Viser søkeresultater 1 til 2 av 2

Tråd: Tang og jod

  1. #1
    Medlem siden
    Mar 2009
    Sted
    Sverige
    Alder
    74
    Meldinger
    2,321

    Lightbulb Tang og jod


    NYTTEN AF TANG

    Av dr. med. D. C. Jarvis, i boken Folk Medicine (1958)
    Oversetter fra engelsk til dansk ukjent.

    Civilisationen har mange fordele, men den har sandelig også sine ulemper. En væsentlig ulempe er, at den moderne ernæring så let kommer til at mangle mineraler. Menneskelegemet er opbygget af mineraler, og det er derfor uhyre vigtigt, at det holdes ved lige med de mineraler, det har brug for. Til denne vedligeholdelse er tangprodukter fra havet et glimrende hjælpemiddel.

    Havvand er en stærkt sammensat væske, der indeholder omkring 3,5 % uorganiske stoffer i opløst stand. Tangen vokser i havet, og den omdanner disse uorganiske stoffer til organisk materiale.

    Havet er den lavestliggende del af jordens overflade, og derfor opsamles der her mange kemiske stoffer, som sendes ud i det af naturen ad mange mærkelige veje. Løst og flytteligt materiale glider enten direkte og hurtigt, eller indirekte efterhånden ned i havet. Småpartikler føres med af vinden, i vandløb og i bræer. Andre stoffer opløses i vand og føres ud i havet, hvor de fanges i en fælde og må blive. Derfor er havet et vældigt skatkammer, hvor der opbevares enorme værdier i form af kemiske materialer, der får land-jordens mineralrigdomme til at syne som det rene ingenting i sammenligning.

    Denne opsamling af værdifulde stoffer i havet drager kemikernes interesse. Det er næppe for dristigt at forudsige, at kommende generationer vil lære havets vældige opsparede rigdomme at kende og forstå at gøre god brug af det komplette udvalg af kemiske stoffer, der er at hente dér.

    Næsten tre fjerdedele af jordens overflade er dækket af hav. Den gennemsnitlige havdybde er omkring 3,5 km, og de største dybder, man endnu har målt, er konstateret i Filipinergraven, hvor havet er omkring 9 km dybt. Mere end fire femtedele af verdenshavene er mere end halvanden km dybe. I to tredjedele ligger vanddybden omkring fem kilometer.

    Vi kender ikke indholdet i de første primitive have. Men vi ved, at gennem tiderne har mange kræfter forenet sig i arbejdet på at øse materiale ud i havet. Det er kommet fra verdensrummet, fra jordens indre og fra landjorden. Når meteorer og kosmisk støv rammer jorden, er chancen for at havne i vandet syv ud af ti. På havets bund ligger der mange meteorer, både af sten, jern og nikkel. Vulkanerne har ydet store bidrag til havet, enten direkte, eller ved vulkanstøv, der er sendt højt op i atmosfæren, så vinden har kunnet føre det ud over havene, og regnen har kunnet vaske det ned. Underjordiske spalter og kilder sender materiale ud fra jordens indre. Gletschere slæber klipper, jord og andet materiale med sig, og når de styrter i havet -som isfjelde - smelter de engang og lægger deres medbragte ladning af mineraler på havets bund.

    Det er dog nok vand, der bringer de største og mest jævnt flydende bidrag til havet. Man antager, at der hvert år sker en fordampning på 0,82 m i havoverfladen på hele kloden. Denne vanddamp, som er rent vand, uden nogen mineraler, stiger til vejrs, blæses rundt om kloden af vinden og fortættes til regn. Hvis vi antager, at 29,27 % af den falder over land, er der da godt en snes tommer nedbør over jordens landområder på et år. Dette vand nedbryder jorden og vasker den bort og bærer den med sig som mudder, og det søger gennem bække, elve og floder tilbage til havet. Noget af det trænger dybt ned i jorden, hvor det opløser forskelligt materiale, og kommer igen i vandfald, geysere og springbrønde, for derefter at søge tilbage til havet med sit bytte af opløst materiale.

    Når det har afleveret sin minerallast i det store hav, kan det igen fordampe og vende tilbage efter mere. De lettest opløselige stoffer bliver først fjernet, og af dem bliver der ofte intet tilbage, hvor vandet har været. Alt, hvad der fremmer opløsningen, fremmer også udpiningen af landet og berigelsen i havet. Blandt de lettest opløselige stoffer er nitraterne, de saltdannende stoffer - klorider, jodforbindelser, bromider, samt natrium, kalium, kalcium, magnesium og mange flere. De sværere opløselige stoffer, som silikater og sand, ler og aluminium, får lov at ligge tilbage. Derfor udgør disse svært opløselige materialer nu hovedparten af jordbunden.

    Der sker endnu mere, som styrker denne mineralernes flugt til søen. Hvert eneste lyn omdanner en smule af luftens kvælstof til salpetersyre, som vaskes ned med regnen. Når den kommer i jorden, opløser den en smule mineraler til nitrater. Noget af dette når planterne at bruge, resten skylles ud i havet. Luftens kulsyre kan opløses i regnvandets fald gennem atmosfæren og opløse kalksten. Store mængder heraf føres med floderne ud i havet. Alle de nævnte stoffer føres således bort til havet i store mængder, men i virkeligheden er alle mineraler opløselige, omend nogle af dem kun langsomt.

    Silikater eller sand, aluminium, fosfater og lignende stoffer føres kun bort i små mængder ad gangen, men i den geologiske proces' evige forløb bliver det til ufattelige mængder. Og en række kræfter hjælper til med nedbrydningen af bjergene - vinden, frosten, skiftende temperaturer, solskin o. s. v. Alt dette medvirker til mineralernes flugt fra landjorden ud i havet. Bjerge og bakker smuldrer langsomt hen, dale glattes ud, klipper falder fra hinanden, bliver til støv og vaskes bort af vandet.

    Mennesket har selv deltaget i rovdriften på jorden. I naturen holdt skoven med sine blade, rødder og ranker jorden på plads, og sørgede for at dæmpe vandstrømmen noget. så den direkte nedbrydning af jordoverfladen blev holdt i ave. Nu har mennesket ryddet skovene, så jorden ligger udsat, og strømmen af mineraler fra land til hav går nu hurtigere end nogen sinde før. I mere primitive tider fik jorden gødningen fra mennesker og dyr tilbage. I vore dage er man blevet mere hygiejnisk, men resultatet er, at vi sender de værdifulde stoffer, vi har hentet i jorden, ud i havet.

