Der findes tre typer af thyroideahormonresistens. Alle tre er forskellige med forskellige symptomer og forskellige måder at diagnosticere på. Nedenstående frit efter hukommelsen.... men enhver kan søge selv efter kilder. Der findes en del at finde, hvis man ikke giver op for hurtigt.

1. Den første form for thyroideahormonresistens er den mest almindelige og kendetegnes ved, at det er alle kroppens væv, der er resistente over for skjoldbruskkirtelhormoner. Ved denne form for resistens ses både struma og forhøjede værdier af frie skjoldbruskkirtelhormoner, men ikke så meget forhøjede, som ved "almindelig" stofskiftesygdom uden resistens. Derfor kan folk være meget mere syge end deres blodprøver tyder på.

2. Ved den anden form for thyroideahormonresistens er det kun hypofysen, der er resistent over for skjoldbruskkirtelhormoner. Det betyder, at TSH ikke stiger/falder da hypofysen ikke reagerer på skjoldbruskkirtelhormoner og derved kan folk reelt blive mere syge af hypothyreose da hypofysen ikke "ved" at den skal stimulere skjoldbruskkirtlen til at danne mere eller mindre hormon. I denne gruppe befinder sig dem med den subkliniske hypothyreose. Altså dem, der har stabile, fine tal og som derfor "officielt" ikke er syge.

3. Den tredje form for thyroideahormonresistens indebærer, at alle kroppen organer og væv er generelt mindre følsomme over for skjoldbruskkirtelhormoner og denne form er karakteriseret ved, at T4 og/eller T3 er forhøjede og TSH er enten normalt eller noget forhøjet. Også disse mennesker kan være meget mere syge, end deres blodprøveresultater tyder på.

Fælles for alle tre typer af thyroideahormonresistens er, at stofskiftesyge folk må leve med en understimuleret krop og dermed følgende slid på resten af kroppens organer og andre hormonkirtler, med smadret hormon-feedback, der jo kompenserer på for meget eller for lidt, men ikke nødvendigvis (derfor) korrekt. Altså - man har det på samme måde, som enhver "almindelig" hypothyreosesyg, der er underdoseret.... men uden at kunne levere de korrekte blodprøveresultater som det bevis, der i alle "almindelige" tilfælde lægger an til en dosejustering/behandling.

Problemet med thyroideahormonresistens er (iflg. den artikel om emnet jeg læste for nogle få år siden), at videnskaben har først officielt opdaget thyroideahormonresistensen i midten af 1960-erne og endokrinologerne mente, at thyroideahormonresistens er et sjælden fænomen. Man mente dengang (iflg. artiklen), at der højst var nogle få hundreder af thyroideahormonresistente patienter på verdensplan og at største parten af disse havde arvet deres thyroideahormonresistens....

Det med den arvelige faktor kan jeg ikke vide så meget om, men jeg er meget bestyrtet over, at man anser thyroideahormonresistensen for at være så sjælden, at man ikke finder det formålstjentligt at være opmærksom på i almen endokrinolog-praksis. Min personlig mening er, at det forholder sig lige omvendt... at thyroideahormonresistens er en epidemi, der netop kan forklare både en pæn del af den eksplosive (til)vækst i antallet af stofskiftesyge hos os og i resten af den "civiliserede" verden - OG forklarer eksistensen af denne foragtede Hypothyreose Type 2, de fleste endokrinologer elsker at benægte.

Som sagt - ovenstående er forfattet frit hukommelsen... derfor med en smule forbehold. Alle inspil, også de korrigerende, er velkommen