Side 1 av 6 123 ... Siste
Viser søkeresultater 1 til 10 av 53
  1. #1
    Medlem siden
    Oct 2006
    Sted
    Danmark
    Alder
    67
    Meldinger
    10,228

    Standard På arbejde med lavt stofskifte

    En historie om et arbejdsliv med hypothyreose.

    Da jeg var et ungt menneske på 24 år, sund, rask og opitmistisk trods at jeg mistede min mand kort forinden - fødte jeg min søn i 1975. En dejlig baby, der har gjort mig lykkelig fra første dagen han så dagens lys i denne verden.

    Da var jeg forholdsvis nyuddannet arkitekt i et nyt job, det var helt op til mig at bygge videre på og som skulle give os husly, tøj på kroppen og mad på bordet. Og lykken varede ved, og ved, og ved.... indtil jeg skulle tjekkes hos lægen ca. halvandet år efter, fordi jeg havde (altid) tendens til anæmi. Ikke noget alvorligt. Bare lidt.

    Telefonen ringede nogle dage efter og lægen lød voldsomt optaget af mit stofskifte: "du har for højt stofskifte" råbte han i røret. I dag ved jeg, at der ingen antistoffer var og det eneste der var "galt" var mit TSH-tal "u-målbart". "Jeg vidste, der måtte være noget galt, som du er energisk og kvik hver gang jeg ser dig", tilføjede lægen. "Du skal udredes videre på hospitalet! Højt stofskifte er livsfarligt" sagde han og jeg skulle straks møde op på hospitalets ambulatorium, hvor han allerede har ringet og bestilte mødetid til mig.

    Når man er en ung mor - det sidste man vil er at skulle udsætte sit barn for en syg mor, som så måske ikke bliver i stand til at tage vare på ham, når denne frygtelige sygdom skader ens krop. Jeg fik at vide, at jeg ville blive dødsyg, med ødelagt hjerte og andre organer, hvis det høje, høje stofskifte ikke bliver bragt ned. Det var bare lidt svært for mig at forstå.... jeg havde det jo vidunderligt. Ingen problemer med psyke. Ingen problemer med helbred overhovedet. Ingen hovedpiner, ingen ødemer, ingen fordøjelsesproblemer, smukt hår, rent hud, flotte negler.... ingenting overhovedet. Jeg trivedes, stortrivedes... måske endda mere end jeg nogensinde gjorde før, men lige meget var det. Lægen insisterede på at jeg var dødsyg og at behandlingen skulle iværksættes "omgående".

    Det måtte jeg bøje mig for da jeg jo havde pligt til at være rask for mit barn. Det var det vigtigste. Vigtigste af alt. Det blev så først til radiojod og da jeg fortsat var "for kvik" efterfølgende - endte jeg på operationsbordet.

    Da sluttede mit liv!

    Efterfølgende to måneder gik jeg hjemme syg og elendig, mens min søn var anbragt hos en aflastningsfamilie. Jeg var ude af stand til at passe ham og mine dage gik med at klare de ti meter fra sengen til badeværelse og tilbage. Jeg kunne ikke spise, jeg kunne ikke sove, jeg kunne ikke læse, jeg kunne ikke huske, jeg kunne ikke høre, jeg kunne ikke noget som helst. Jeg har tabt 13 kg og vejede 39 kg. Fik mere og mere Eltroxin uden at jeg blev bedre. Min gode læge "forstod ingenting". Jeg skulle jo blive bedre og ikke dårligere af hans diagnose og lægernes på hospitalet... fra at være sprudlende rask, blev jeg et 28-årigt vrag. Jeg mistede mit job.

    (Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

    Jeg forblev sygemeldt i 2 år før "bedringen" kom kun langsomt og min vægt nåede omsider op på de 52 kg jeg vejede på operationsdagen. Det var som om min krop protesterede vildt mod at blive forhindret i at fungere i overensstemmelse med de anlæg jeg var født med.... Mine binyrer arbejdede på fuldt tryk (ved jeg i dag) og jeg blev omsider "rask", men aldrig nogensinde blev jeg så rask som jeg var før. Selv ikke tilnærmelsesvis.