    Mennesket graver jern, tin, kobber, zink og andre mineraler ud af jorden og laver automobiler, dåser, huse og så videre af dem. Til slut er de slidt op, så bliver de kasseret, smidt i store bunker, hvor de kan ruste, gå i opløsning, blive brændt og til slut blive vasket ud i havet. Vældige mængder af stofferne går til i forbrænding. Hele kulproduktionen, næsten al olie, og det meste af træhugsten går simpelthen op i røg. Røg og aske forsvinder ud i luften, hvor regnen vasker partiklerne ned, og de forsvinder ud i havet.

    Efterhånden som de forskellige stoffer kommer fra floderne ud i havet, begynder de omgående at deltage i en gigantisk mølle af kemiske ændringer, reaktioner, opløsninger, aflejringer, nye opløsninger, optagelse i levende dyr og planter, livsprocesser og fornyet frigørelse.

    Næsten alle ændringer kan indtræffe, fordi havet altid er i bevægelse under vindens påvirkning, lodrette og vandrette strømme, temperaturskift, frost og tø og forskellige lysmængder og farver. Det hav, vi finder i vore dage, er i sin sammensætning et resultat af millioner af års vældige aktivitet. Alt, hvad der findes i eller over jorden, må engang ende i havet. Overalt i havet finder vi alle de stoffer, som livet forudsætter. Havvand og sundt menneskeblod har næsten samme kemiske mineralindhold.

    I havet er mangelsygdomme en utænkelig tanke. Hvert eneste stof, der kræves for, at der kan være liv, er til stede overalt, og havets dyr og planter har blot at vælge dét, de har brug for. I den mad, vi kan hente i havet, kan vi få alle de mineraler, vi har brug for, og de er der, enten vi ved det eller ej. Og ikke nok med at de er der, fordi det er levende organismer, der har kunnet optage alt, hvad de havde behov for, men de er oven i købet sammensat i et forhold, som ligger ganske tæt på det ideelle for menneskets ernæring.

    I århundreder har videnskabsmænd vidst, at næsten alle de vigtigste kemiske stoffer findes opløst i de store have. Man har anslået, at en kubikkilometer havvand rummer omkring 150 millioner tons forskellige kemiske stoffer, herunder grundstoffer som guld, sølv, magnesium, aluminium, radium, barium, brom, jod, svovl og mange flere. Når vi nu ved, at havet er en vældig blandemaskine for de mineraler, der skylles ud fra landjorden, er det let at forstå, at havets planter og dyr aldrig behøver at mangle noget. De har bare at bruge løs af alle de mange mineraler, og omforme dem til organiske stoffer, som landjordens indbyggere til gengæld har så stærkt behov for, når det gælder om at forebygge og helbrede mangelsygdomme.

    Livet udfolder sig i den største overflod og i de fleste varianter i havet. Fra små bitte skabninger, som man ikke engang kan se med det blotte øje - der kan være millioner i en kubikcentimeter vand - til kæmpehvalerne, folder havets dyreverden sig ud. De tropiske og halvtropiske have består af lag på lag af levende samfund, som begynder helt nede i bundens sand og slutter ved overfladen.

    Havets planteverden lader ikke dyreverdenen noget tilbage at ønske i overdådighed, når det gælder former og størrelser. Også den begynder med små former, der kun kan ses i mikroskop, og slutter først med havets store træer, kæmpetangen.

    Havets dyr græsser i deres enge derude i oceanerne, og deres udbud af næring er så rigt på livsvigtige stoffer, at deres formeringsevne er mange gange større end, hvad vi finder på landjorden. Hvorfor udfolder livet sig i så langt større en overflod i havet end på land? Hvorfor undgår de mennesker, der overvejende henter deres føde i havet, praktisk talt helt en række sygdomme, som andre mennesker lider under?

    Svaret er. at havet rummer alle de mineraler, der kræves for at bevare sundheden. Havets planter vokser under forhold, hvor de har adgang til alle mineralerne. De tager, hvad de har brug for. og bevarer disse mineraler i deres væv. Når man får sin føde fra havet, enten det er planter eller dyr. får man altså alle mineralerne fra havet, og de kan udføre deres enestående virkning på legemet, som de regulerer og bringer i orden. Havets talrige mineraler, hvoraf et af de vigtigste er jod, er det, der skal til for at runde en rigtig afvejet kost af.

    I vore legemer er de vigtigste mineraler, i den nævnte rækkefølge, jod, kobber, kalcium, fosfor, mangan, natrium, kalium, magnesium, klor og svovl.

    Bortset fra jod, som hører hjemme i havet, kommer alle disse mineraler oprindeligt fra landjorden. Så skulle man jo tro, at når vi spiser jordens afgrøder, sikrede vi os en rigelig tilførsel af dem. Det var vel også det, naturen egentlig havde tænkt sig. Men naturen havde ikke tænkt på, at mennesket ville fjerne træerne og den øvrige bevoksning, så regnen kunne vaske jorden bort, skylle de vigtige mineraler ud, og gennem bække og floder slæbe dem ud i havet.

    Følgen af dette er, at jordbunden er ribbet for mineraler, og derfor bliver afgrøderne også mineralfattige. Og naturligvis medfører det igen, at de mennesker, der skal leve af disse mineralfattige afgrøder, og have deres mineraler derfra, bogstaveligt talt sulter midt i al deres overflod.

    Det er let nok at vide, når menneskets sult gælder sødt, stivelse eller fedt. Kroppen udsender næsten omgående alarmsignaler, og hvis vort helbred i øvrigt er i orden, fortæller vor appetit os, hvad det er, der er brug for.

    Hvis blot vi lærer tegnene på mineralhungeren at kende, kan de være lige så klare, men hvis vi sidder den slags SOS-signaler fra organismen overhørige, kan det få de alvorligste følger.

    I de sidste generationer er der særlig her i USA, hvor der er en overflod af mad, og hvor de fleste mennesker spiser store mængder, alligevel opstået en hel række »mangelsygdomme«. Vi ved godt, at hver af disse sygdomme skyldes mangel på et eller andet vigtigt stof i ernæringen, og som regel er det, der mangler, netop et af de livsvigtige mineraler. Skjoldbruskkirtlen har behov for jod, og de omliggende kirtler kræver kobolt og nikkel for at virke. Binyrerne skal bruge magnesium. Bugspytkirtlen skal have kobolt og nikkel. Én slimkirtel skal bruge mangan, en anden skal have klor. Kønskirtlerne skal bruge jern.

    Man har nu fået en helt anden respekt for jern, kobber, mangan, zink og aluminium, for det er blevet påvist, at disse mineraler har en afgørende betydning som katalysatorer i organismen. Det betyder, at selvom de ikke selv deltager i selve den kemiske proces, er det en betingelse, at de er til stede. Næsten alle livsprocesser er afhængige af disse mineraler - især gælder det blodproduktionen.

