold = 183g
    • lav kulhydrat / højt fedtindhold = 205g

    Lægerne Lyon og Dunlop påpegede, at:

    "Det mest slående træk i resultaterne i tabellen er, at disse tab synes at være omvendt proportionale med indholdet af kulhydratrige fødevarer. Hvor kulhydratindtagelse er lav er hastigheden af vægttabet større, og omvendt."

    Med andre ord, jo færre kulhydrater spiste forsøgspersoner, jo større var vægttabet.

    I 1955 dr. Albert Pennington i USA fandt også (Treatment of Obesity with Calorically Unrestricted Diets/red.), at: "vægttab syntes at være omvendt proportional med mængden af glycogene bestanddele i kosten. Kulhydrat er 100 procent, protein er 58 procent og fedt er kun 10 pct glycogeniske." (Med andre ord, jo mere en fødevare øger produktion af insulin, jo mindre vægt blev tabt - og også i denne forbindelse var kulhydrat værst og fedt bedst i forhold til vægttab.)

    Pennington fortsatte: "Den anbefalede kost er kalorie-ubegrænset, meget lav i kulhydrater, med højt indhold af fedt og moderat proteinindhold. Hverken fedt eller protein er begrænset, dog." Penningtons diæt høstede så meget succes, at den blev beskrevet i artiklen i Holiday Magazine, hvor det blev kendt som "The Holiday Diet".

    Professor Alan Kekwick og Dr. Gaston Pawan opnåede lignende resultater i studiet (Calorie Intake In Relation To Body-Weight Changes In The Obese/red. ) med deltagelse af overvægtige patienter på Middlesex Hospital i 1956:

    • tabte mest i vægt på et høj-fedt og lav-kulhydrat diæt
    • tabte mindst i vægt på et høj-kulhydrat kost med lavt fedtindhold
    • tabte i vægt, selv på 2.600 kalorier om dagen - men kun på et fedtrigt diæt.

    I 1959, Dr. John Yudkin, professor i ernæring og diætetik, Queen Elizabeth Hospital, University of London, bekræftede Kekwicks og Pawans resultater (The Cases And Cure Of Obesity/red.), da han påviste, at kost med ubegrænset protein og fedt, men med ringe eller ingen kulhydrat var langt mere effektiv i forhold til vægttab, end en fedtfattig, kalorie-kontrolleret kost.

    I løbet af 1950'erne, en anden britisk læge, dr. Richard Mackarness, fandt at lavkarbo med højt fedtindhold var så vellykket i behandling af hans overvægtige patienter, at han skrev en bog, der var bestseller i næsten tyve år - et kunststykke næsten uhørt i bogbranchen for slanke-bøger. Det var Dr. Mackarness der introducerede dette koncept til mig i 1962, og dette har forandret mit og min families liv så dramatisk, at i de 40 år der er gået siden, ingen i min familie har været overvægtig, selv om det var vi før denne dato.

    Som tiden gik og mættet fedt i kosten blev mere og mere politisk ukorrekt, blev det også vanskeligere at offentliggøre resultater af denne type forsøg. Ikke desto mindre skete det dog, og fortsat sker lejlighedsvis.

    Offentliggjort i 2004, blev et prospektivt studie (Effect of 6-Month Adherence to a Very Low Carbohydrate Diet Program/red.) gennemført for at evaluere effekten af en lav kulhydrat, high-protein/fedt kost på et hurtigt vægttab. Forskere ved Center for Health Services Research in Primary Care, Durham, North Carolina, rapporterede data fra denne seks-måneders undersøgelse, der omfattede 51 personer, overvægtige, men ellers sunde. Forsøgspersonerne fik kosttilskud og deltog i ugentlige gruppemøder, hvor de har modtaget kostvejledning. Efter seks måneder havde de mistet i gennemsnit mere end ti procent af deres vægt og (husk dette til senere) deres samlede kolesteroltal faldt med gennemsnitligt 10,5 mg / dl (0,27 mmol / l).

    Tyve patienter valgte at fortsætte med denne kost da forsøget var afsluttet efter seks måneder, og efter tolv måneder var deres gennemsnitlige vægttab på 10,9 procent, mens deres samlede kolesteroltal var faldet med 14,1 mg / dl (0,37 mmol / l).