    (Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

    Mine kognitive fædigheder blev halveret i sammenligning med før. Jeg glemte hvad jeg har lært under alle de mange slidsomme år på arkitektskolen og jeg glemte også alle drømme jeg havde om at bygge vidunderlige hjem til de mange mennesker, jeg mente trængte til plads og lys. Jeg fik aldrig tegnet en eneste bygning idet før jeg nåede komme så langt - har lægerne "hjulpet" mig. Den dag i 1978 lægen stak skalpelen i min hals blev også de 6 år af mit liv tilbragt med at studere skåret ud af mit liv. Jeg kunne ikke meget andet. Hvad skulle vi leve af? Min søn og jeg? Det var en hård tid.

    (Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

    For at gøre en lang historie kortere kan jeg fortælle, at da jeg ikke længere kunne koncentrere mig "på kommando" kunne jeg heller ikke regne med at kunne beholde et 8-16-job og bestemte mig derfor for at blive freelance. Jeg kunne trods alt fortsat tegne teknisk tegning, blot jeg kunne få lov til at bestemme arbejdstiden selv. Når jeg var for dårlig til at arbejde om dagen den dag, kunne jeg indhente mit arbejde om aftenen eller om natten. Og således blev det. Gennem flere år tegnede jeg teknisk illustration for et par danske patentbureauer. Det håbede jeg så at kunne leve af resten af mit liv.

    (Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

    Men her jeg forregnet mig. Hypothyreose har truffet beslutningerne og som årene gik, blev det sværere og sværere at kunne koncentrere sig om opgaverne, selv om jeg nu arbejdede over hele døgnet - blev koncentrationen dårligere og dårligere.... jeg rystede på hænderne og fik anfald af sløret syn, da musklerne rundt om øjeæblet blev slappe, som resten af min krop blev det også.

    (Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

    ***

    Privatlivet? Ja, jeg var forlovet med en god mand den gang i fortiden. En spændende mand. En mand med fremtid. En mand, der var glad for mig og min søn, som han var hans egen.... og en mand jeg var glad for og nød tanken om at blive gammel sammen med. Troede jeg. Men den gode mand havde altså ikke forstand på hypothyreose. Efterhånden kunne jeg mærke at jeg skuffede flere og flere af hans forventninger til mit nærvær og min opmærksomhed. Dagene hvor jeg hellere hvilede mig i lænestolen end jeg gik ud og spise blev også flere og flere. Til en dag, jeg stod foran spejlet og skulle ordne håret før byturen. Jeg kiggede på den trætte og udmattede person i spejlet, og så vidste jeg, at det kan jeg altså ikke klare mere. Efter 8 år måtte jeg indse, at der ikke længere var plads i mit liv til både hypothyreose og en mand. Ikke mere. Det var så det privatliv. Hypothyreose vandt nok engang. Jobbet måtte være vigtigst. Vi måtte jo klare os og sønnen skulle helst have lov til at vokse og uddanne sig i fred for fattigdom. Jeg kunne ikke længere overskue mere end det.

    (Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

    ***

    Mens min arbejdsevne blev således mere og mere reduceret - blev min indtægt det også. Til sidst kunne vi ikke længere leve af den og jeg var nødt til finde på andet. Noget jeg kunne udføre uden at være afhængig af den svigtende kaotisk koncentrationsevne.

    (Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

    Det blev så fortsat teknisk illustration i faldende omfang og mens jeg kunne tegne mindre og mindre - fik jeg flere og flere "pladser" at gøre rent på hos ISS. Aldrig har jeg tjent så lidt penge for så meget arbejde, men da jeg efterhånden konstant gik med hovedet fyldt med brain fog, var der ikke andet at gøre.... Fysisk kunne jeg jo fortsat klare mig nogenlunde. Jeg var jo ikke så gammel endnu.

    (Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

    I perioder havde jeg op til 9 pladser at rengøre over hele døgnet og jeg kan huske, at når der nogen gange var et par timer imellem pladserne - kom jeg hjem og hvilede mig siddende på gulvet ved siden af sengen, fordi jeg ikke turde lægge mig i sengen af frygt for at sove over mig. Jeg kunne sove hvor som helst og når som helst, da jeg altid var i et konstant søvnunderskud og ikke havde tid til at sove mere end 4-5 timer max hver dag, syv dage om ugen, året ind og året ud, weekender eller helligdage - lige fedt. Vi skulle jo overleve, mit barn og jeg, skulle vi ikke?