    Jern deltager direkte i opbygningen af de røde blodlegemers hæmoglobin, som udfører den opgave at transportere ilten rundt i vore legemer. Anæmi er en mangelsygdom, som kan opstå, hvis der er for lidt jern i blodet. Uheldigvis kan menneskelegemet ikke deponere ret store jernmængder, så man skal hele tiden forny beholdningen.

    Ganske vist er vor ernæring fattig på mineraler, fordi jordbunden er udsultet i denne henseende, men vi ved da heldigvis, hvor de store mineralrigdomme er havnet henne. Hvert år, hver dag bliver vor jord fattigere, men til gengæld bliver havet rigere på mineraler. Derfor er vi nu ved at gøre noget helt ligetil, og utvivlsomt uhyre klogt - vi vender os til havet for at få de mineraler, som er blevet stjålet fra vor jord. Der er ved at opstå en helt ny interesse for føde fra havet, men så længe vi kun spiser så forholdsvis ringe mængder af havets produkter, er det endnu vanskeligt at indhente vor mineralmangel udelukkende på den måde.

    Imidlertid findes der i havet en plante med det latinske navn Macrocystis pyrifera, der som regel kendes bedre under navnet tang. Den kaldes ofte havets græs, og den er en fortrinlig kilde til berigelse af vore næringsmidler.

    Tang vokser i vældige mængder udfor Californiens kyst. Den trives bedst på dybder fra seks til ti favne og findes kun, hvor havbunden er besat med klipper eller sten. Den har ingen egentlige rødder, men binder sig til klipperne ved nogle seje reblignende stængler, og den henter udelukkende sin næring fra vandet omkring sig. Det er en af de største planter, der findes, ofte op mod et par hundrede meter i længden, og den kan vokse 10-20 meter på et år. Hver plante består af en stængel, der på den ene side er besat med store, enkeltstillede, spydformede blade.

    Bladene sættes i rækker på seks eller otte eller endnu flere, skiftevis, og hvert blad holdes oppe af en blære, hvor det sidder fast på stilken. Hvert blad er fint, men uregelmæssigt rynket, og kantet med en enkelt række korte, bløde pigge. Farven er olivenbrun.

    Biokemien fortæller os, at planterne er de eneste organismer, der selv kan producere næringsstoffer, og at de fødemidler, mennesket får ved at spise dyrekød, også oprindeligt kommer fra planter. Havets planter, som for eksempel tang, har alle de råvarer, de behøver, lige for hånden i rigt mål, og derfor er de ganske naturligt selv meget rigt ladet med alle de næringsstoffer, mennesket og dyr har brug for. De mineraler, som tangen har optaget fra havet i en sådan overflod, har den omdannet til organiske forbindelser, lige til at bruge og optage i menneskets legeme.

    Indtil nu har de fleste mennesker kun indirekte gjort brug af havets store udbud af næringsmidler ved at spise fisk og skaldyr. Der er dog visse øriger, som Japan og Irland, hvor man har haft et stort forbrug af spiselige planter fra havet. Det er værd at lægge mærke til, at på grund af dette kosttilskud har bestemte mangelsygdomme kun optrådt meget sjældent hos disse folk. I Japan spiser den indfødte befolkning således en mængde, der svarer til ti gram tørret tang pr. individ om dagen. I de japanske både, der anløber Californien, står der altid en seks-syv forskellige tangprodukter i forrådsrummet til senere brug.

    Jeg spurgte den nu afdøde professor Cavanaugh fra Cornell University, hvordan man kunne få tang i en sådan form, at man uden risiko kunne give patienterne det. Han forklarede mig, at den tang, der bruges til ernæringsforsøg på en række landbrugsstationer, som piller eller pulver der kan spises af mennesker, blev fremstillet af et bestemt firma i Californien.

    Næste gang jeg kom til Californien for at deltage i en lægekongres, besøgte jeg denne fabrik. Jeg ville gerne se, hvordan man høstede tangen i havet, og hvordan man tilberedte den, så dyr og mennesker kunne spise den. Man havde et par fartøjer, der hentede tangen ind fra havet. De lå ved San Clemente Island og arbejdede ved tangstederne mellem Redondo og San Pedro.

    Det er en sindrig indretning, man bruger til at høste tangen med. Den arbejder bag en pram, og en transportør sender den høstede tang ombord efterhånden. Selve maskinen arbejder nærmest ligesom en stor slåmaskine, men foruden det vandret stillede blad, går der en lodret kniv ned på hver side. Høstmaskinen sænkes tre fod ned i vandet og skærer toppen af tangplanterne. Myndighederne tillader ikke, at der skæres mere af.

    Den største af maskinerne høstede et skår på atten fods bredde og kunne samle en last på to hundrede tons på seks timer. Den drives af en motor, som sidder oppe på prammen.

    Tangen losses ved fabrikken ved hjælp af et par vældige metalgrabber, som dirigeres af en kran, og lukker sig om tangen som fingrene på to hænder. De kan tage op omkring ni hundrede pund tang ad gangen. Tangen går først ned i en slags grønthakker, hvor den skæres op på mindre end et minut. Fra hakkemaskinen kører den på en transportør over til en kværn, hvor den bliver kørt til en slags grød, og derfra går den over i en stor beholder. Fra denne beholder kan den pumpes over til tørreanlægget.

    Der er tre tørreanlæg på fabrikken. De består hver af en roterende stålcylinder på tres fods længde og seks fod i diameter. I den ende. hvor tangen kommer ind. er der en gasflamme, der opvarmer den. Denne ende sidder betydeligt højere end den anden. Ved den nederste ende sidder en blæser. Tørretromlens hældning, dens omdrejninger og den luftstrøm, blæseren sender igennem den, bevirker, at tangen ganske langsomt glider ned gennem tromlen, medens den tørres ind. På sin vej kommer den igennem temperaturer fra 750° ved indgangen til 150° ved udgangen af tromlen.

    Når tangen falder ud fra tromlen, er den i små stykker, lidt i retning af popcorn. Så køres den gennem en mølle, og kommer ud som groft pulver. I denne tilstand kan den nu indgå i de tangprodukter, fabrikken fremstiller.

    Selskabet har et stort, veludstyret laboratorium, med mange kaniner, høns og hvide rotter, som fodres med tang-produkterne. Der føres nøje regnskab med alle resultater, der overhovedet kan være af interesse. Selskabet fremstiller blandt andet en fem-grams tangpille til mennesker, og man kan også få tang i pulverform.