    Dr. William S. Yancy, M. D. måtte erkende at:

    "dette studie af overvægtige personer viser, at en kost bestående af minimum af kulhydrater og rig på protein og fedt, førte til et betydeligt vægttab i løbet af et år."

    Alle disse anbefalinger og dokumentation kunne have sparet et utal af mennesker for en stor sorg, traumer og dårligt helbred, hvis fagkundskaben havde lyttet til to andre læger i 1994. I artiklen publiceret i British Medical Journal Controversies in Management: Dietary treatments for obesity are ineffective, professor Susan Wooley og dr. David Gardner understregede det ansvar som den moderne medicinske fagkundskab havde for den stigende forekomst af overvægt i verden. De sskrev bl.a.:

    "at overvægtige mennesker fejler så stort når de forsøger at opnå det vægttab - de ønsker sig mest af alt - er ikke deres fejl, men alene kan tilskrives de behandlingsmetoder, der anvendes."

    Med andre ord - at bebrejde de overvægtige for deres overvægt, at anklage dem for at spise for meget og opfordre dem til at spise mindre - er simpelthen ikke godt nok, fordi diætisternes vejledninger og de behandlinger der ellers tilbydes - er forkerte. Wooley og Garner konkluderede:

    "Vi skal holde op med at tilbyde virkningsløse behandlinger af overvægt med sigte på varigt vægttab. Forskere der tror at de har fundet en bedre opskrift på vægttab - de skal først underkaste den en objektiv og kontrolleret forskning, før de udarbejder deres lokkemad (Nationelle Kostråd aka Statens Kostråd m.fl.) for hele befolkninger. Kun ved at erkende og indrømme at vores hidtidige behandlinger ikke virker - og vise, at vi mener det ved at afstå fra at tilbyde dem - kan vi vende den udvikling, der ellers i et århundrede har dømt et utal af overvægtige mennesker, til nederlag".

    Men der findes selvfølgelig en "bedre opskrift". William Banting har nedskrevet den allerede for halvandet århundrede siden.


    Barry Groves
    http://www.second-opinions.co.uk/banting.html
    • Tak for at du læste mit indlæg.
    • Vil du vide lidt om hvad jeg står for, er du velkommen til at læse min signatur her

  3. #3
    Medlem siden
    Jun 2010
    Sted
    Indre Troms
    Alder
    48
    Meldinger
    2,404

    Standard Sv: 151 år med lavkarbo

    Spennende lesing👍
    Jeg pleier å si at for å gå ned i vekt mister du gram på trening og kg mister du på kjøkkenet. Dette gjelder friske mennesker. De som er syke kan ha helt motsatt effekt av trening. De som kjenner meg vet at jeg elsker å trene. Bruker 4 økter i uka på hard styrke, la bort løpe trening til fordel for styrke, da jeg forstod at det var mye mere binyre-vennlig.

    Det er trist å høre hvordan disse lchf pionerene ble hetset for sine oppdagelser. Og alle som leser litt aviser vet at dette har ikke endret seg mye i dag. Jeg har stor tro på lchf. Men det jeg ser blant de som forsøker det er at endel har manglende effekt. I likhet med det du beskriver , Anisa, kan dette skyldes for stort inntak av planteoljer. Men jeg har også tro på at i mange tilfeller forårsakes det at matvare allergier/intolleranser. Mange som spiser lchf inntar mye fet melkeprodukter. Disse har høyt innehold av prteinet kasein som er et stort og vanskelig protein å fordøye. Dessverre har jeg erfart at folk som spiser lchf (meg selv inkludert) synes man forsaker så mye i sin diett at det er tungt å kutte ut melkeprodukter i tillegg.

    En dame som er litt inne i tiden når det gjelder vektnedgang og diet er JJ Virgin med The Virgin diett. Hun fremmer endel matvarer som man bør kutte fra sitt kosthold for å komme ned i vekt. Disse matvarene er (fritt etter hukommelsen-må taes med en klype salt) sukker og kunstig søtning, soya, gluten, melk, mais, samt et par andre som jeg ikke husker i farta. Hun mener vi har former for matvare intolleranser som forårsaker overvekt. Disse må kuttes fra kosten for å i hele tatt ha sjansen til vekttap. Det er gjerne de matvarene du har mest lyst på (og minst lyst til å kutte ut) som kroppen din reagerer mest på. For de som er interessert i mer info kan søke på youtube på the virgin diett.