    (Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

    Til sidst forsvandt tegneopgaverne da jeg ikke længere kunne koncentrere mig over tegnebordet, opgav jeg det jeg havde mindst af dvs. mit tegnearbejde. Nu blev det kun rengøring og jeg end ikke kunne tænke tilbage langt nok til at huske mig selv bøjet over tegnebordet på skolen hvor jeg tegnede flotte streger, jeg regnede med skulle sikre min fremtid. Det måtte jeg glemme, hvis det daglige liv skulle udholdes her og nu. Og glemt blev det så.

    (Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

    I flere år trællede jeg i døgndrift med at fjerne andre menneskers skidt i alle mulige virksomheder, fra beskidte toiletter hos store speditionsfirmaer til lige så beskidte baderum og omklædningsrum på forskellige fabrikker. Kontorer, køkkener, kantiner, you name it - jeg gjorde det hele året rundt, 24/7. Jeg gik i en evig døs og livede kun op når jeg var hjemme sammen med min knægt. Men så var alt slid også glemt. Nu var jeg lykkelig.

    ***

    Ferie? Dem holdt vi i Harzen i 6 dage da min søn var 6 år og mens jeg endnu havde råd. Siden var der ikke nogen ferie. Først fordi som selvstændig skal man stå på pinden for opgaverne, ellers finder kunderne jo en anden tegner.... patentbureauerne har jo altid så travlt i sidste øjeblik. Senere ingen ferie fordi det slet og ret ikke var råd til at rejse.

    ***

    Hjælp fra systemet? Ja, det havde jeg spurgt om en gang for mange år siden. Jeg fik besked på, at jeg var rask og rørig og at i de lægeerklæringer kommunen havde indhentet hos min læge og på hospitalet stod der skrevet sort på hvidt at jeg var medicinsk velreguleret med Eltroxin, i tip top form og så "skulle jeg ikke pive og misbruge de ressourcer andre "rigtigt" trængende havde mere brug for end jeg" fik jeg besked på. Jeg har ikke set et kommunekontor indefra siden.

    (Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

    ***

    Skat? Ja, skattevæsenet havde aldrig kunnet håndtere, at jeg gennem lange tider havde både en B- og en A-indtægt. Uanset hvad jeg gjorde og hvor meget jeg frivilligt havde indbetalt à conto skat og hvor meget havde mine arbejdsgivere overført af A-skat - havde jeg altid skattegæld. Altid, altid og atter - altid. Nogle år kom der endda ekstra krav hvor skattevæsenet havde selv skønnet hvad den mente min indtægt "burde" være og dette på trods af, at jeg aldrig nogensinde tjente en eneste sorte krone.

    Nogen gange havde jeg en følelse af, at der sad skattens medarbejdere på deres kontorer bag deres arkitekttegnede skriveborde, og kedede sig i deres trygge jobs med pension, og så fornøjede de sig med at kaste terningerne om, "hvor mange nuller skulle vi nu sætte bag tallet, hende den dumme skulle betale i skat. Hun klager jo aldrig.".... Alt det havde jeg ikke orket at klage over, at hyre en revisor til, at hyre en advokat til, at protestere imod - hypothyreose har bestemt, at det eneste jeg magtede var mit arbejde, mit barn og personlig hygiejne. Alt andet kunne jeg ikke magte, så jeg betalte, betalte, betalte og så skulle jeg finde ekstra opgave igen for at have råd til at betale den ekstra skat igen, igen, igen og om igen, år efter år.... Jeg husker ikke, at jeg nogensinde havde et "restskattefrit" år. Havde jeg været sund og rask - ville jeg selvfølgelig reagere. Om jeg så skulle trække skattesagen helt op i Højesteret! Men jeg var altså ikke sund og rask. Jeg havde (og har) hypothyreose!

    (Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

    ***

    Så efter mange magre år kom 10 fede. Mirakuløst som lyn fra den klare himmel fik jeg i år 2000, med få ugers mellemrum henvendelser fra to private virksomheder, der begge havde brug for housekeeper. En person som skulle føre tilsyn med rengøring og vedligeholdelse, bestille varer, rekvirere håndværkerne, sørge for at gardiner blev afhentet til vask og hængt op igen, købe ind til eftermiddagskaffe. Kort sagt - jeg skulle sørge for at driften fungerede 100% og helst så usynligt som muligt, så firmaernes kontortid skulle kunne afvikles så absolut gnidningsløst. Min arbejdstid lå i tidsrummet 14-08 næste morgen og de månedlige vederlag var så anstændige, at jeg ikke længere behøvede vende hver en mønt når vi havde brug for at købe ind. For første gang nogensinde kom der ro på mit liv. Ikke mindst også fordi min søn, nu en voksen student og snart også civ.ing, stille og roligt var færdig med sin uddannelse og gik direkte fra uddannelsen til et godt job i sit fag. Han flyttede hjemmefra til sin egen bolig og trivedes, så jeg kunne omsider slappe af og ikke længere behøve at tænke på at skulle evt. træde til med hjælp, som man nu ellers skal være indstillet på, når man børn under uddannelse. Det behøvede jeg ikke længere tænke på. Han har overtaget og klarer sig flot. Gudskelov. Nu kunne jeg tænke på mig selv mere end før. Og det gjorde jeg så.