    Den nu afdøde dr. Weston A. Price, som var internationalt berømt for sine undersøgelser af årsagerne til tandsættets forfald, kom til Barre for nogle år siden, for at tale med mig om mit mangeårige studium af folkemedicinen. Han var lige hjemvendt fra Peru, hvor han havde undersøgt og fotograferet tand-tilstanden hos mennesker, der levede i store højder i Andes-regionen. Han havde været over hele jorden for at undersøge naturfolkeslags tænder, i et forsøg på at bestemme årsagerne til tandsættets forfald, og han ville gerne inddrage tilstanden i tænderne hos folk, der levede i så store højder, i sine undersøgelser.

    Selv kunne han ikke tåle at komme højere op end 12.000 fod, men han havde hørt, at der boede mennesker helt op i 16.000 fods højde. Han fik det ordnet sådan, at nogle af dem kom ned til ham, så han kunne undersøge deres tandsæt og fotografere dem.

    Da de kom ned til ham, lagde han tilfældigvis mærke til, at de hver havde en lille pose, som de syntes at passe vældig omhyggeligt på. Af ren nysgerrighed kiggede han i en af poserne og opdagede, at de indeholdt tang. Da han spurgte, hvor de havde fået fat i det, så langt fra havet, svarede de ganske roligt, at det havde de da fået fra havet. Dette overraskede ham, for det kunne tage en måneds tid at rejse ned til havet og tilbage. Hvad brugte de tangen til? Det var for at passe på hjertet, forklarede de.

    Snart efter sendte dr. Price til mig en patient, der skulle have pustet ørerne. Det viste sig, at han havde haft flere hjerteanfald. Han kom en fredag, og jeg bad ham komme igen næste mandag. Han sagde, at han ikke var sikker på, at det var godt for ham at komme her igen, fordi da han gik op ad trappen til min konsultation havde han været nødt til at standse tre gange på grund af smerter i hjertet. Han sagde, at han skulle holde sig helt i ro om formiddagen, hvis han bare skulle kunne klare sig nogenlunde om eftermiddagen og aftenen.

    Jeg gav ham nogle fem-grams tang-tabletter med instruktion om, at han skulle tage én tablet enten før, under eller efter hvert måltid, som han selv syntes.

    Næste mandag kom han gående ind i min konsultation, rakte hånden ud mod mig og bad mig tage hans puls. Den slog tooghalvfjerds gange i minuttet. Så spurgte jeg, hvorfor han havde bedt mig tage den. Han forklarede da, at efter at han havde taget den første tang-tablet, havde han været fuldstændig fri for hjertesmerter. Han var gået op ad trappen denne gang uden at måtte standse og hvile sig. Jeg bad ham blive ved med at tage en fem-grams tang-tablet til hvert måltid, med det resultat, at han blev langt mere aktiv, end han før havde været.

    Vi fik engang besøg af en californisk præst og hans kone. Medens vi sad og snakkede, gik der et udtryk, der røbede en stærk smerte, over hans ansigt, og han holdt sig over hjerteregionen med højre hånd. Da vi blev alene, spurgte jeg ham, om han havde hjertesmerter, og det kunne han bekræfte. Undertiden fik han disse pludselige smerter i hjertet, og det foruroligede ham meget.

    Jeg fortalte ham om dr. Prices oplevelse med de peruvianske indfødte, der levede i 16.000 fods højde, og gav ham nogle tang-tabletter med besked om at tage én pille til hvert måltid. Jeg fik senere at vide, at dette fik hans anfald til at høre op.

    I Cornell viste professor Cavanaugh mig sine forsøg med tang, som han gav til White Leghom høns. Han påviste, at deres sundhedstilstand kunne forbedres væsentligt ved fodertilskud af tang, og at æggene blev langt bedre. Han demonstrerede, hvor stærke skaller æggene havde, og hvordan blommen kunne kastes fra hånd til hånd uden at briste. Han var især interesseret i at forebygge lægning af for blød-skallede æg.

    Professor Cavanaugh kom også ind på nogle tilfælde, han havde drøftet med nogle lægevenner. Det var nogle kraniebrud, som ikke ville vokse sammen, og lægerne havde været interesseret i af få at vide, hvad der var i vejen med legemets kemi, siden den nye knogle ikke kunne dannes rigtigt, og hvad man kunne gøre for at fremskynde knoglens heling. Han foreslog i samtlige tilfælde, at man gav patienten tang-tabletter, som han gik stærkt ind for, fordi det var en strålende kilde til mineraler i organisk form, som legemet netop har behov for. Senere fik han at vide, at sammenvoksningen gik fint, så snart man var begyndt behandling med tang.

    Professor Cavanaugh gennemførte også nogle forsøg hastigheden af heling ved knoglebrud. Man gav hver dag patienten et næringstilskud af tang. Man bestemte blodets indhold af kalcium, fosfor, jern og jod hos patienter med knoglebrud på forskellige tidspunkter under deres helbredelse. Denne undersøgelse afslørede, at man kunne nedbringe helingsperioden med 20 %, hvis patienten fik tang hver dag, samt at blodets indhold af kalcium steg.

    Det kemiske indhold af vand i en menneskekrop, og i femogtyve liter havvand, er nogenlunde det samme. På den baggrund virker det egentlig meget naturligt, hvis man vender sig til havet for at supplere legemets indhold af mineraler. I en vis udstrækning gør vi det jo allerede, når vi spiser fisk og anden mad fra havet. Men det er en meget betydelig udvidelse, hvis vi tager en fem-grams tang-tablet hver dag. Det er et simpelt og effektivt middel til at undgå de mangel-sygdomme, som optræder i menneskets legeme, når vi kum spiser landjordens produkter, som i alt for stor udstrækning er dyrket på en jord, der selv mangler mineraler.

    Her i Vermont tørrer vi tangen og knuser den med en morter. Folk tilbereder desserter af den ved at bruge en teskefuld af den tørrede tang til én kop vand. Denne blanding får lov til at opblødes på komfuret, til den er lind. Så køles den af, pyntes med flødeskum på og så er desserten serveret.

    Man bruger også mosser, som man trækker af klipperne ved kysten, når tidevandet står lavt. Mos tørres og spises uden tilberedning. I mange år har jeg set en art søgræs blive solgt i butikkerne her i Barre. Den solgtes tilsyneladende godt, og jeg slutter heraf, at tang og andre havplanter må indeholde et eller andet, som kroppen har stort behov for, ellers ville folk vel ikke bruge dem så trofast.


    Av dr. med. D. C. Jarvis, i boken Folk Medicine (1958)

  2. #2
    Medlem siden
    Mar 2009
    Sted
    Sverige
    Alder
    74
    Meldinger
    2,321

    Lightbulb Sv: Tang og jod


    BETYDNINGEN AF JOD

    Av dr. med. D. C. Jarvis, i boken Folk Medicine (1958)
    Oversetter fra engelsk til dansk ukjent.