    Jeg observerer ut i fra det du beskriver fra Bantings diett, at heller ikke han spiste mye melkeprodukter. Ikke det at jeg tror det hadde spilt så stor rolle den gangen. Problemet i dag er at de fleste av oss over årtider har spist et kosthold som er så feil på alle måter. Maten er rafinert og den molekylstrukturen maten skulle ha hatt er så endret at vi begynner å reagere på ulike autoimmune måter på maten vi inntar. Særlig er vi som allerede har autoimmune sykdommer utsatt for dette. Vi må altså "back to basic" når det gjelder kosthold. Da kan det være verdt å ta en titt på det JJ Virgin sier, selv om dette blir litt vel kommersialisert for min smak. Jeg tror dama har et poeng.

  4. #4
    Medlem siden
    Oct 2006
    Sted
    Danmark
    Alder
    67
    Meldinger
    10,228

    Smile Sv: 151 år med lavkarbo

    Tak Blondie
    Håber at denne tråd kan være med til at hjælpe folk at forstå, at lavkarbo ikke er et "alternativt" nymodens påfund,
    men er et gammelt, seriøst og helsebevarende kosthold.

    Sitat Opprinnelig skrevet av Blondie Vis post
    En dame som er litt inne i tiden når det gjelder vektnedgang og diet er JJ Virgin med The Virgin diett. Hun fremmer endel matvarer som man bør kutte fra sitt kosthold for å komme ned i vekt. Disse matvarene er (fritt etter hukommelsen-må taes med en klype salt) sukker og kunstig søtning, soya, gluten, melk, mais, samt et par andre som jeg ikke husker i farta. Hun mener vi har former for matvare intolleranser som forårsaker overvekt. Disse må kuttes fra kosten for å i hele tatt ha sjansen til vekttap. Det er gjerne de matvarene du har mest lyst på (og minst lyst til å kutte ut) som kroppen din reagerer mest på. For de som er interessert i mer info kan søke på youtube på the virgin diett.

    Jeg observerer ut i fra det du beskriver fra Bantings diett, at heller ikke han spiste mye melkeprodukter. Ikke det at jeg tror det hadde spilt så stor rolle den gangen. Problemet i dag er at de fleste av oss over årtider har spist et kosthold som er så feil på alle måter. Maten er rafinert og den molekylstrukturen maten skulle ha hatt er så endret at vi begynner å reagere på ulike autoimmune måter på maten vi inntar. Særlig er vi som allerede har autoimmune sykdommer utsatt for dette. Vi må altså "back to basic" når det gjelder kosthold. Da kan det være verdt å ta en titt på det JJ Virgin sier, selv om dette blir litt vel kommersialisert for min smak. Jeg tror dama har et poeng.
    Jeg tror også, at denne dama har et poeng. Du får mig altid lokket på (spændende) afveje, Blondie.
    Bare se her: http://www.sonjas-stoffskifteforum.i...ad.php?t=16816
    • Tak for at du læste mit indlæg.
    • Vil du vide lidt om hvad jeg står for, er du velkommen til at læse min signatur her

Lignende tråder

  1. Lavkarbo er ut
    Av Nielsigne i forumet Forum: Kos, kaos og humor
    Svar: 2
    Siste melding: 04-10-13, 18:46
  2. 50 år på lavkarbo
    Av Mod i forumet Lavkarbo & LCHF (Low Carbs High Fat)
    Svar: 1
    Siste melding: 19-12-11, 15:47
  3. Lavkarbo oppskriftsbøker
    Av Carro i forumet Bøker om kosthold
    Svar: 8
    Siste melding: 31-03-10, 07:48
  4. Lavkarbo - Er det dyrt?
    Av Moxa i forumet Lavkarbo & LCHF (Low Carbs High Fat)
    Svar: 27
    Siste melding: 19-01-10, 07:50
  5. Lavkarbo diett!!!!
    Av heisann i forumet Lavkarbo & LCHF (Low Carbs High Fat)
    Svar: 13
    Siste melding: 29-11-06, 12:48

Søkeord for denne tråden

Bokmerker

Regler for innlegg

  • Du kan ikke starte nye tråder
  • Du kan ikke svare på innlegg / tråder
  • Du kan ikke laste opp vedlegg
  • Du kan ikke redigere meldingene dine
  •  

Logg inn

Logg inn