    (Alle mine stofskiftetal var "flotte" og lå "pænt" indenfor referenceområdet, 100 mcg Eltroxin pr dag)

    Fordi jobbet var så fleksibelt og anstændigt betalt, kunne jeg mærke at jeg fik noget mere overskud til at overveje min situation og tænke på min sygdom. Jeg kunne mærke, at denne gode fred til trods, var hypothyreose-grebet om mig stærkere og stærkere. Den smule overskud jeg nu havde mere end før, brugte jeg til at se tilbage på sygdommen og frem - for at kunne prøve at overskue om jeg har noget liv når jeg bliver gammel, eller om slaget er tabt allerede. Det var i den periode at jeg fandt Sonjas Stoffskifteforum og hvad der kom ud af det - min beslutning om at kaste Eltroxin bort og skifte til selvbehandling med Thyroid USP står der en del om i mine tråde her på forummet. Der er ingen grund til at gentage det hele, men ellers kan jeg sige at jeg nu, efter 3 år på selvmedicinering med Thyroid USP-lægemidler - har det tusind gange bedre end jeg havde det for 25 år siden! Gid jeg bare vidste den gang det jeg ved i dag.... så havde jeg i dag, helt sikkert en familie, min søn var ikke enebarn, jeg havde mit gamle mit job og der ville være mange mennesker, boende i de fine boliger jeg havde tegnet. Mit liv ville være tusindfold nemmere og lettere end det, det blev.

    Det var godt nok triste tanker, men alligevel hellere sent end aldrig og nu, for første gang efter operationen i 1978 havde jeg et lægemiddel der virkede og et arbejde jeg kunne udføre uden at dø af det, og til penge jeg kunne leve af, og endda kunne spare lidt op af til senere.... Jeg fik endda råd til at udskifte min gammel Golf efter næsten 800.000 km med en ny bil med automatgear. Omsider kunne jeg bare nøjes med at skifte fod, når mit højre ben gik i kramper igen. Det gjorde den efter en discus prolaps sidst i 90-erne, jeg ikke var indlagt for... jeg skulle jo passe mit job så der var ikke tid til at drive den af i en hospitalsseng. Det var ikke sikkert, at jobbet ville vente på mig, vel? Så jeg fik en iskias-nerveskade, jeg får krampe i benet af, i tide og utide. I Golfen var jeg ellers nødt til at køre fra i havarisporet eller stoppe ved vejkanten og vente op til flere timer på, at krampen løsnedes. Nu kunne jeg bare skifte fod og køre videre. Det var ikke det eneste gode denne bil "gjorde" for mig....

    Samme nerveskade ødelagte reflekser i den nederste tyktarm og i endetarmen. Det blev ikke bedre af, at jeg også blev opereret for "mistænkelig" knude i endetarmen nogle år senere, jeg fortsat går til kontrol på hospitalet for. Resultatet blev inkontinens. Hypothyreose-løs-afføring og inkontinens er en værst tænkelig kombination, kan jeg hilse at sige. Fra jeg mærkede at jeg skulle, til jeg var på toilettet, måtte højst gå 2,5 minut. Det tog jeg tid på. Efterhånden kendte jeg alle offentlige toiletter på Sjælland og alle tankstationer med kundetoilet, og alle (ikke så mange desværre) supermarkeder med kundetoiletter. Alligevel skete flere uheld, da 2,5 minut er altså ikke alverden når man skal på toilettet. Nåede jeg det ikke - ja, da blev det bukserne, der blev fyldt med det unævnelige. Det er ikke særlig befordrende for arbejdslivet, at møde op på jobbet og starte dagens arbejdsindsats med at sidde ½ time på kundens toilet og forsøge vaske sig ren i håndvasken. Det er jo langt fra alle kontorer, der har et bad. At bruge voksenbleer er ikke særlig praktisk når man skal have bukser på og uanset hvor gode (og dyre) voksenbleer er, ja, så lugter det alligevel. Hvad har det med den gode, daværende nye bil at gøre? Det hele! I en bil, hvor bagsæderne er fjernet og hvor der er pænt højt til loftet og mørkt tonede ruder- er der både god plads til en toiletspand og til at kunne sidde på den, uden at alle forbipasserende kan se hvad jeg er i gang med. Sikken luksus. Omsider kunne jeg køre på arbejde uden at skulle faste i 8-10 timer forinden, hvilket var det eneste der kunne holde mine tarme i ro. Det er altså meget svært at klare 8-10-12 arbejdstimer oven i en faste på flere timer, kan jeg hilse at sige.... Ja, jeg har meget at takke denne bil for. Skønt. God bil.