    Folkemedicinen har tre hovedopgaver - modstandsdygtighed, genopbygning og helbredelse. For det første gælder det om, at et menneskes modstandsdygtighed overfor sygdomme er, som den skal være. For det andet, om han kan genopbygge væv, der kommer til skade pi en eller anden måde. For det tredje, om hans legeme kan klare sygdommen, hvis først han har fået den.

    På en eller anden måde er det igennem årene kommet til at stå mig klart, at jod spiller en stor rolle, når det gælder modstandsdygtighed overfor sygdomme.

    Jod er nødvendig, hvis skjoldbruskkirtlen skal kunne udfylde sit arbejde rigtigt. Menneskets skjoldbruskkirtel ligger foran halsens nederste del. Alt blod i legemet passerer igennem denne kirtel med sytten minutters mellemrum. Da de celler, der ligger i denne kirtel, har en særlig tilknytning til jodprocesser, vil kirtelens jodproduktion ved den stadige blodgennemstrømning hvert syttende minut kunne dræbe svage bakterier, der måtte være trængt ind i blodet gennem en rift i huden, en slimhinde eller gennem maden via fordøjelsessystemet. Stærke modstandsdygtige bakterier bliver svækket i deres passage gennem skjoldbruskkirtlen. Hvert syttende minut tvinges de gennem skjoldbruskkirtlen, og hver gang svækkes de en smule, til de endelig er færdige, forudsat altså, at kirtlen har jod nok at arbejde med. Hvis den ikke har det, kan den ikke dræbe de skadelige bakterier i blodet, sådan som naturen har tænkt sig.

    Vi ved, at skjoldbruskkirtlens jodindhold er afhængigt af jodmængden i individets mad og drikke. Hvis man får for lidt jod, kommer kirtlen til at mangle det stof, den behøver for at udfylde sin opgave.

    Men folkemedicinen fortæller os, at denne kirtel også har andre opgaver end at dræbe skadelige bakterier i blodet. Den første er at gengive os den energi, der skal gøre det muligt at gennemføre dagens gerning. Der består en klar forbindelse mellem et menneskes energi og den jodmængde, man får i sin mad. Det første spørgsmål, der rejser sig, når man taber energien, er da, om jordbunden, hvor man lever, er jod-fattig. For det andet må man se på, om en sådan jod-fattigdom opvejes på anden måde. Når det kniber med energi og udholdenhed til dagens arbejde, er det på tide at tænke på, om man skulle se at få noget mere jod.

    Jodens næste opgave er at berolige legemet og dulme nerveanspændelser. Hvis nervøse spændinger får lov til at dominere, bliver man irritabel og får svært ved at sove godt om natten, og legemet er til stadighed i en udmattende alarmtilstand. Alt dette understreger, at kroppen har behov for jod til at mindske den nervøse spænding og fremkalde afspænding i legemet, så det indstiller sig på roligere forhold, hvor det kan opbygge og oplagre forråd til strengere tider.

    Jeg har lært af folkemedicinen, at det igen og igen har været muligt at ændre et irritabelt, utålmodigt og rastløst barn på under ti år, til et roligt tålmodigt lille væsen i løbet af to timer, ved at give det en dråbe jodopløsning at drikke i en frugtsaft eller i et glas vand, der var syrnet med en teskefuld æble-eddike. Jeg har flere gange anvendt dette middel for at give moderen til et altfor højt gearet barn mulighed for at leve nogenlunde bekvemt med barnet. Jeg har aldrig været ude for, at den beroligende virkning på et overspændt barn udeblev.

    Jodens tredje opgave i organismen har at gøre med tankevirksomheden. Hjernen arbejder simpelthen bedre, når kroppen får den jod, den har brug for.

    Endelig er der problemet om ophobning af fedt i kroppen. Jod er en af de bedste iltningskatalysatorer, vi har. En katalysator er som en tændstik, der skal til for at tænde et bål. I kroppen skal bålet da op-brænde den føde, vi indtager hver dag. Hvis denne fode ikke brændes helt op, kan den hobe sig op i form af fedt.

    Skjoldbruskkirtlen oplagrer jo ganske vist jod fra blodet, der som nævnt passerer den hvert syttende minut, men den kan også miste den opsparede jod igen, hvis vi for eksempel drikker vand, som er tilsat klor, eller bruger for meget natriumklorid - hvilket nok er bedre kendt under navnet bordsalt.

    Der findes en kemisk lov om saltes indbyrdes forskydning. Saltgruppen ser sådan ud:

    Grundstof (Relativ atomvægt)
    Fluor (19,0)
    Klor (35,5)
    Brom (80,0)
    Jod (127,0)

    Disse fire grundstoffer kan alle forbinde sig med metaller og danne salte, og deres kliniske virksomhed står i omvendt forhold til deres atomvægt. Det betyder, at de hver for sig kan gå ind i stedet for et grundstof med en højere atomvægt end deres egen, men de kan ikke gå ind i stedet for et grundstof, der har en lavere atomvægt.

    For eksempel kan fluor således træde i stedet for klor, brom eller jod, fordi fluor har den laveste atomvægt af dem alle fire. Klor kan træde ind i stedet for brom eller jod, fordi de begge har en højere atomvægt end det selv. Brom kan afløse jod i organismen, fordi jod har den højeste atomvægt. Men det kan ikke lade sig gøre at gå den anden vej. Når vi kender denne kemiske lov, er det rimeligt at spekulere lidt over, hvad der sker, når vi renser vort drikkevand med klor. Vi gør drikkevandet skadeligt for organismen, ikke fordi det indeholder farlige bakterier, men fordi kloren tvinger kroppen til at afgive den jod, vi har så hårdt brug for.

    Vi lever i et jod-fattigt område; mange steder behandler man vandet med klor; ofte er vi for hyppigt syge og mangler energi og udholdenhed, udvikler nervøse spændinger, mangler evnen til at tænke klart, og ophober fedt i kroppen - så er det, man skal spørge, hvad vi kan gøre for at skaffe organismen mere jod.

    Der er tre veje at gå:
    1. Spise næringsmidler, hvori man har påvist særligt rigt jodindhold. Det er for eksempel: Alle fødevarer fra havet, reddiker, asparges, gulerødder, tomater, spinat, rabarber, kartofler, ærter, jordbær, svampe, salat, bananer, kål, æggeblommer og løg.
    2. Smøre jodtinktur på et lille stykke af huden.
    3. Indtage stoffer, som man ved er rige på jod. Blandt dem kan nævnes torskelevertran, og en jodopløsning, som man kan få hos materialisten. Også de allerede nævnte tangtabletter er en god hjælp.

    Jodopløsningen er ikke dyr at bruge. I 1880 fandt en fransk læge ved navn Lugol frem til en opløsning, der indeholder 5 % af grundstoffet jod, i en 10 % opløsning af jodkalium. Den er blevet brugt støt, siden den blev brygget første gang. Enhver apoteker kan fremstille Lugols opløsning. Hvis ikke han har tid til det, kan den såmænd også fås på flaske. I USA kan den købes i enhver drugstore.

    Det er meget små doser, man skal bruge, for at holde kroppen velforsynet med jod, og man tager dem ikke hver dag. Når man undersøger kroppens indhold af mineraler, finder man kun en anelse jod. Ti dråber jod er mere, end hele organismen indeholder. Derfor gives Lugols opløsning i doser på én eller to dråber, afhængig af kropsvægten.

    Hvis man vejer 150 pund eller derunder, kan man for eksempel opretholde kroppens normale jodindhold ved at tage én dråbe til et måltid hver tirsdag og fredag. Hvis man er større, bør doseringen ofte sættes op til to dråber. Det er nyttigt at huske, at menneskelegemet altid arbejder på de mindste mængder, det kan klare sig med. Skulle der optræde megen sygdom på éns hjemegn, er det måske klogt at tage Lugols dråber tre gange om ugen i stedet for to, altså mandag, onsdag og fredag, så man kan opbygge en vis reserve.

    Hvordan skal man nu tage denne dråbe med jodopløsning, den dag, hvor man skal have den? Sædvanligvis lader lægen folk tage joden på tom mave, helst tyve minutter før måltidet.

    Igennem årene har folkemedicinen imidlertid fundet frem til en anden metode, som jeg gerne vil gå ind for. Den har allerede været nævnt i anden forbindelse i denne bog. Vi gentager altså, at man kommer én teskefuld æbleeddike i et glas vand, for at give vandet sur reaktion, holder dråbetælleren lodret, for at dråben kan få den rigtige størrelse, og hælder én dråbe af Lugols blanding i glasset. Der røres rundt med en ske, og man drikker glassets indhold under måltidet, som var det kaffe eller te.

    I forbindelse med en supplering af jodtilførslen førte mine forsøg med en række malkekvægsbesætninger til nogle interessante opdagelser af forholdet mellem vært og mikroorganismer, virusser, insekter og andre snyltere.

    I den ene besætning gav vi tre dråber af Lugols jodopløsning i den daglige portion på godt hundrede gram æbleeddike pr. ko. Derefter blev det kun nødvendigt at tilkalde dyrlægen én gang i løbet af otte måneder, for at han skulle behandle en syg ko. I modsætning hertil havde en anden besætning, der ikke fik Lugols dråber, megen sygdom. Over en otte måneder-periode blev det nødvendigt at give penicillin flere gange for at redde alvorligt syge køer.

    Jeg har iagttaget, at lusene forlader pelsen, hvis en ko får æbleeddike med jod. Også fluerne holder sig fra køerne, når de går i engen, medens de kvier, der ikke fik æbleeddike med jod, var meget plaget af insektbid.

    I en af besætningerne forekom der mange tilfælde af kalvekastning (aborter/red.), hvilket kan være tegn på tilstedeværelsen af en bestemt mikroorganisme, som kun trives under alkaliske vækstforhold, og kan fremkalde en smitsom lidelse, der kaldes kalvekastningsfeber. Så snart foderet blev tilsat Lugols opløsning, holdt kalvekastningeme op. Vi gav dem tre dråber til et halvt hundrede gram æbleeddike.

    Medens jeg arbejdede med undersøgelser af kvæg, blev jeg interesseret i problemet med oksebremsen. Det voksne dyr bider eller stikker ikke kvæget, men lægger sine æg i en række hår i koens pels i det tidlige forår. Æggene klækkes i løbet af tre-fire dage, og de nye larver søger indad gennem koens hud, hvilket forårsager en stærk kløe og et udflåd.

    Derefter arbejder larver sig op gennem muskler og anbringer sig ved lymfehulerne i kroppen. De graver sig ofte videre langs buens organer, tarme og så videre. Også i svælget har man fundet oksebremse-larver i overgangen mellem spiserør og mave. Hen på efteråret og først på vinteren når laverne frem til ryggen, hvor de ligger lige under huden. Her bider larven et hul i ryggen, for nu skal den have luft, og herigennem forlader den koen, når tiden kommer. Som regel ligger den lige under huden i én til tre måneder. Bremsen kommer ud i februar og marts og lader sig falde til jorden, hvor den gennemgår et mellemtrin til, før den er voksen. Nogen tid senere klækkes voksenindividet endeligt, og den er klar til parring en halv time senere.

    Mit mål var nu at udrydde disse oksebremser ved hjælp af en blanding af æbleeddike og jodopløsning. Det ville vise, i det mindste for mig at se, hvilke virkninger denne blanding kunne have, når det gælder om at gøre legemet uegnet som værtsdyr, så det bliver en dårlig grobund for udvikling og fortsat tilstedeværelse af mikroorganismer, virus, insekter og andre snyltere.

    I løbet af et års tid konstaterede vi kun ti oksebremser på ryggen af de femogfyrre jersey-koer, besætningen bestod af. Normalt er disse snyltedyr nogenlunde på en blyants tykkelse, men disse ti oksebremser havde haft så svært ved at klare sig i koens organisme pga. eddiken og joden, at de kun var som en tændstik. Jeg lagde endvidere mærke til, at når fodertilskuddet var rigt på jod, gik bakterietallet i mælken ned. Når vi tog joden fra køerne, gik tallet op, men det kunne straks slås ned igen ved atter at indgive jod.

    Fra dr. William Weston i South Carolina har jeg fået interessante oplysninger om hans forsøg med væddeløbsheste, som var på vinterophold der. Der var værdifuld viden at hente om betydningen af jod i legemet og dets rolle for udholdenheden.

    Der er hver vinter omkring hundrede væddeløbsheste, hvor han bor. To år før jeg engang besøgte ham, kom der en mand til ham og sagde, at han havde en hest, der simpelthen havde det hele, og som kunne vinde derbyet i Kentucky. Hvis blot han kunne få at vide, præcis hvordan han skulle tilrettelægge dens foder, så den kunne holde tempoet, mente han, at den ville have alle mulige chancer for at gøre sig stærkt gældende. Han spurgte, om dr. Weston kunne hjælpe ham med en foderplan for denne hest.

    Dr. Weston var meget interesseret og indvilligede gerne. Først bad han om at få en prøve af alt det foder, hesten hidtil havde fået. Prøverne blev undersøgt på et laboratorium. Da resultatet forelå, tilrådede dr. Weston, at man satte foderets jodindhold i vejret ved at lægge mere vægt på jodrige foderbestanddele. Dette gjorde man. I den følgende sæson vandt hesten samtlige de løb, den deltog i.