    Før nogen får gode ideer og spørger, hvad der er galt med at cykle, kan jeg hilse og sige, at for det første tager det lang tid at cykle 100-200 km om dagen, og for det andet: muskelspasmer, inkontinens og cykel er en frygtelig kombination.

    Tilbage til emnet "hypothyreose og arbejdsliv". Det gik så godt og så fredeligt med mine jobs, hvor jeg og mine arbejdsgivere var så gensidig tilfredse med hinanden, at jeg begyndte turde håbe på at blive der til jeg skulle pensioneres. Efter ti år kan man ikke sige at jeg var for optimistisk, vel? Efter 10 stabile og tilfredsstillende år kan man godt tillade sig den slags håb, mener jeg. Så det turde jeg denne gang og det var dejligt, omsider at føle sig så tryg nok ved sin tilværelse, som jeg ellers ikke kunne være før, da hypothyreose delte kortene ud. Nu blev kortene delt af de gode Thyroid-lægemidler. Det var meget bedre.

    Så kom finanskrisen.

    Alle talte om finanskrisen i slutningen af 2008, der var noget med "bobler" der brast og en hel masse banker der skulle have statstøtte til at overleve... I mellemtiden havde de dog gået i selvsving (nu var de nemlig blevet smarte lige pludselig) og begyndte at tilbagekalde kreditterne de havde ude hos virksomhederne. Og således en eftermiddag februar sidste år mødte jeg på jobbet hos den ene kunde, hvor jeg bemærkede at der var usædvanligt stille. Det var tæt på fyraften, men denne gang sad alle stille ved deres skriveborde og stilheden var øredøvende. På direktørkontoret sad ejeren i sin stol og græd.

    Det viste sig, at kort forinden har banken nedskrevet firmaets kassekredit med kassebeholdningen, gjort kontoen op og forlangte tilbagebetaling af det resterende beløb inden 14 dage. Der var ikke noget at drive firmaet for selv om ordrebogen var pænt fyldt. Der var heller ikke penge til at udbetale mit tilgodehavende for sidste måned og ej heller penge til de udlæg jeg havde da jeg har handlet for kunden sidst. Med et stod jeg med et betydeligt pengetab og med en kunde mindre. "O.K. jeg har været i knibe før. Det skal nok gå. Jeg har fortsat min anden kunde. Jeg må spænde livremmen ind og se mig om efter en ny opgave til erstatning for den tabte". Det var så de tanker, der fløj gennem hovedet i et par minutter, hvorefter vi græd sammen - bossen og jeg. Det er som om, at når man skal begræde ti gode fælles år, kan man blive ved og ved med at græde og det føles ikke på noget tidspunkt, at man grædt nok....

    Efter nogle tanker frem og tilbage bestemte jeg mig for at vente med at lede efter en ny opgave et par måneder eller tre og arbejde på deltid for min anden kunde, mens jeg brugte "fritiden" til at få mine skattesager i orden og så få hvilet lidt ud. Jeg har jo ikke holdt fri siden 1981, så det var vist lidt på tide, eller hur?