    Som følge af dette resultat inviterede to velhavende hesteejere dr. Weston til at komme ud på deres stutteri og gennemgå deres hestes foder. Igen blev der føjet mere jod-holdige elementer til foderet, med samme resultat. Samtlige de heste, der havde fået jod-beriget foder, vandt alle de lob, de kom i nærheden af. Dette synes at være en tydelig demonstration af jodens værdi for energi og udholdenhed.

    Senere sendte dr. Weston mig et brev, som han havde fået i sin egenskab af formand for South Carolinas levnedsmiddel-forskningsudvalg. Det viser tydeligt, hvor vigtigt det er, at man opfylder naturens krav om daglig tilførsel af jod. Brevet lød således:

    Kære dr. Weston.

    Nu, hvor vi er halvt igennem væddeløbssæsonen, vil jeg gerne fortælle Dem lidt om, hvad vi har set som følge af hestenes vinterophold i South Carolina og deres fodring med Deres hjemmedyrkede foderplanter.

    Efter seks års forsøg med flere hundrede heste er vi mere end nogensinde overbevist om, at Deres foder, med et rigt jodindhold og en velafbalanceret mineral sammensætning, er det, der får vore heste til at klare sig. Må jeg give Dem et eksempel: i sommer udbrød der en epidemi af influenza og hoste blandt vore to-åringer i New York. Det spredtes som en steppebrand gennem staldene, og alle de gamle kure og remedier var nytteløse.

    Vi har kontrolleret det ganske nøje, og vi har opdaget, at ingen af de heste, der tilbragte vinteren i South Carolina, blev angrebet. Det har vi naturligvis talt meget om, og derved er mange mennesker blevet opmærksomme på South Carolina og værdien i Deres teorier og resultater.

    Det har vist sig, at vore heste er næsten immune overfor hudlidelser, følsyge og andre smittefarlige sygdomme, efter at de har været vinteren over i South Carolina, og er kommet tilbage til banerne, hvor sådanne lidelser ellers hærger hårdt. Det er blevet tydeligt at se, hvor hurtigt vi kan helbrede disse forskellige sygdomme hos en ung hest. Vi tror, at blodet er blevet så rent på grund af jodindholdet i foder og drikkelse, at alle de almindelige infektioner er fjernet, og at systemet er i så god stand, at det kan afværge alt, undtagen en infektion gennem et åbent sår.

    For få år siden mente man, at en god træner var en mand, der kunne bringe sin hest til væddeløbene i god foderstand og med svulmende muskler. Men det er det, musklerne er bygget af, og indholdet af det blod, der gennemstrømmer dem, der er den afgørende faktor, når man skal have en god og ydedygtig hest.

    I dyb taknemlighed for alt det gode De har gjort for vore heste, og de ting, vi har lært af Deres arbejde, håber vi, at De vil få tid også i næste sæson til at komme ud hos os og videreføre Deres forsøg med vore heste.


    For at se, om instinkterne spiller nogen rolle for køernes eget valg af jodholdigt foder, lod ejeren af en besætning på fireoghalvtreds køer, som jeg tidligere havde fulgt, bygge en speciel foderanordning til mig ved enden af staldlængen. Den var delt i fire afdelinger og var overdækket for at beskytte foderet mod regn.

    I den ene afdeling lå der et landskendt fodermærke, som indeholdt jod og andre mineraler i uorganisk form. Den anden afdeling var beriget med benmel, den tredje afdeling rummede et fodertilskud, der indeholdt tang, så mineralerne forelå i organisk form. i den fjerde foderbås lå der salt.

    Vi stod i nærheden for at se, hvad der skete, når køerne kom forbi for første gang.

    Alle køerne snusede til alle fire båse. De gik forbi det uorganiske fodersupplement uden at røre det. Nogle få åd lidt af benmelet, og nogle få lidt af saltet. Men det sted, hvor de virkelig samledes, var den bås, hvor foderet var beriget med tang, der som allerede nævnt indeholder mere jod end noget andet levende stof. Foderboksen blev tømt lige så hurtigt, som vi kunne nå at fylde den op. Det afgjorde sagen for os. Køerne ville gerne selv have jod, og helst i en organisk - det vil sige naturlig - form. Senere tilbød jeg et par af køerne i stalden tang. De tog den hurtigt og tiggede om mere.

    En af mine venner opdrætter jagthunde som hobby. Han arbejder mest med engelske hønsehunde og når de er blevet oplært til jagten, sælger han dem.

    Han havde mærket sig den gunstige virkning af æbleeddike på hans eget helbred og udholdenhed og spurgte mig derfor, om der var i orden, at han prøvede at give hundene eddike også. Han syntes, de blev for hurtigt trætte på jagten. Vi enedes om følgende metode. Når hundene ikke var ude på jagt, fik hver hund en spiseskefuld æbleeddike i sin mad hver dag. Når de var på jagt, fik de en spiseskefuld to gange om dagen. Da kennelen havde fulgt denne praksis i tre år, var man nået til følgende iagttagelser:

    Doseringerne var følgende: Udenfor jagtsæsonen fik hver hund en spiseskefuld æbleeddike i sin mad hver dag. Når hunden deltog i jagt fordobledes rationen til én spiseskefuld to gange daglig. Når hunden var ude på jagten, fik den desuden en spiseskefuld i sit drikkevand, hver gang den drak. Endelig fik den en spiseskefuld ufortyndet æbleeddike, når den var tørstig, og der ikke var noget vand.

    Resultatet var:
    1. Når en hund får æbleeddike, bliver den ikke så hurtigt træt. En gennemsnitshund. der ikke får eddike, kan som regel holde til tre-fire timers jagt på en dag. Med eddike-tilskud kan den holde til otte-ti timers uafbrudt, jagt en hel dag. Der er ingen tvivl om, at æbleeddiken forøger hundens udholdenhed.
    2. Når en hund får æbleeddike, kan den overkomme at stå og apportere for fire jægere samtidig.
    3. En hund. der får eddike, bliver ikke på noget tidspunkt af jagten stakåndet.
    4. Når hunden får eddike, vil den bevare en god appetit og spise samtlige måltider, selv under jagt.
    5. Hvis en hund får eddike, går den ikke ned i vægt under jagten.

    Efter at vi nu har set på, hvordan vi ved hjælp af jod kunne styrke en væddeløbshests løbshastighed og udholdenhed, og gøre en jagthund stærkere, kan vi prøve at se på, hvordan det samme problem tager sig ud, når vi betragter en moderne direktørs daglige liv.