    Nogle få dage efter ringede min anden kunde og spurgte om jeg havde lyst til at drikke en kop kaffe sammen med ham "og så kunne vi snakke lidt om hvordan det gik". det var der ikke noget odiøst i. Det gjorde vi jo med mellemrum i alle de ti år vi har arbejdet sammen. Jeg havde kage med, som jeg plejer og efter de indledende "knus og kram" fik jeg at vide, at firmaets økonomi er blevet så forværret som følge af finanskrisen, at der er blevet truffet en beslutning om sammenlægning med et andet firma på Fyn og at min kontrakt derfor skulle opsiges med den aftalte varsel på fire måneder. Der er ingen grund til at udpensle her, hvordan vi begge havde det. Det var i hvert fald ikke let og jeg måtte skrotte tanken om at holde delvis ferie. Tiden skulle bruges til at lede både efter nye opgaver og efter nyt job. Hvis det ene glippede, måtte det andet jo lykkes... Enten eller. Men jeg gjorde regning uden vært, viste det sig senere.

    I dag, næsten et år efter holder finanskrisen Danmark i jerngrebet. Der kommer flere tusinde arbejdsløse til hver måned. Antal firmakonkurser er det højeste siden 80-erne siges der. Forretningslivet er gået i stå undtagen bankerne, der har jo fået flere milliarder i statsstøtte, men som af den grund ikke er villige mere end før til at låne penge ud til virksomhederne. Små og mellemstore virksomheder falder på stribe og slet skjult panik pulserer under overfladen. Fyringsrunder på de offentlige hospitaler lukker hundreder af nye ledige ud i arbejdsløshed og på det private arbejdsmarked modtager tusinder deres fyresedler hver måned. Danmark er gået i stå, uanset at aviserne holder tæt med det, for ikke at skabe panik. Men det er meget værre end der bliver talt højt om.

    Det betyder, at trods fornuftige og vedholdende tiltag på at skaffe nye kunder eller nyt job, er der ikke noget at finde, og da slet ikke til en snart 58-årig. Hvis dette fortsætter en måned til eller to, så er opsparingen spist helt op, boligen skal afvikles og jeg må flytte i min bil. Så er sommeren til at finde ud om det bliver bedre eller om jeg skal køre på isen næste vinter. Bliver det længere mellem livstegn fra mig her på forummet i løbet af de kommende måneder, skyldes det at man ikke kan holde til at sidde en sin bil, med laptop i skødet og taste spændende indlæg på til forummet. Desuden er tankerne ikke sådan til at vende bort fra overlevelsen, når man først står uden tag over hovedet. Det bliver en interessant tid.

    Stattens "støttemuligheder" kommer ikke på tale. Når nordmenn klager over NAV - er det ret meget værre når man sammenligner med det, der foregår i det danske system, hvor det er blevet almindeligt, at Posttraumatisk Stress Syndromme (PTSD) er blevet almindeligt forekommende hos mennesker i "systemet" i Danmark, hvor man før skulle i krig eller naturkatastrofe, for at komme ud for noget så slemt, så det berettiger udvikling af PTSD. I dagens Danmark er det syge og arbejdsløse, som udvikler sygdommen nu, alene i anledning af at være afhængige af offentlig "hjælp". Det kan man læse lidt om her. Det skal jeg ikke "nyde" noget af. Er jeg først havnet i "systemet" som 58-årig, kommer jeg ikke ud af det igen, undtagen med fødderne først, forinden smadret psykisk og sjælelig til ukendelighed. Det vil jeg ikke.

    Og så er det, at mine tanker går tilbage til 1978, da lægerne brugte kniven til at "helbrede" et ganske naturligt snært af post partum hyperthyreose, der ville være gået over af sig selv - ved jeg nu. De har derved ødelagt mit liv og min søns liv, for så vidt angår den del af hans trivsel, som hænger tæt sammen med hans mors. Så selv om finanskrisen er ikke lægernes skyld - er det deres skyld at jeg har mistet enhver chance for at ordentligt liv med en god, fredelig blanding af arbejde, familie og hvile, og opsparing, jeg netop kunne bruge i dag til at selvpensionere mig nu, hvor krisen kradser.

    Hypothyreose har gjort hele mit liv tungt og "ufremkommeligt" lige siden den dag i 1978 jeg var opereret. Fra den gang jeg var en ung, energisk, flittig og lykkelig mor har hypothyreose styret mit liv gennem 31 år længere og længere ned mod bunden, hvor alle muligheder er udtømt og tilbage står et ruineret menneskevrag hypothyreose omsider er ved at vinde over, og dette på trods af at jeg har trukket tænderne ud på den ved overgangen til Thyroid USP medicin..... 10-15 år for sent.