    Om morgenen, når han står op, drikker han et glas vand, medens han klæder sig på. I vandet er der én eller to teskefulde æbleeddike. Hvad kan han mon opnå ved det?

    Den viden, at syre fortynder kropsvæskerne, har man haft lige siden åreladning var en almindelig form for lægebehandling. Vi ved fra landmanden, at den normale kos mælk er svagt sur. Når mælken skifter til alkalisk reaktion, bliver mælken for tyk. Dette vil imidlertid forsvinde, og mælken vil atter blive letflydende, hvis og når koen får en portion æbleeddike og vand, i alt et par hundrede gram, lige dele, af en flaske hver aften og hver morgen.

    Der er andre måder, hvorpå vi kan se systemet virke, men lad dette være nok her. Sagen er den, at vor direktør ikke gerne vil have, at blodet er tyktflydende i hans årer. Han er klar over, at det bør løbe let, så det kan komme ordentlig rundt i kroppen, og hans hjerte ikke bliver anstrengt unødigt, når det pumper væsken rundt i kroppen.

    Til morgenmad undgår denne mand hvede, hvidt sukker og citrusfrugter, fordi disse fødemidler hos de fleste mennesker vil ændre den normale sure urin-reaktion til en alkalisk reaktion. Dette er et tegn på, at blodet er blevet tykkere, end det burde være, så det ikke så let løber rundt i kroppen, og hjertet skal arbejde hårdere for at holde cirkulationen. Derfor erstatter denne mand disse ufornuftige spiser med rug og majs. I stedet for sukker bruger han honning. Hvis han har lyst, spiser han et æble, lidt druer eller lignende.

    Til frokost tager han to teskefulde æbleeddike og to teskefulde honning i et glas vand. På denne måde får han den syre, som er gået lige fra jorden op i frugt, bær, grønt og rodfrugter, og den sol-energi, som honningen indeholder.

    Det virker som en hel energiopladning, og han kan tage den før, under eller efter frokosten.

    Når en mand indstiller sig på en travl dag, vil dette beredskab fremkalde et skift i urinaktionen, fra den normale syre-reaktion til en alkalisk reaktion. Derfor er det ikke tilrådeligt at spise noget om morgenen, så dette skifte bliver bestyrket. Af denne grund holder vi os fra hvede, sukkeret og citrusfrugterne, så at vi efter endt dagværk kan vende hjem uden at være fysisk og psykisk udkørte.

    Til aftensmåltidet tager vor mand igen to teskefulde honning og to teskefulde æbleeddike i et glas vand. Han kan enten drikke det i stedet for en cocktail før maden, eller drikke det til.

    Det er også altid godt at begynde måltidet med lidt grøn salat, så man får glæde af jordens syreindhold og den energi, som solen har oplagret i de grønne blade.

    Hvis dagen har været slidsom og anspændende, skal man holde sig til fisk og andet godt fra havet, for derved får man jod og kalium, som kan dæmpe nerverne.

    Man bør prøve kun at spise okse-, lamme- eller svinekød to gange om ugen, og da at vælge de dage, hvor man ikke har for meget at gøre, fordi kød sætter kroppen i alarm-beredskab, og det er ikke det, man gerne vil have maden til. Man må prøve at huske, at dyrenes indvolde, som for eksempel leveren, er de reservedepoter, hvor man sparer op til mere krævende tider. Det er godt at spise lever og leverpålæg en gang om ugen. Efterhånden som man følger den her opstillede plan, kan man selv ændre den daglige kostsammensætning, så ernæringen kommer til at svare til forbruget af styrke og energi.

    Men det kan jo ske, at selvom man følger disse regler, kan man alligevel komme ud for så stor belastning i familieliv og arbejde, at man ikke kan forebygge den. Så bør man komme én dråbe af Lugols jodopløsnng i sin saft til frokost, eller i æble-eddikeblandingen.

    Sagen er nemlig den, at Lugol-opløsningens kalium dulmer de mekanismer i kroppen, der opretholder alarmtilstanden, så de slipper deres tag i legemet, når man får lejlighed til at hvile sig og slappe af. Samtidig styrker joden de dele af organismen, der arbejder i fred og ro med at udbedre og opbygge kroppens reserver.

    Hvis man er under hårdt pres i sit arbejde, bør man tage én dråbe af Lugols opløsning hver dag, til trykket letter igen. Hvis det skulle ske, at kroppen bliver mættet med jod, optræder der øget fugtighed i næsen. Hvis det sker, holder man op med at bruge dråberne, til næsen igen er normal.

    Efterhånden som man lærer sig selv at kende, bliver man snart klar over, hvornår man har behov for jod. Hvis en nats søvn ikke kan give én den energi, der skal til for at gå den nye dag i møde med vanlig styrke, bør man begynde at tænke på joden. Hvis man lærer at bruge den, vil den atter kunne give én den fornødne styrke til at være rustet mod belastninger, og opretholde velbefindendet.


    Av dr. med. D. C. Jarvis, i boken Folk Medicine (1958)
    Til alle norske og danske stoffskifte-pasienter, anbefaler vi boken STOP stofskiftevanviddet, skrevet av verdens ledende pasient-aktivist Janie Bowthorpe, som i 2005 grunnla nettstedet Stop The Thyroid Madness. Boken er utgitt på dansk i 2014. För alla svenska hypotyreos-patienter, rekommenderar vi samma bok, översatt till svenska med titeln Stoppa sköldkörtelskandalen (2012). Til alle gode leger, og pasienter som ønsker å lære mer av "the right stuff", anbefaler vi boken Stop The Thyroid Madness II (2014) med bidrag fra 10 leger MD. I Skandinavia, definitivt de to beste og mest nyttige bøker for hypotyreose-pasienter, for deres familier og venner, og for deres leger.

Lignende tråder

  1. Kjerringråd - for ting og tang :)
    Av Stina i forumet Forum: Kos, kaos og humor
    Svar: 12
    Siste melding: 10-04-07, 23:45
  2. Svar: 61
    Siste melding: 10-04-07, 20:24
  3. Har noen prøvd tang?
    Av Siriliss i forumet Mineraler (øvrige)
    Svar: 6
    Siste melding: 14-09-05, 22:59
  4. Har noen prøvd tang?
    Av Siriliss i forumet Lavt stoffskifte og jod
    Svar: 6
    Siste melding: 14-09-05, 22:59

Søkeord for denne tråden

Bokmerker

Regler for innlegg

  • Du kan ikke starte nye tråder
  • Du kan ikke svare på innlegg / tråder
  • Du kan ikke laste opp vedlegg
  • Du kan ikke redigere meldingene dine
  •  

Logg inn

Logg inn