    Alligevel består fortsat effekten af de gamle skader hypothyreose har påført det personlige, sociale og arbejdsmæssige liv. Havde jeg blot, 10-15 år tidligere vidst det jeg ved i dag, og havde jeg kastet lægerne med deres Eltroxin på porten for mange år siden - ville mit liv i dag se helt anderledes ud. Jeg ville kunne se frem til en fredelig alderdom i stedet for mod en afgrund. Men hypothyreose og uduelige læger ville det anderledes.

    ***

    Selv om det lyder skræmmende - skal alle "nybagte" syge af hypothyreose være klar over, at hellere blive skræmt endnu mens tid er, slå i bordet og kræve en effektiv behandling, end først at blive skræmt til ingen verdens nytte, når det er for sent!
    • Tak for at du læste mit indlæg.
    • Vil du vide lidt om hvad jeg står for, er du velkommen til at læse min signatur her

  2. #2
    Medlem siden
    Oct 2007
    Sted
    Oslo
    Alder
    47
    Meldinger
    270

    Standard Sv: På arbejde med lavt stofskifte

    Hei Anisa, jeg vet hva du mener. Økonomien min er fullstendig ødelagt pga hypothereose og manglende hjelp i mange tiår. Det er frustrerende å endelig være frisk, fullstendig ved egen hjelp, og så oppdage at nå som man egentlig kan gjøre alt så kan man ikke likevel, enten pga alder, økonomi eller manglende arb.erfaring/utdannelse.

    Jeg føler at jeg får slengt veldig mange dører i ansiktet og aner ikke hva jeg skal gjøre for å bedre situasjonen.

    Jeg er ikke like modig som deg og kommer derfor ikke til å skrive like mye

  3. #3
    Medlem siden
    Apr 2006
    Sted
    Østlandet
    Alder
    51
    Meldinger
    895

    Standard Sv: På arbejde med lavt stofskifte

    Vi burde ha samlet mange slike historier og utgitt dem i en bok!
    Jeg har struma og hypothyreose, i tillegg til flere andre kroniske sykdommer.

  4. #4
    Medlem siden
    Mar 2008
    Sted
    Oslo
    Alder
    60
    Meldinger
    5,134

    Standard Sv: På arbejde med lavt stofskifte

    Jeg er stum. Dine ord ble en sten i magen og brystet. Og det er ikke den eneste forskrekkelige historien om overgrep og uvitenhet og ødelagt liv. En klem fra meg i Norge til deg i Danmark, Anisa
    Hashimoto's, hypotyreose, Armour 2009
    Å leve med binyrebarksvikt eller binyretretthet
    • Ren T3 og LDN (lav dose Naltrexon) 2012, virket ikke for meg. Bruker thyroid

  5. #5
    Medlem siden
    Feb 2007
    Sted
    Vestfold
    Alder
    67
    Meldinger
    1,063

    Standard Sv: På arbejde med lavt stofskifte

    Kjære Anisa!!

    Dette gjør ettermiddagen dyster!
    Stor klem fra meg.
    Jeg er en 1952-modell som har vært medlem her siden-07. Diagnose Hashimoto's.
    Medisinert NED kun pga SUBRIMERT TSH i 2007 og BLE ORDENTLIG SYK, syk som jeg aldri i livet tidligere har vært.
    Høsten -09 spyttprøver viser "ADRENAL FATTIGUE". Går på binyrestøtte. Tåler IKKE å kutte det ut.

  6. #6
    Medlem siden
    Dec 2009
    Sted
    Candyland
    Alder
    49
    Meldinger
    3,053

    Post Sv: På arbejde med lavt stofskifte

    Felles skjebne - felles trøst

    Jeg har lest nesten halvveis - og selv om min vei har kronglet seg anderledes enn din -
    så kjenner jeg igjen avmakten og flere av de andre følelsene.
    Spesielt vondt er det mtp Barndommen til datteren min - den kommer jo aldri tilbake -
    jeg hadde så unnet henne en spenstigere mor og en bedre tilværelse.

    Det er så man kunne gråte blod av det hele

    Takk for at du deler av din erfaring - så vil det ihvertfall komme noe godt utav det for andre:
    såsant de evner å lære av andres forferdelige erfaringer
    Jens og Siv og Erna og NHO - osv osv - som er så proppende fulle av sin egen Fortreffelighet,
    ja de skulle vært tvangsstilt først i en slik Erfarings-kø!!


    1000 TAKK Anisa for at du deler ut av deg selv, på så mange måter.


    Så må jeg logge av nå;
    - men leser selvfølgelig resten av din tråd senere ikveld
    Kevlin
    ... bare fordi du er paranoid: så betyr ikke det at de ikke er ute etter deg!!
    Lavt stoffskifte - Erfa Thyroidfra slutten av 2009
    Min første halve pille med Erfa

  7. #7
    Medlem siden
    Dec 2009
    Sted
    Ålesund
    Alder
    44
    Meldinger
    418

    Standard Sv: På arbejde med lavt stofskifte

    Dette var så utrolig trist å lese. Ønsker deg alt godt. Klem.

  8. #8
    Medlem siden
    Mar 2005
    Alder
    74
    Meldinger
    490

    Standard Sv: På arbejde med lavt stofskifte

    Jo, Anisa - det er utrolig modig og u-selvisk gjort av deg.
    Jeg føler virkelig med deg, historien tar meg kraftig - du har jo kommet til din tilstand fordi du stolte på det system som er satt til å hjelpe oss. Siden har systemets deltakere vært kollegialt opptatt av å dekke over kollegers begåtte feil.
    Feil begått som direkte forårsaker at man fratas den energi som skal til for å ta i tu med dem !
    Men ingen kommer utenom å gjøre opp for seg.
    Eller gjør de det ?

    Og det er jo advokatmat !

    Men jeg vet også hvordan det føles. Jeg har vært igjennom av-maktens korridorer, og det tok såpass kraftig at jeg orker ikke en runde til.
    Men orker du Anisa, så er det en opplagt sak du har.
    De skal betale sin brøde.

    Stor sympati og empati fra meg.
    • Hansen - tidligere n'Finn og Finn Lang (på Facebook) forlot forumet i 2010 på grunn av et kontrovers om jod.

  9. #9
    Medlem siden
    Apr 2006
    Sted
    Møre og Romsdal
    Alder
    60
    Meldinger
    1,971

    Standard Sv: På arbejde med lavt stofskifte

    Kjære Anisa Dette er til å gråte over. Jeg vet ikke hva mer jeg kan si. Jeg ble satt ut av det du forteller, og kan bare si at du er i tankene. Jeg håper så inderlig at dette med jobben løser seg til det beste for deg. Årene du har "mistet" pga operasjonen kan du vel aldri få tilbake. Måtte bare årene fremover bli bedre enn den situasjonen du befinner deg i nå. Jeg ønsker deg alt mulig godt!
    Balder-legen hevder at det er ikke hypothyreose med en TSH på 4,82 som øket til 7,56
    Hypothyreose uten antistoff.
    • Levaxin fra oktober 2004. Westhroid fra august 2006. 4 grain ny Armour fra Februar 2010. Levaxin og Liothyronin fra februar 2011. Thyroid-S fra august 2011.
    Stoffskifteprøver etter 4 mndr på Thyroid-S

  10. #10
    Medlem siden
    Nov 2009
    Sted
    Oslo
    Meldinger
    120

    Standard Sv: På arbejde med lavt stofskifte

    Kjære Anisa!

    Jeg vil bare gi deg en stooor klem Jeg får vondt på dine vegne.

Side 1 av 6 123 ... Siste

Lignende tråder

  1. Lavt stofskifte sandsynligvis efter behandlig af for højt stofskifte
    Av Babe i forumet Lavt Stoffskifte etter Graves
    Svar: 89
    Siste melding: 06-11-11, 22:27
  2. For lavt stofskifte??
    Av søløve i forumet Presentasjoner
    Svar: 6
    Siste melding: 10-12-10, 14:16
  3. ca. 4 år med lavt stofskifte
    Av lilli i forumet Lavt Stoffskifte etter Graves
    Svar: 22
    Siste melding: 22-07-10, 10:20
  4. Altid lavt b12 ved lavt stofskifte?
    Av gitteh i forumet B-vitaminer
    Svar: 6
    Siste melding: 16-02-07, 23:56

Søkeord for denne tråden

Bokmerker

Regler for innlegg

  • Du kan ikke starte nye tråder
  • Du kan ikke svare på innlegg / tråder
  • Du kan ikke laste opp vedlegg
  • Du kan ikke redigere meldingene dine
  •  

Logg inn

Logg inn